Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

komme til Censur, saa blev Reskriptet af 20. Okt. 1773 — der for øvrigt stemmede med Kancelliets Forestilling —
dog et stærkt Baand paa Pressen ved at give Politimesteren en vilkaarlig Myndighed til at skride ind imod den, og
adskillige særlige Reskripter imod enkelte Forfattere forøgede Usikkerheden for Pressen. Intet kunde derfor
mindre passe til hans Synsmaade end den frisindede Holdning, som Regeringen efter 1784 indtog over for
Pressen. Jo mere denne virkede til at udbrede baade Frihedsideer og fritænkerske Meninger, jo mere den derved
gjorde sit til at skabe, hvad han kaldte »det forroste 18. Seculi liderlige Ende«, desto mindre kunde han forstaa
Regeringens Holdning. »Ve dem,« skrev han i et Brev 1797, »der undlade at bruge den Magt, Gud har lagt i
deres Haand.«
Med saa stokkonservative Meninger og en saa stor Bornerthed i sin Synsmaade kunde G. umulig være en
fremragende Statsmand. Og naar han som den ledende i Regeringen vilde angive de rette Grundsætninger
baade for den ydre Politik og for Finansstyrelsen, faar man lige saa lidt Indtryk af en overlegen Aand. Det lader
sig ej heller nægte, at den absolutistiske Magt, som han mente Staten stod sig bedst ved at lyde, fristede ham
selv til Vilkaarligheder, da han var Herre over den. Men hvor meget man end kritiserer hos G., vilde det være
ubilligt at overse, at hans Opfattelse af Vanskelighederne ved at emancipere Bondestanden deltes af dygtige
samtidige Statsmænd i andre evropæiske Lande. Man maa heller ikke glemme, at han ingenlunde var konservativ
i den Forstand, at han ikke skulde kunne se, at der trængtes til Forbedringer paa flere Omraader, hans Reform af
det lærde Skolevæsen ved Forordningen af 11. Maj 1775 betegnede et afgjort Fremskridt, og han syslede med
Tanker om forskjellige Reformer i den nærmeste Tid inden sit Fald. Men først og fremmest bør det erindres, at i
én, og det meget vigtig, Henseende var hans Styrelse et stort Gode, nemlig ved den varme danske,
fædrelandssindede Aand, der besjælede ham. Det er ikke for meget sagt, at det er ham, der har gjort vor
Kongefamilie dansk. Først fra hans Tid kom siden Christian IV's Dage vort Modersmaal paa sin rette Plads ved
Hove. Som han sikkert havde Del i, at der blev gjort Ende paa, at Tysk var Kommandosprog ved Hæren,
Saaledes indførte han Undervisning i det danske Sprog i Skolerne, og han lod Mallings »Store og gode
Handlinger« tjene som Læsebog baade for at støtte denne Undervisning og for at nære fædrelandssindede
Følelser. Det pegede i lignende Retning, naar han fik rejst Mindestene over fortjente Mænd ved Jægerspris, naar
han vilde have Videnskabernes Selskabs Ordbog helt affattet i »det kjære danske Sprog«, og naar han syslede
med Tanken om at faa oprettet en staaende national Hær. Endelig bragte den samme Aand ham til at faa udstedt
Forordningen om Indfødsretten (15. Jan. 1776) som Værn imod Oversvømmelser af fremmede i alskens
Embeder. Her havde han Retten paa sin Side i Modsætning til Bernstorff, der som den fødte Udlænding ikke
havde Øje for, at der var Trang til en saadan Lov.
Til dette smukke og gode maa føjes, at han ikke blot i sine private Forhold var en meget elskværdig Mand, men at
hans Fædrelandssind ogsaa fandt sit Udtryk i en stor personlig Uegennyttighed, hvad Penge angik, og i en
uovertræffelig Pligtfølelse. Det gjør et saare tiltalende Indtryk at se ham, efter at Forordningen om
Stavnsbaandets Ophævelse var givet, med den største Loyalitet gaa ind paa dens Gjennemførelse. »Naar nu«,
skrev han i et Brev, »Stavnsbaandet er løsnet, og Mennesket, der af Naturen er fri, er ved Lovgiverens hellige Ord
kaldet tilbage til en lovbestemt Frihed, saa ve den, der nu vilde krænke eller underminere den helligen forsikrede
Rettighed, den, jeg nu anser som et væsentligt Stykke af Landets Konstitution, og derfor glæder mig over, at dette
Stykke faar sin gode og faste Indfletning i de øvrige Dele.« Da han kort efter sit Fald 1784 skrev til en god Ven:
»Staten er det blivende; vi andre, hvem vi end ere, ere kun Trækfugle«, udtalte han, hvad der var hans oprigtige
Mening. For ham var Staten og Fædrelandet alt. Det er hans Ære, hvad man saa end kan kritisere hos ham som
Statsmand.
G. var 2 Gange gift, nemlig med 2 Søstre, Døtre af en jysk Møller ved Navn Nørlem. Af disse døde den første,
Cathrine Marie, meget tidlig, den anden, Lucie Emerence, hvem han ægtede 1769, var Moder til hans 6 Børn.
Hun var født 1737 og døde 5. Sept. 1807.
- - -
— O. Høegh-Guldberg har, før han kom ind paa Statsmandsbanen, øjensynlig tænkt at bane sig en Vej som
theologisk Forfatter. Det Spørgsmaal, der i hans unge Dage fyldte Theologernes Sind, var Kampen mod
Fritænkeriet, og det var ogsaa som Deltager i denne, G. begyndte sin Forfattervirksomhed. I 2. Del af
Rosenstand-Goiskes »Billige Tanker om ubilligt Fritænkeri« (1753) findes der 2 Breve; i det 1. fremsættes der
nogle Tvivl mod Kristendommens Lære, i det 2. takkes der for Besvarelsen, hvorved Tvivlene ere overvundne.
Disse Breve ere forfattede af G., og i »En omvendt Tvivlers Levnedsbeskrivelse« (1760) skildrede han siden den
Mands Liv, der skulde have skrevet dem. Det faar staa hen, om han selv har næret Tvivlene, eller om han blot har
tænkt sig ind i Tvivlerens Tankegang. Bogen vil ikke kunne gjøre Indtryk paa Nutidslæsere; vi forstaa ikke, hvorfor
den skildrede Mands Opdragelse gjør ham til Fritænker, og endnu mindre, hvorfor han lidt efter lidt bliver troende
igjen, men allermindst, at de tørre Demonstrationer i Rosenstand-Goiskes Skrifter gjøre det af med den sidste
Rest af hans Vantro. G. har allerede her og i et lignende Skrift det næste Aar indtaget det Standpunkt, han hele sit
Liv bevarede. Det er den Wolfiske Filosofis Opfattelse, at der umulig kan være Strid mellem den sunde Fornuft og
den kristne Lærdom; Fritænkeriet er kun vildfarende Fornuft, og det eneste virkelige Omvendelsesmiddel er
Ræsonnementet.
220/484