Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Frederik Boye [...]. Hun døde 21. Avg. 1770, 52 Aar gammel. Endnu en Gang indlod han sig i Ægteskab, i det han
6. Maj 1772 giftede sig med Cæcilie Birgitte Wormstrup fra »Prinsen« paa Vestergade.
H. indtager en høj Rang som Sprogforsker, navnlig som Fonetiker. Hans Studiers Gjenstand var det danske
Sprog i talt og skreven Form, som han forefandt det i sin Samtid. Han nærede stor Interesse for Modersmaalet.
»Enhvers Fædernesprog har noget i sig, som er hans Betragtning værd. Thi er det vel mere angelegent at vide,
hvordan en Flue er skabt, end med nogenledes god Forstand og Indsigt at kjende, hvorledes den Evne, David
kalder sin Ære, ytrer sig i sine daglige Virkninger, og hvorledes de samme ere beskafne? Det er vel saa, at et
Land kan have mange Fordele af sit Sprog uden at kjende det saa grant; dog er det ikke en blot Kuriositet at
kjende det efter Kunsten; men lad det hedde en Kuriositet! saa er denne nok saa god som mange andre.« Og
Interessen for Sproget var hos H. forenet med en ganske mærkværdig Evne til at iagttage. Han havde — for at
bruge Badens Ord om ham — stor naturlig Skarpsindighed til at forfølge Sproget i dets inderste Smutkroge og at
opdage dets fineste Mekanisme.
H. begyndte sin Forfattervirksomhed i Aaret 1743 med Udgivelsen af 2 anonyme Smaaskrifter. Han havde
tidligere samlet sproglige Iagttagelser, havde ogsaa tænkt paa at udgive dem, men denne Tanke var igjen bleven
opgiven. Anledningen til Offentriggjørelsen kom i Følge hans egne Ord udefra. Det var Retskrivningsstriden
mellem Th. Clitau og N. v. Haven.
Det første Skrift omhandler Retskrivningsspørgsmaalet og er holdt i en spøgende Tone. Han vil dømme i den
gamle Retskrivningsstrid mellem Henrik Gerner og Peder Syv, da det dog var paa Tide, at denne Trætte blev
bilagt. Han fremdrager 3 Stridspunkter: 1) Brugen af i eller j foran Vokaler, hvor han foretrækker det sidste; 2)
Vokal- eller Konsonantfordobling til Angivelse af Vokalens Kvantitetsforskjel, hvor han forkaster begge Dele; 3)
Tal-bøjning i Verbers Indikativ, hvor han foretrækker Opgivelsen af Talforskjellen; den volder undertiden
Utydelighed og er til Plage at lære. Det andet lille Skrift handler om Accenterne og deres Brug. Heri fremstilles et
helt Accentuationssystem: 1 Acutus eller Skarptone ´(Lóft, Fád), 2) Gravis eller Stødetone ` (Sèng, Knìv) —
senere ombyttede han disse 2 Betegnelser —, 3) Circumflexus eller Vringeltone ^ (Bôrd, Stôl), 4) Apostrophicus
eller Drægetone ' (Kio'l, Fa'r, Mo'r, efter kjøbenhavnsk Udtale); Jyderne have her, som H. ogsaa bemærker,
»Vringeltone«. I den nærmest følgende Tid udgav H., ligeledes anonymt, 2 ret omfangsrige Skrifter, en
accentueret Grammatik (1747) og en Syntax (1752). Hans sidste lille Skrift, et »Anhang« til den accentuerede
Grammatik, udkom 1769. Han kalder det »første Anhang«, men der udkom aldrig mere. Paa »Anhangets« sidste
Side angiver H. sig som Forfatter ved Mærket J. H. Paragrafinddelingen er fortløbende gjennem alle 3 Skrifter.
H.s Forfattervirksomhed har et dobbelt Formaal: han vil simpelt hen beskrive Sproget, som det er, og han vil give
Vejledning i dets skriftlige og mundtlige Brug. Paa Grammatikkens Titelblad hedder det, at den er »udgiven de
fremmede til Vilje, som allerede véd noget af Sproget, og især for de unges Skyld, som opdrages enten til Bogen
eller Pennen«. Han fremsætter ogsaa sine Meninger om, hvordan Sproget burde være. »Man bør skrive«, hedder
det (med Bevarelse af hans egen Retskrivning), »ligesom man tâler, nâar man tâler ræt; og dêrimòd, hvàd som er
ræt skrevet, bør og læses, sòm det er skrevet. Eller páa en anden maade: dêrsom man er forsikred óm, at man
tâler ræt, behø'ver man ikke at bekymre sig stôrt om nogen anden régel end at skrive, som man tâler« (Gramm. §
257). «Man bør éj al-ene af den rætte og behâgeligste ûdta'le at tage ànlédning til Skrive-regler, men end òg tvèrt
imòd stræbe skriftlig ved fornùftige regler, dêls at vise dèt, som ùdta'len éj áltîd kan lære, dêls at rætte adskíllige
ôrds mìsbrúg og fordærved udtale« (Gramm. § 258).
»Man fâaer at tage Euphoniam eller vèllyd i àgt, baade hvad Bo'g-stàvene og Aàndelàvene àngàaer, begge dele
efter den beste Dialect eller lànd-sprôg. Men den beste Dialèct er efter de lærdeste og omhýgeligste
Orthographisters skjønnende først dén i Roeskilde og dernæst den Kjøbenhávnske. Den Fyenske i Odinse og
den Lollandske i Nachskov ere ogsaa ypperlige; men den sidste hâr en slettere Accènt énd den første, hvilket
Lolliker og Fyenboer ikke saa vèl kan dømme óm som dén, hvis Dialèct viger længst fra dem begge« (Gramm. §
260). »Vil ellers nogen vide a'arságen, hvorfor jeg hôlder Roeskildfolkes Dialect for den beste, da èr det, fordi den
ùdtâler næsten alle sine ôrd, ligesom de rættest skrives, saa at naar èt ôrd udsiges noget lèmlèsted eller règelstridigt
i dén, bliver der over ti ù-rìgtig prononcêrede i andre» (Gramm. § 261). Der er i alle disse Udtalelser intet
andet, end hvad der er tænkt og sagt af mangfoldige baade før og efter H.s Tid. Men her er dog én Ting at
mærke: H.s Meninger om det rigtige og det urigtige, om det gode og det slette i Sproget bragte ingen Forstyrrelse
ind i hans Opfattelse og Fremstilling af det rent faktisk foreliggende. Han forstod skarpt at skjelne mellem Lyd og
Bogstav, mellem Sproget i daglig Samtale og Sproget i Oplæsning, Deklamation og Foredrag.
Det er ved sine Iagttagelser af det danske Sprogs syntaktiske og endnu mere af dets fonetiske
Ejendommeligheder, som det lægger sig for Dagen særlig i »Anhanget«, at H. rager op over sin Samtid. Hans
egne Udtalelser oplyse bedst hans Undersøgelsesmethode: »Lad een sætte sig hen i en Krog for sig selv og der
nævne i og u uden Fløjtelyd og Stemme! det er, lad ham hviske dem ud! han vil da befinde, at Aspirationen, som
følger med i, modificeres til een Slags Hvislen og Aspirationen, som følger med u, til en anden. Nævner han
dernæst, enten lydelig eller hviskende, den Stavelse ja (i hvilken j plejer at kaldes Consonant), da hører han ikke
Vocalen i, men dens blotte Aspiration og Hvislen; og nævner han aj, hører han just den samme stumme Hvislen
og ikke Vocalen i« (Anh. § 1941). »En hviskende Vocal har ligesaa vel som en Klarlydende ej alene sin
229/484