Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Tillid til den svenske Bondestands Hjælp, med Vaabenmagt at sætte Sønnens Valg igjennem; men han fik
Samvittighedsskrupler, om en saadan Krig vilde være retfærdig, og den, hos hvem han da søgte Raad under
denne Tvivl, var H. Hvad der imidlertid mest fyldte Kongens Korrespondance med H. og var Gjenstand for deres
Samarbejde, var naturligvis de Sager, der hørte under H. som Embedsmand, og her traadte denne dels op som
Kongens vigtige Raadgiver, dels som en Slags Expeditionssekretær for ham.
Det var en Mangfoldighed af Forretninger, der laa under H. i hans forskjellige Embedsstillinger. Som Medlem af
Konseillet deltog han jævnlig i Overvejelser om vigtige udenrigske Spørgsmaal og i Forhandlinger med fremmede
Diplomater; men den Rolle, han spillede paa dette Omraade, var næppe overvættes betydelig. Han stod her
naturlig i Skygge, først for Schulin, siden for J.H.E. Bernstorff. Men der var Forhold nok i andre Retninger, hvor
han udøvede stor Indflydelse, særlig som Oversekretær i Kancelliet og som Patron for Universitetet. Han indtog i
Ordets fuldeste Forstand en Præsidents Stilling i danske Kancelli. Dette var efter Christian VI's Tronbestigelse
blevet reorganiseret som et virkeligt Kollegium, medens det i Frederik IV's sidste Tid kun havde været et
Expeditionsbureau for Konseillet, og H. forstod at hævde dets selvstændige Stilling, saaledes at det under hans
Ledelse ikke sjælden gav Erklæringer, der slet ikke havde været refererede i Konseillet og faaet dettes
Stadfæstelse; men ved Siden deraf afgjorde han i Virkeligheden ikke faa Sager paa egen Haand, uagtet man
skulde have ventet at se dem blive behandlede af Kancelliet. Det laa imidlertid ikke i H.s Natur at se med
Skinsyge paa andre begavede Mænd, og da under Frederik V Henrik Stampe [se om Stampe i: Georg Brandes:
»Ludvig Holberg« [digital udgave]] som Generalprokurør tilførte Kancelliet sin fremragende Begavelse, forstod H.
at stille sig i det rette Forhold til ham og lade ham i sandeste Forstand være Kancelliets juridiske Konsulent.
H. var næppe nogen udmærket begavet Mand; men han var en dygtig Natur, der saa sundt paa Sagerne, røgtede
sin Gjerning i forskjellige Retninger med stor Samvittighedsfuldhed og havde betydelig Arbejdsevne. Han kunde
vistnok optræde med Myndighed; men hans Embedsførelse var tillige præget af Humanitet. Et elskværdigt Træk
hos ham var saaledes hans Lyst til i visse Tilfælde at faa Sager afgjorte med det gode, inden de kom til Kongens
Kundskab. Da en Gang saaledes en Præst havde fornærmet Biskop Hersleb, opfordrede han ham til at gjøre
Bispen Afbigt derfor, og i det han tilføjede en Irettesættelse, gav han denne en vis faderlig mild Form ved at ende
den med følgende Ord: »Saa har jeg i Henseende, at jeg i mange Aar har kjendt Deres salige Fader for en
kristelig og retsindig Præstemand og fremdeles gjærne saa hans Børn konserverede, villet give Deres
Ærværdighed dette mit velmenende Raad«. Det hedder i en Biografi om ham, at han »fattedes Belevenhed i det
udvortes Væsen«; men dette hindrede ham dog ikke i at gjøre sig i høj Grad yndet saa vel som agtet af dem, der
kom i Forbindelse med ham. Baade Kofod Ancher og Hielmstierne have efter hans Død skildret hans
Personlighed med megen Sympathi, og Holberg, der ikke skyldte ham noget som helst, har karakteriseret ham
som den, der »stedse var den samme, udi Storm og Stilhed, udi Regn og Solskin, der talte lidt og tænkte des
mere, var sanddru og ordholdig og intet lovede, uden hvad han agtede at holde, som hørte alle Forslag, men som
drøftede og reformerede dem nøje, førend de af ham underskreves, som ved egen klog og ordentlig Økonomi
viste, hvorledes en publique Husholdning kunde føres, som underhavende frygtede og tilligemed venererede og
elskede«.
Det er tit sagt, at H.s Ophøjelse til Ministerstillingen hang sammen med, at han paa Grund af sine pietistiske
Meninger var yndet af Dronning Sophie Magdalene og hendes Moder, den gamle Markgrevinde. Herom vides i
Virkeligheden aldeles intet; men utvivlsomt var H. stærk religiøs; han holdt daglig Husandagt sammen med sine
Tjenestefolk, og som ældre Mand lagde han sig efter Græsk for at kunne læse det nye Testamente i
Grundsproget. Da han hældede til Pietismen, passede han for saa vidt godt til den Aand, hvori Christian VI
ønskede Kirkesagerne ledede. Ogsaa fra Frederik V's Tid fortælles der Træk, som vise, at han havde
Forkjærlighed for Præster af pietistiske Meninger; men over Kirkesagerne glemte han dog ikke Aandslivets andre
Sider. Han var en fortræffelig Skoleherre paa Herlufsholm, hvor alt var i Forfald, da han kom i Spidsen for
Stiftelsen, og hvor han skabte den glædeligste Forandring paa alle Punkter. Med stor Iver omfattede han ogsaa
sine Pligter som Universitetets Patron; han overværede flere Gange endog Professorernes Forelæsninger, og
han gjorde sig den Ulejlighed at undersøge, hvad Værd Kollegiestudenternes Disputatser havde — en
Undersøgelse, der førte til højst bedrøvelige Resultater og til, at han anbefalede Konsistorium at skabe en
Forandring heri. Det var ham nemlig vigtigt at faa at vide, hvilke Studenter man kunde vente sig noget godt af.
Omsorgen for, hvad der stod i Forbindelse med Universitetet, maatte ligge ham saa meget nærmere, som han
havde faaet en fortrinlig Uddannelse i sin Ungdom og stedse bevarede videnskabelige Interesser. Disse
omfattede ikke blot Theologien, men han syslede ogsaa med Filosofi, i det han f. Ex. med Iver studerede Frands
Baco, en Forfatter, man ikke paa Forhaand vilde tænke sig, at han særlig skulde have følt sig fængslet af, og
fremfor alt havde han Sans for Historien og de med den i Forbindelse staaende Fag som Geografi, Genealogi og
Heraldik. Han støttede da ogsaa paa forskjellig Maade flinke unge Mænd under deres videnskabelige
Uddannelse, og han stod i Brevvexling med betydelige Videnskabsmænd i Udlandet som Fabricius, Mosheim og
Gesner; men, hvad der var vigtigere, han kom i stærk personlig Berøring med nogle af vore egne mest
fremragende Personligheder paa dette Omraade, særlig med Andreas Hojer og Hans Gram [se om Hans Gram i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Hans Forhold til Hojer havde dog maaske nærmest Betydning
for ham under deres Samvirken i Kancelliet og i General-Kirkeinspektionskollegiet. Forbindelsen med Gram var
derimod af særlig Vigtighed for det videnskabelige Liv her hjemme. Da Kongen nemlig havde ladet dem begge
faa Sæde i en Kommission, der skulde gjennemgaa hans Medaillesamling og sørge for Udarbejdelsen af en
208/484