Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Høyer, Christian Fædder, 1775—1855, Historiemaler
Af Ph. Weilbach
Christian Fædder Høyer, var Søn af Sognepræst Jens Offesen H. og Sophie Dorothea f. Helvad, og var født i
Rerslev 24. Jan. 1775. [Han var Bror til Cornelius Høyer]. Han kom efter sin Konfirmation paa Kunstakademiet,
hvis Skoler han gjennemgik, og vandt 1794 og 1797 de 2 Sølvmedailler. Derefter konkurrerede han om
Akademiets Guldmedailler, som han vandt 1799 og 1803. Han var Elev af Abildgaard, der synes at have næret
stort Haab til ham. Da han søgte det store Rejsestipendium, tilkjendtes det ham ogsaa paa en rosende Maade fra
1. Jan. 1806. Han var borte sine fulde 6 Aar og blev i Rom en god Ven af Thorvaldsen ligesom ogsaa af
Bygmesteren P. Malling, der begge bevarede deres Venskab for ham. Fra Rom hjemsendte han »Hero ventende
Leander« (kgl. Malerisamling), uden Tvivl hans bedste Arbejde, om det end vel meget ligner hans Lærer, uden
dog at naa den Varme og Dybde i Farven, som denne havde i sine bedre Billeder. Men fra dette Øjeblik af er det
næsten, som om Aanden er vegen fra H.; Abildgaard var død, og alle andre kunde med rette ikke se noget
betydeligt i ham til Trods for den Lethed, hvormed han komponerede og anordnede meget store Billeder.
»Sokrates tømmer Giftbægeret« (Kronborg) og Børsbilledet »Christian IV beærer Tyge Brahe med en
Guldkjæde« ere svage i Udførelsen. Selv ved hans Medlemsbillede ønskede Akademiet, at det blev omarbejdet
en Gang endnu, inden det blev ophængt; dog blev han Medlem 1812. Nu forbitrede den ene Skuffelse efter den
anden hans ensomme Liv. Til kgl. Historiemaler vilde Akademiet ikke anbefale ham, til Professorer valgte det de 2
yngre Mænd Eckersberg og J.L. Lund, hvoraf den sidste ikke engang havde konkurreret; ved et tredje
extraordinært Professorvalg stode dog Stemmerne lige mellem ham og Clemens, men Direktøren afgjorde Valget
til Gunst for Clemens. Ikke engang Titel af Professor kunde han opnaa. Efter Dajons Død (1823) prøvede han
igjen paa at blive Professor, men da dette heller ikke lykkedes, fik hans Udtalelser imod Akademiet et saadant
Præg af Bitterhed, at han 1826 blev udslettet af Medlemmernes Tal og hans Receptionsstykke sat bort. Ikke
desto mindre søgte han 1828 paa ny Professoratet efter Lorentzens Død. Endnu en Gang søgte hans Ven,
Universitetets Bygmester, P. Malling, at slaa et Slag for ham, saa at denne Bygning kunde blive udsmykket af H.
(1835); men han fik ingen Stemmer for sig. Med utrættelig Energi malede og udstillede han Aar for Aar, og da han
døde ugift 23. Juni 1855, fandt man hans Bolig paa Graabrødretorv stopfuld af store Billeder.
Trods det, at han som Kunstner i saa ringe Grad naaede det Maal, der i hans Ungdom havde foresvævet ham,
synes han dog at have været en i flere Henseender begavet, men urolig og stridbar Natur. Han kastede sig med
Iver ind i Striden »om den nordiske Mythologis Brugbarhed for de skjønne Kunster«. Han paakaldte flere Gange
den offentlige Mening i sin Strid med Akademiet baade i særskilte Piecer og i Blade; han udtalte sig adskillige
Gange om sin Opfattelse af Kunsten, men det lader til, at ogsaa hans Forfatterskab har været en Røst i Ørkenen.
Man kan føle Medlidenhed med en Natur, der saaledes tilbringer Livet i en trøstesløs Kamp med sin Skæbne,
men maa mere undres over, at der har kunnet knytte sig saa stort et Haab til hans Ungdom, end over, at han fik
saa krank en Lykke.
Til: Indholdsfortegnelsen
223/484