Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Høegh-Guldberg, Ove, 1731—1808, Statsmand og historisk og theologisk Forfatter
Af E. Holm og L. Koch
Ove Høegh-Guldbergs Fader, Jørgen Høegh, var Kjøbmand, siden Bedemand, i Horsens, hvor Sønnen fødtes 1.
Sept. 1731. Moderen, Helene Dorthea Ovesdatter f. Guldberg, var en Kræmmerdatter. Kaarene i Hjemmet vare
meget smaa, og G. maatte som Barn spise paa Omgang hos nogle velhavende Borgere i Horsens. Det skyldtes
Hjælp af hans Morbroder Dines Guldberg, Præst i Gylling, at han blev sat i Stand til at studere. Efter denne
Morbroder antog han Navnet Guldberg, hvormed han altid betegnes. Men hans Forhold som Student (hvilket han
blev 1749) vare saa fattige, at han maatte forlade Kjøbenhavn og ernære sig som Huslærer i Jylland, samtidig
med at han læste til theologisk Embedsexamen. Efter at han havde taget den (1754), kastede han sig ind i
videnskabelige Studier. Han maa have tildraget sig Opmærksomhed som en ung lovende Videnskabsmand. I det
mindste blev han 1761 ansat som Professor eloqventiæ ved Akademiet i Sorø [Sorø Akademi], hvor han virkede
indtil 1764. Hans videnskabelige Interesser vare og vedbleve hele hans Liv igjennem at være overvejende
theologiske og historiske. Det var et Vidnesbyrd om hans Kiærlighed til den klassiske Oldtids Historie, at han i
disse Aar udgav en Oversættelse af Plinius' »Lovtale til Trajan« med en Indledning om den romerske
Statsforfatning (1763). Naar han 1761 offentliggjorde »Tanker om Milton og den saakaldte religiøse Poesi«, viste
det, at han med sine historisk-theologiske Interesser forbandt en vis æsthetisk Sans. Denne fandt ogsaa et Udtryk
deri, at han var Medstifter af Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme, og han vandt Præmien for
Besvarelsen af en Opgave, dette Selskab udsatte, nemlig »Svar paa det Spørgsmaal, hvilken Indflydelse det har i
de skjønne Videnskaber, naar oplyste Folk stræbe at overgaa hinanden« (udkommet 1761).
At han virkede saa faa Aar i Sorø, var en Følge af, at han 1764 blev kaldet til Lærer for Arveprins Frederik [...], en
Stilling, han senere afløste med at blive Kabinetssekretær hos Prinsen (1771). Hans fornemme Elev var for lidet
begavet til, at hans Undervisning kunde bære rige Frugter; men han brugte ved Siden deraf sin Tid til omfattende
Studier. For en Del har han nedlagt Udbyttet deraf i sit betydeligste videnskabelige Arbejde: »Verdens Historie«,
der udkom i 3 Bind (1768—72). Uheldigvis blev dette Værk kun et Fragment, der som en Følge af den
paafaldende Vidtløftighed, hvormed Forfatteren behandlede de ældste Tiders og Jødernes Historie, ikke naaede
længere ned i Tiden end til den peloponnesiske Krigs Slutning. Nu har dette Skrift kun litterærhistorisk Interesse;
det er, som det naturlig maatte være, i kritisk Henseende meget svagt, uden noget sikkert Princip for Kritikken, og
Forfatterens religiøse Orthodoxi er drevet til Yderligheder; men det vidner om en betydelig Læsning, og det staar
højt, hvad Fremstillingen angaar. Der er baade Liv og Kraft der i, paa sine Steder virkelig Aandrighed. Samtidig
holdt G. sig ikke borte fra den Drøftelse af forskjellige økonomiske og finansielle Spørgsmaal, som Trykkefriheden
fremkaldte. Han skrev dels under Navnet »Philodanus«, dels anonymt et Flyveskrift: »Azan eller den for Gjæld
udfriede Fyrste« (1771). Hans senere Virksomhed som Statsmand give flere Udtalelser af ham i disse
Smaaskrifter Interesse; men han fandt en alvorlig Kritiker i Martfelt, der blandt andet udtalte om ham, at han ikke
havde sagt »andet end det, enhver god Borger bør vide, som ikke vil passere for rent fremmed i Landets Økonomi
og Kommerce«.
Den største Betydning havde dog disse Aar derved, at de banede Vejen for G. til at blive ledende Statsmand.
Modsætningen imellem hans og Struensees Livsanskuelse og Grundsætninger var saa stor som vel tænkeligt;
han mente, som han personlig har udtrykt det, at »Fædrelandet, rystet ved Struensees rasende Parti, hvert
Øjeblik truedes med Undergang«, og hans Forbitrelse æggedes end mere ved de Krænkelser, som Arveprinsen
og dennes Moder vare udsatte for. G. mente derfor fuldt ud at gjøre sin Pligt, da han deltog i Sammensværgelsen
imod Struensee. Det var efter dennes Fald (17. Jan. 1772), at han kom til at spille sin vigtige Rolle i den Regering,
der efter ham har faaet Navn af den Guldbergske Styrelse. Forordningen af 13. Febr. 1772 havde skullet gjøre
Ende paa Kabinetsregering efter Struenseesk Mønster og tilsyneladende lagt Magten i Gehejmestatsraadets
Hænder. G. selv fik ikke Sæde i dette, men vedblev at beholde Stillingen som Kabinetssekretær hos Arveprinsen.
De Forfremmelser, der i den følgende Tid bleve ham til Del, vare vel i og for sig hurtige og store, men dog
langsomme i Sammenligning med, hvad Struensees Karriere havde været. 11. Okt. 1774 udnævntes han til
Gehejmekabinetssekretær hos Kongen, 14. Maj 1776 blev han Stats- og Gehejmekabinetssekretær, han fik
Danebrogsordenen 29. Jan. 1776, blev adlet 11. Okt. 1777 (fra 1773 at regne) med Navnet Høegh-Guldberg,
opnaaede 22. Nov. 1780 Titel af Gehejmeraad og fik 9 Dage efter (i. Dec.) Titel af Statsminister. Endelig blev han
virkelig Statsminister og Medlem af Statsraadet 6. April 1784; men allerede 8 Dage efter afskedigedes han ved
Regeringsforandringen 14. April 1784. Ved Siden deraf var han bleven Assessor i Skatkammeret 3. Juni 1773,
Medlem af Overbankdirektionen og den extraordinære Finanskommission (13. April 1782) samt af den
vedvarende Direktion for Sorø Akademi (9. Okt. 1782); endelig havde han Sæde i Kommissionen for
Skolevæsenets Omordning og i en Kommission til »bedre Indretning af de kongelige Skuespil«.
Denne Opregning af hans forskjellige Stillinger og Værdigheder viser, at det ikke var mere end 8 Dage før hans
Afskedigelse, at han fik Sæde i Statsraadet; men al Verden havde fra først af vidst, at han udøvede en
overordentlig Indflydelse over dem, der under Christian VII's tiltagende Aandssvaghed [dvs. Sindssyge] kunde
kaldes Statens Regenter, Arveprinsen og Enkedronning Juliane Marie. Vistnok ere Forholdene i den Guldbergske
Styrelse endnu ikke tilstrækkelig oplyste. Han har selv senere undertiden let af, at man gav ham Ansvar for
217/484