Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Dages Ophold i det den Gang berømte Halle besøgte de de store pietistiske Stiftelser, Waisenhuset og
Pædagogiet, og mødtes med Grev Chr. E. Stolberg, der indbød dem til at lægge Rejsen over Wernigerode, hvor
de dog kun opholdt sig en Dag. For H.s religiøse Udvikling har denne Rejse vistnok haft stor Betydning. Han
havde faaet Lejlighed til at se den tyske Pietisme paa tilstrækkelig nært Hold til at føle sig frastødt af den. Den var
allerede den Gang udartet til Separatisme og havde i de Egne, hvor den udfoldede sig under Beskyttelse af det
højere tyske Aristokrati, skruet sig ind i Former, der truede med at lægge hele Livet i Spændetrøje. Over for disse
Misvisninger maatte han med sin sunde, praktiske Sans og sin udprægede Personlighed nødvendigvis tage
Afstand.
Da Frederik IV 1730 laa dødssyg i Odense, blev H. kaldt til ham og tjente ham paa hans Dødsleje. Dagen efter
Kongens Død, da Christian VI besteg Tronen, var det en af hans første Regeringshandlinger at afskedige Biskop
B. Deichman i Christiania [...] og udnævne H. til hans Efterfølger. Denne modtog dog Embedet under stor
Modstræben. Men Kongen overvandt hans Betænkeligheder ved et Magtsprog og forøgede hans aarlige
Indtægter med et personligt Tillæg paa 800 Rdl. Han blev dog endnu en Tid i Danmark, da han som Norges
øverste Biskop skulde deltage i Kroningen 6. Juni 1731. Hans Virksomhed i det nye Embede blev af stor
Betydning for den norske Kirke og fremkaldte en aandelig Vækkelse, som sporedes længe efter hans Tid. I
Efteraaret 1737 blev han kaldt tilbage til Danmark, hvor han 27. Okt. udnævntes til Sjællands Biskop. 1738
indviede han Frue Kirke efter Branden. S. A. blev han optaget i General-Kirkeinspektionskollegiet, blev Medlem af
Generaldirektionen for de fattiges Væsen, Deputeret for de fransk-tyske reformerte Menigheder og fik desuden
mange forskjellige Hverv, som stode i fjærn Forbindelse med hans gejstlige Stilling. Han indtraadte ogsaa i
Kommissionen for de lærde Skoler og havde en væsentlig Del i den nye Skoleforordning 1739. 4. Sept. 1747
salvede han Frederik V og Dronning Louise og fik Rang med Konferensraader. Paa Grund af Svagelighed fik han
1748 sin Svigersøn Biskop L. Harboe [...] i Throndhjem [Trondheim] udnævnt til sin Medhjælper og Efterfølger. H.
døde 4. April 1757 og blev begravet i Holmens Kirkes Kapel.
H. maa nærmest henregnes til de ældre Pietister af A. H. Franckes og Ph. J. Speners Skole, hvis Forkjærlighed
for filanthropiske Opgaver han delte. Men i hans Prædikener sporer man dog kun ringe Paavirkning fra denne
Side, hvilket er saa meget mærkeligere, som hans vigtigste Virksomhed dog falder i den Periode, hvor den
pietistiske Bevægelse naaede sin højeste Blomstring i Danmark. I en Prædiken om »den Kraft, der er i Guds
Ord«, har han lejlighedsvis udtalt sig om Prædikekunsten. »Det er«, siger han, »Kunsten at prædike Guds Ord
enfoldig og dog i sin Kraft, Saligheds Vej i sin Sammenhæng, saa enhver kan føle det i sit Hjærte, at han har selv
fundet det; at kunne tale fyndig om Guds Riges Hemmelighed og det af Hjærtet, saa det kan gaa til Hjærterne,
dertil fordres Følelse og Erfarenhed.« Og denne Kunst forstod han selv at øve. For sin Samtid stod han som et
Mønster paa Veltalenhed. Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der havde
hørt ham, siger: »H. besad en ugemen [dvs. ualmindelig] legemlig Veltalenhed, saa mig synes deri aldrig at have
set eller hørt hans Lige«. Trangen til at høre ham var saa stor, at skjønt Vagten for Kirkedøren blev fordoblet, naar
han skulde prædike, kunde den dog næppe holde den indstrømmende Mængde tilbage. Man bar ogsaa gjærne
over med, at han prædikede langt ud over den fastsatte Tid; thi det maa tilføjes, at han havde ondt ved at
begrænse sig. Han kunde til sine Tider i mærkelig faa Ord stille Tanker og Begreber klart og tydelig frem, ofte
med et Vid og Lune, der mindede om hans store samtidige: Holberg. Men til andre Tider kunde han blive
staaende ved en Lignelse, som han førte ud i de mindste Enkeltheder, indtil han endte i stor Uklarhed. Men en
vækkende Betydning maa han have haft. Derom vidnede Breve til ham fra Tyskland, Trankebar og Batavia med
Tak for den Opbyggelse, hans Prædikener havde bragt. Iblandt disse maa især fremhæves: »Livets Ord udi
Dødens Stund« (1729), »Prædikener over adskillige Søndags- og andre Texter« (1741), »Offentlige Taler ved
Kirke-, Bispe- og Præstevielser« (»I ere Jordens Salt«) (1740—56). En Samling af hans opbyggelige Taler udkom
paa Tysk i 12 Bind (1743—57). Iblandt hans Skrifter maa ogsaa nævnes: »Guds Børns daglige Adgang til
Naadestolen« (1748), en Bønnebog, der endnu læses af Almuen, især i Norge og Sverige. Endnu maa tilføjes, at
H. var en kundskabsrig Mand, der fulgte godt med sin Tid. Han havde stor Indsigt i Fædrelandets Historie og
opmuntrede til Udgivelsen af historiske Skrifter. Det skyldes ogsaa ham, at mange gamle Dokumenter fra Præsteog
Kirkearkiver ere blevne bevarede. Naturvidenskabelige Skrifter læste han med stor Lyst. Han havde selv en
Naturaliesamling, og til Mønter havde han stort Kjendskab.
Det er nødvendigt at fremhæve H.s Betydning som Prædikant, fordi den alt for hurtig blev glemt. Bastholm med
sin »gejstlige Talekunst« og hele den rationalistiske Retning fremtraadte saa nær op efter hans Tid, at han blev
stillet i Skygge derved. Dersom man nu vil sammenstille Bastholms og H.s Prædikener, vil man, naar
Spørgsmaalet gjælder kristelig Inderlighed og Dybde, ikke være i Tvivl om, til hvilken Side Vægtskaalen maa
synke. Men paa et andet Omraade har H. endnu større Betydning. Som praktisk Embedsmand og som gejstlig
Tilsynsmand er han en af de mest fremragende, som den dansk-norske Kirke har at opvise. Allerede kort efter, at
han var bleven Præst i Hillerød og Herlev, sporer man en Virksomhed af indgribende Betydning. Hans Forslag til
Oprettelsen af en Skole for Bønderbørn i Herlev henledte Regeringens Opmærksomhed paa de uheldige
Skoleforhold paa Landet og gav Stødet til Oprettelsen af de 240 Skoler paa Rytterdistrikterne, og hans Plan om
Indretning af Fattighuse paa Landet fremkaldte Oprettelsen af Hospitalet i Hillerød, hvortil Frederik IV gav 24.000
Rdl. Men langt større Betydning fik han i sin Virksomhed som Biskop over Akershus Stift, hvor han bragte
Kirkevæsenet ind i en hel ny Gænge og ved en vel gjennemført Forretningsgang nødte sine Embedsbrødre til en
samvittighedsfuld Opfyldelse af deres Embedspligter. Han fordrede Katekisation i Kirker og Skoler og gav selv en
197/484