Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Heiberg, Peter Andreas, 1758—1841, Publicist, Visedigter og Skuespilforfatter
Af H. Schwanenflügel
Peter Andreas Heiberg Forældre vare Mag. Ludvig H., Rektor ved Vordingborg lærde Skole, og Inger Margrethe f.
Heiberg. H. fødtes 16. Nov. 1758 i Vordingborg. Da Faderen, som i høj Grad havde gjort sig fortjent af
Vordingborg Skoles Reorganisation, allerede døde 31. Avg. 1760, flyttede Moderen med sine 2 Smaadrenge til
sin Fader, Præsten ved Vemmetofte Mag. Peder H. (død 1775). Denne var allerede bleven stokblind i sit 40. Aar,
men var ikke desto mindre en kraftig og virksom Mand. Allerede i Bedstefaderens Præstebolig viste Dattersønnen
Tegn paa det satiriske Lune, som senere skulde udmærke ham. Trods alle smaa Skjælmsstykker samt de Følger
deraf, som ikke altid kunde undgaas, have sikkert H.s Barndomsaar i Vemmetofte baade været frejdige og
lykkelige. Men alvorlige bleve Dagene, da Moderen flyttede tilbage til Vordingborg, for at hendes Sønner kunde
komme i Latinskolen der. 1774 blev H. dimitteret og tog Aaret derpaa Examen philos. Herefter opholdt han sig et
godt Aars Tid hos sin Morbroder T.S. Heiberg, der var Præst i Kirke-Saaby. Han maa have benyttet Tiden vel her;
thi allerede 1777 meldte han sig til den nylig indførte store filologiske Examen og opgav endogsaa langt mere,
end der fordredes (fornemmelig i Græsk). Han klarede sig glimrende.
H. har aabenbart forment, at han nu »var noget«, og med Grund. Hvor meget maa det da ikke have saaret hans
ærekjære Hjærte endnu i de ældres Selskab at blive behandlet som en Dreng eller et ubetydeligt, ungt Menneske.
Stødt tilbage ved dette Forhold fra de ældres Side har H. søgt andet Selskab, der muligvis ikke altid var det
bedste. Saa vidt vi kunne skjønne, har han for at hjælpe paa sin uheldige pekuniære Stilling og de
Afhængighedsforhold, som fulgte heraf, søgt Lykken i Spil eller ved stadig forhøjede Indsatser i Tallotteriet. Han
har været uheldig, gjort Gjæld, og da han ikke har kunnet betale den, er han af Frygt for Gjældsfængselet i
Midsommeren 1779 flygtet til Sverige, hvor han har ladet sig hverve til Soldat. At noget kriminelt skulde have
været Grunden til denne Flugt, er mindre end rimeligt. Senere, da Aar vare svundne, blev han af litterære
Modstandere paa en tvetydig Maade sigtet for i sin Tid at have begaaet et Tyveri. H. tilbageviste ikke alene med
Harme disse ondskabsfulde Sigtelser, men truede endog med at lade »Lovene tale«. Dette havde H. sikkert ikke
vovet, hvis han virkelig havde forbrudt sig mod Lovene; thi det vilde ikke have faldet hans Modstandere vanskeligt
gjennem Politiet at faa den formentlige, langtfra gamle Lovovertrædelse opsporet, og havde H. da vist sig at være
skyldig, vilde han have været borgerlig fortabt. — Efter en Tid at have tjent som svensk hvervet Soldat lykkedes
det H. ved sin Farbroder i Bergen, Klokker J. Heibergs Hjælp at kjøbe sig fri. En kort Stund opholdt han sig
derpaa ved Upsala Universitet [Uppsala], hvor han agtede at tage Doktorgraden. Men snart opfordrede hans
Farbroder ham til at komme til Bergen, hvor han mente Udsigterne for Brodersønnens Fremtid vare lysere. Der
hen drog H. i Aaret 1782.
Her begynder et nyt Afsnit af H.s Liv. Efter en kort Tid at have tjent som Huslærer hos en Provst Krog blev han
ansat som Kontorist hos en af Byens Storhandlere, Etatsraad Krohn. H.s Stilling var i Begyndelsen meget
behagelig. Krohn havde særdeles Nytte af sin kundskabsrige og flittige Kontorist, og det sagdes almindelig rundt
om i Byen, at Principalen i en nær Fremtid vilde gjøre ham til sin Svigersøn. Da forstyrredes pludselig det gode
Forhold ganske. Et Bedrageri fra Krohns Side, som H. meget mod sin Vilje var bleven tvungen til at deltage i,
vakte hans Harme i den Grad, at han ikke kunde lade være at meddele sin Broder i Kjøbenhavn det hele. Brevet
blev læst af uvedkommende, og Grossererens Forbitrelse kjendte nu ingen Grænser. H. maatte strax forlade
hans Hus. Efter 3 Aars Ophold i Bergen maatte H. drage tilbage til Kjøbenhavn. Men fra det Øjeblik af nærede
han en sand Modbydelighed for alt Handelsvæsen.
I Kjøbenhavn fik han snart Ansættelse hos Notarius publicus, og 1787 erholdt han Bestalling paa at være
Translatør i det spanske, portugisiske og flere Sprog. Allerede 1779 var han for første Gang optraadt i Litteraturen
med en Oversættelse af Moses Mendelsohns »Phædon«. Nu udgav han en fri Oversættelse af Jean de Laveaux'
satiriske Fortælling »Eusebius eller, hvad Frugt man høster af Dyden i vore Tider«. Dette Arbejde tilstillede han
Rahbek (der paa hin Tid vel meget førte »Dyd« og atter »Dyd« i Pennen) med en spydig Dedikation [se om
Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Herover udspandt der sig en lille litterær Bataille,
hvorunder de unge Forfattere sagde hinanden en Del Grovheder; men det hele blev dog uden videre Følger.
Under de sig nærmende politiske Brydninger fandt H. og Rahbek snart hinanden som frisindede Mænd. Omtrent
samtidig med »Eusebiusfejden« udkom det første Nummer af »Rigsdalersedlens Hændelser«. Ideen til dette
satiriske Tidsskrift, som udgaves med ubestemte Mellemrum, har H. faaet fra den engelske Forfatter Johnston,
men Stødet, som angav dets Retning, er aabenbart kommet fra Riegels' »Kjøbenhavns Skilderi«, der allerede
1786 havde taget sin Begyndelse, og hvori Udgiveren med skaanselløs Bitterhed blottede Hovedstadens sociale
Brøst. Ogsaa disse vilde H. til Livs, men hans Stil og Maade at polemisere paa have i meget et Fortrin for
Riegels'. Mangt vil nu forekomme os antikveret i disse Flyveblade; men Interesse ville de altid beholde som
Bidrag til Tidens Krønnike, og om, hvad H. forstaar ved Satireskrivning, give de mere end én Oplysning. Naar han
saaledes siger: »En Satyricus maa sige den rene Sandhed, intet laste uden Overbevisning, ikke rose af Frygt og
aldrig laste af Had, og naar han overbevises om et eller andet Sted at have fejlet, da bør han være lige saa villig
til at erkjende sin Fejl, som han er haard i at forekaste andre deres. Paskvillanten derimod siger aldrig Sandhed«,
— saa har H. aabenbart her villet udtale »en litterær Trosbekjendelse, som han i det hele og væsentlige kan siges
188/484