Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Marie og Arveprins Frederik. Hans Royalisme kunde antage et i vore Øjne smagløst Præg, naar han f. Ex. den
Gang, da Kronprinsesse Marie Sophie Frederikke første Gang ventede sin Nedkomst, skrev i Breve til Johan
Bülow om »det høje Foster« og »den høje Frugtsommelighed«. Vi forbavses ogsaa over den Styrke, med hvilken
han i en Tilegnelse til Enkedronningen udtalte sin ærbødige Beundring af hendes Storhed; men der var kjendelig
Alvor i hans royalistiske Følelse, som han i bogstavelig Forstand tog med sig i Graven. Han paabød nemlig, at de
Breve, som han havde modtaget fra kongelige Personer, skulde lægges under hans Hoved i Ligkisten, naar han
blev begravet. Den kongelige Magt i dens største Udstrækning som Enevælde var ham derfor, som hans Søn har
udtrykt det, et fuldkomment »Noli me tangere«. Ingen dansk Undersaat kunde efter hans Mening tale om en
Rigsdag uden at begaa Majestætsforbrydelse. Denne Ærefrygt drev ham ogsaa til at kræve, at der skulde tales
om »de hedengangne Konger med Hede og Ømhed«. Han var angest og bange for al Kritik, selv af Styrelse og
Regeringsgrundsætninger hos Fortidens Konger, hvorved navnlig Ungdommen kunde bringes til at tvivle om, at
den enevældige Styrelse var den bedst mulige af alle Forfatningsformer. Intet var derfor rimeligere, end at han,
der efter Suhms [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] Udtryk var »vant til Slaveri«,
forkastede den Plan til en friere Forfatningsform, som denne havde udarbejdet omtrent ved Tiden for Struensees
Fald. Selv den i høj Grad loyale Jacob Baden fik som Redaktør af »Kritisk Journal« Erindringer fra Regeringen, d.
v. s. fra G., om at være varsommere i sine Udtryk om Souveræniteten. Helt uden Paavirkning af det 18.
Aarhundrede i politisk Henseende var G. vel ikke bleven, for saa vidt han ikke nærede den gamle orthodoxe
lutherske Opfattelse af Staterne og Kongemagten som umiddelbart stiftede af Gud, og for saa vidt han tillige
havde den Mening, at Kongerne vare til for Folkets Skyld. Derimod havde han helt ud det 17. Aarhundredes
yderliggaaende Statsidé i Modsætning til det 18. Aarhundredes Fremhævelse af det Hensyn, der skulde tages til
de enkelte Individers Krav. Alt burde, det var G.s Mening, afpasses efter det Begreb, han gjorde sig om, hvad
Statens Tarv fordrede. Dette i Forbindelse med hans stærkt konservative Aand fremkaldte hans Uvilje imod de
store Landboreformer. Han havde vistnok i tidligere Tid set, at Bøndernes Kaar i flere Retninger burde forbedres,
han udtalte senere, at hvis ikke finansielle Hensyn havde gjort det umuligt, vilde han have ydet Bønderne
forskjellig Hjælp for at forbedre deres økonomiske Kaar; men hans Styrelsestid fremkaldte ingen anden Reform
end Forordningen om Fællesskabets Ophævelse (23. April 1781), og den betegnede ved Forordningen om
Hoveriet af 12. Aug. 1773 et Tilbageskridt i Sammenligning med, hvad der var indført i Struensees Tid. Efter G.s
Opfattelse var enhver Stand kun til, for at Staten kunde bruge den efter sit Tarv. Bondestandens Sag var det at
gjøre det »haarde og ensdanne Arbejde«, og standsede det, kunde Staten ikke bestaa.
Men hvorledes, mente han, skulde det kunne andet end standse, hvis Bondestanden kunde røre sig frit? Den
vilde foretrække alt andet Arbejde fremfor sit eget, og den vilde søge bort fra de magre Egne, der da kom til at
ligge øde og folketomme. Hvorledes skulde Proprietærerne, der maatte indestaa Staten for Skatterne, kunne give
Afkald paa Bøndernes Hoveri, og hvorledes skulde Staten kunne faa de Soldater, den behøvede, naar Bønderne
ikke vare stavnsbundne? Selv om han fandt »Selvejerbønder ypperlige for Staten«, tænkte han sig ogsaa dem
vedblivende bundne ved Stavnen. For den personlige Friheds forædlende Magt havde han intet Øje. Al Tale
derom var efter hans Mening tomme Theorier, hverken »mere eller andet end, hvad Veddedøberne eller
Anabaptisterne sagde og gjorde under Reformationens Begyndelse«. Han fandt samme Aand hos dem, der vilde
have Bondens Baand løste, som hos dem, der vilde have de Baand sønderrevne, Fyrsterne havde om deres
Undersaatter.
Ikke mindre stift vilde han baade paa det økonomisk-finansielle Omraade og, hvad Opdragelse og Undervisning
angaar, gjennemføre et strængt regulerende, underlig snævert Statsstandpunkt. Det var, som om der ingensteds
maatte finde nogen fri Rørelse eller Udvikling Sted, Individerne kunde det kun tillades at bevæge sig inden for de
Skranker, som Staten efter G.s Opfattelse kunde være tjent med. Stemmende dermed maatte da ogsaa
Grænserne trækkes for den Undervisning, de forskjellige Samfundsklasser maatte faa; Tanken om, hvad der
kunde give Personligheden den bedste Udvikling, kom i Sammenligning dermed aldrig frem hos ham.
Som den gamle Tids Mand holdt G. selvfølgelig i det hele stærkt paa det historisk nedarvede. Intet laa ham
fjærnere end Tilbøjelighed til at lytte efter, hvad man i Kraft af Theorier eller abstrakte Ræsonnementer vilde
indføre af nyt. Jo mere netop det 18. Aarhundredes Tilstand gik i den Retning, desto mere følte han sig i skarp
Modsætning til den. Ingenlunde uden Føje kunde han stemple det som Daarskab, naar man troede at kunne
sætte et halvt Hundrede »abstrakte, smukt vendte Sætninger i Stedet for 2000 Aars lange, dyrekjøbte, ofte
gjentagne Erfaringer«, og han havde den fuldeste Ret til at føle sig forarget ved det i lige Grad overfladiske og
frække Fritænkeri, der bredte sig saa stærkt; men han stod paa den anden Side med sin stive Fastholden ved det
gamle uden nogen Forstaaelse af det berettigede, der var i mange af Tidens Fremskridtsbestræbelser. Havde
allerede Landboreformbevægelsen været ham en Forargelse, saa kan man tænke sig, hvad han dømte om den
franske Revolution. Han kunde ikke se Spor af Berettigelse i den, kun en Kuldkastelse af alt, hvad der havde
virkeligt Værd; Tanken om Menneskerettighederne var for ham omtrent det samme som Oprør imod Guds og
Statens Love. Alt, hvad der i Tidens Stræben kunde henføres til dem, opfattede han som afskyligt, som blot
førende til Revolution, og i de andre evropæiske Magters Kamp imod det revolutionære Frankrig saa han »en
hellig Krig«. Allerede som Forkæmperen for Statens Avtoritet havde han fra tidlig Tid været uvillig stemt imod al
politisk Kritik, og han har talt med Bitterhed baade om den »ubillige Holsteinismus«, om »Kjøbenhavns Sludder«
og om »de foragtelige Christianiæ Raisonneurs«. Det varede ej heller længe, efter at han havde faaet Magten,
inden han arbejdede paa at tøjle den af Struensee løsslupne Presse, og afholdt han sig end fra at lade det
219/484