Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Horrebow, Peder, 1679—1764, Astronom og Fysiker
Af Aug. Svedstrup
Peder Horrebow fødtes 14. Maj 1679 og var Søn af en fattig Fisker i Løgstør. Han viste tidlig betydelige Anlæg for
Udførelsen af mekaniske Arbejder, saa han, da han i en Alder af 17 Aar kom i Aalborg lærde Skole, paa Grund af
Faderens Fattigdom selv kunde bidrage til sit Underhold ved at stikke Signeter og reparere mekaniske og
musikalske Instrumenter. 1703 blev han dimitteret fra Skolen og kom til Universitetet, hvor Ole Rømer strax
fattede Interesse for hans Duelighed, tog ham i Huset hos sig og skaffede ham lidt Fortjeneste ved at lade ham
assistere ved Inddelingen af astronomiske Instrumenter. 1705 tog han theologisk Embedsexamen, og et Par Aar
efter maatte han overtage en Huslærerplads hos Baron Fr. Krag i Jylland. 1711 kom han tilbage. Rømer var da
død og L. Schive ansat som Professor i Astronomi. H. nøjedes saa med en Ansættelse som Acciseskriver og
giftede sig 18. Dec. s. A. med Anna Margrethe Rosing (død 1749), Datter af en kjøbenhavnsk Kjøbmand. I deres
Ægteskab fik de 20 Børn, hvoraf de 13 levede. Efter Schives Død 1711 blev der udskrevet en Konkurrence
mellem Navigationsdirektør Rasch paa Møen, H. og C. Lerche. De 2 sidste traadte dog tilbage af Hensyn til, at
Rasch var en ældre Mand; muligvis vilde en Konkurrence heller ikke have nyttet H., da det synes, som om
Familierne Worm og Bartholin havde en overvejende Indflydelse ved Besættelsen af Universitetets Embeder.
Efter Rasch's Død 1714 henvendte H. sig personlig til Kongen, der tog sig venlig af ham og satte igjennem, at H.
fik Pladsen efter en aflagt Prøve trods Professorernes Modstand. 2 Aar efter (1716) blev han Magister, 1720 blev
han Universitetets Notar, og 1722 fik han Sæde i Konsistorium.
Ved sin Tiltrædelse fandt H. Observatoriet paa Taarnet i en meget daarlig Forfatning, saa han ansøgte om
forskjellige Reparationer og Forbedringer, der ogsaa bleve bevilgede ham, hvorefter han i Aarene 1716—20 har
anstillet en stor Del Observationer, hovedsagelig for at revidere Rømers 3 Dages Observationer i dennes
Privatobservatorium Tusculanum ved Pilenborg. Disse Rømers Observationer havde H. i Forvaring; de skulle
have været af meget stor Nøjagtighed og vare anstillede for at paavise Rigtigheden af det Kopernikanske System,
hvorefter Jorden bevæger sig med Solen som Centrum. H. troede at komme til samme Resultat og udgav Skriftet
»Copernicus triumphans« (1727). I disse Aar gav H. sig ogsaa af med lægevidenskabelige Undersøgelser og
disputerede 1725 for den medicinske Doktorgrad. Disputatsen, et ubetydeligt Arbejde, er mærkelig ved den
Aabenhed, hvormed H. tilstaar sin Ukyndighed i Lægevidenskab, og viser ham som en erklæret Tilhænger af den
fra Tyskland indtrængende Stahlianisme. Den store Brand 1728 ødelagde det meste af Resultaterne af H.s
Arbejder. Ilden sprang fra Trinitatis Kirke over paa Observatoriet, der var af Bindingsværk, og trængte ind i dette,
saa H. mistede alle sine Ejendele og kun reddede et Skrin, indeholdende nogle af Rømers og hans egne Skrifter.
Slaget traf Observatoriet og H. næsten lige haardt. H., der havde sin store Familie at forsørge, fik strax nogen
Hjælp af sin Velynder Overceremonimester Lerche, der ogsaa lod Planetmaskinen i Taarnet reparere, forærede
H. nogle Bøger og gav ham fri Adgang til sit Bibliothek. 1730 fik H. bevilget 300 Rdl. til Reparation af Taarnet og
af Instrumenterne, men der gik lang Tid, inden det kom fuldstændig i Orden, og det fik aldrig saa gode
Instrumenter som de, Rømer og H. havde konstrueret i Forening. Først 1741 blev Rundetaarn godt indrettet til
Observatorium, da der blev bygget et mindre Taarn ovenpaa, og det blev forsynet med Ækvatoreal- og
Meridianinstrument, men H.s observerende Virksomhed var nu ringe, medtaget, som han var, af Alder og
Næringssorg. Sine Sønner Christian og Andreas lod han besørge Observationerne.
H. havde ikke alene været virksom som praktisk Astronom, ogsaa theoretisk har han udmærket sig. Han opfandt
en ny Me-thode til at bestemme et Steds geografiske Bredde. Med samme Instrument observerer man 2 Stjærner
med kjendt Deklination, udvalgte saaledes, at den ene kulminerer lige saa langt syd for Zenith som den anden
nord for Zenith. Observeres først den ene og derefter den anden ved deres Passage gjennem Meridianen, vil
Instrumentet i begge Tilfælde have samme Hældning mod Syd og mod Nord, saa Virkningerne af Fejl paa den
inddelte Kreds undgaas. Methoden blev, uagtet dens Godhed, snart glemt og først i den nyeste Tid funden paa ny
af en amerikansk Astronom, Talcott; den bærer nu begges Navn. Ved Universitetet holdt H. Forelæsninger over
Astronomi og Fysik. Udenlands havde H. et anset Navn, var Medlem af Videnskabernes Selskaber i Paris og
Berlin (ligesom ogsaa af det kjøbenhavnske), korresponderede med flere ansete udenlandske Astronomer og
blev opfordret af Peter den store, der besøgte Kjøbenhavn 1716, til at følge ham til Rusland. — Af hans
astronomiske Skrifter ere de vigtigste: »Ars interpolandi« (1731) og »Basis astronomiæ« (1734—35). En Udgave
af hans mathematisk-fysiske Skrifter udkom 1740—41 i 3 Kvartbind. Hans ovfr. nævnte Søn Christian maatte fra
1753 overtage hans Arbejde, da han til sidst var fuldstændig arbejdsudygtig. Han døde 15. April 1764.
Til: Indholdsfortegnelsen
212/484