Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

og Schacks Palaiser paa en saadan Maade, at der let kunde finde Adgang Sted fra det ene til det andet. Opgaven
blev stillet H. som kgl. Hofbygmester, og en Række Udkast viser, hvorledes han først forsøgte at løse den ved at
anvende samme Stil som den, hvori Palaiserne ere opførte. Ved alle disse Projekter var der imidlertid den
Svaghed, at man for at tilfredsstille Stilens Fordringer og de høje Herskabers Bekvemmelighed dækkede over
Udsigten til Frederik V's skjønne Rytterstatue. H. fandt da paa at løse Opgaven ad en anden Vej. Han havde
under sit Pariserophold stiftet Bekjendtskab med Le Roys Værk over de græske Ruiner, og han har senere truffet
Stuarts og Revetts Værk »The antiquities of Athens«, hvoraf 2. Del udkom 1778, dette mærkelige Arbejde, det
første, som gav den civiliserede Verden fyldestgjørende Besked om Grækenlands Bygningskunst i Oldtiden. Man
fortæller, at H. var saa begejstret over disse Fremstillinger af den antike Kunst, at han efter de i Værket angivne
Opmaalinger paa sit Kontor lod udføre store Detailtegninger i virkelig Størrelse, som han ophængte paa Væggene
til sin og sine Elevers Glæde og kunstneriske Opdragelse. Opfyldt af Interesse for, hvorledes Oldtidens Mestre
havde dannet Propylæerne, de store, aabne Gjennemgangsbygninger, ad hvilke Vejen førte til Templer og Slotte,
optog han denne Idé og gjenfødte den saa levende, at der næppe før eller senere i den moderne Tid er
fremkommet et Arbejde i ionisk Stil, som er saa fuldt ud præget af Antikens Aand. Heldigvis gjorde Kongen ingen
Indvendinger mod hans Tegning, og i Løbet af et halvt Aar, 1795, fuldførtes dette Værk, som trods den store
Stilforskjel paa den fineste og aandfuldeste Maade forbinder de 2 Palaiser, medens det samtidig, set fra Syd,
danner en værdig Ramme om Rytterstatuen. I sine indbyrdes Forhold og i sin forstaaende Benyttelse af de antike
Former staar dette Arbejde som et overraskende Udslag af kunstnerisk Gjenfødelsesevne.
Endnu et Arbejde af stort kunstnerisk Værd kunde H. have været saa lykkelig at udføre, hvis ikke Døden havde
forhindret ham deri. Det var Fuldførelsen af Marmorkirken. Da en stor Del af Kjøbenhavn i 1795, Aaret efter
Slotsbranden, var lagt i Aske, og bl.a. derved Nicolai Kirke var umuliggjort som Sognekirke, vaagnede Tanken
paa ny om at fuldende den i 1770 standsede Opførelse af Marmorkirken. Man henvendte sig herom til H., og med
ungdommelig Lidenskab tog den aldrende Mand fat paa denne Opgave. I Løbet af forholdsvis kort Tid lykkedes
det ham at udarbejde 2 Projekter, af hvilke han fuldførte det ene i Model, et Arbejde, som har været opbevaret
paa Kunstakademiet, indtil det ved Afstøbningssamlingens Overførelse til sit nye Lokale ødelagdes og fjærnedes
med unænsom Haand. Dette Projekt var beundringsværdigt ved sin storladne Simpelhed; Kunstneren havde
under Udarbejdelsen stadig haft Roms Pantheon for Øje, og der er ingen Tvivl om, at Kirken, opført i denne
Skikkelse, vilde være bleven et karakteristisk og mærkeligt arkitektonisk Monument i Norden. Projektet vedtoges,
trods alvorlig Modstand fra flere Professorers Side, men da Efterretningen herom bragtes den gamle og syge
Kunstner, overvældede Glædesbudskabet ham, og de svage Kræfter svigtede. Han døde, som ovenfor nævnt, i
Foraaret 1799.
Des værre eje vi saare lidet af H.s Efterladenskaber. Hans Akademitegning er forsvundet, hans Model ligesaa, og
de fleste af hans Originaltegninger, som vare gaaede i Arv til hans Svigersøn Murmester Schaper, tilintetgjordes
ved en Ildebrand. Hvad vi have tilbage, er det smukke Værk »C.F. Harsdorffs Værker« (1871), udgivet af
Selskabet for nordisk Kunst, hvori hans Hovedarbejder ere gjengivne i dygtige Raderinger, og hvortil Høyen har
skrevet en (af Julius Lange fortsat) saa kyndig og forstaaende Text, at dette Værk altid vil blive en Hovedkilde til
Studiet af H.s Kunst.
Som et Exempel paa, hvor alsidig H. var, skjønt han selv saa fuldstændig gik op i Antiken, kan følgende anføres:
Som kgl. Hofbygmester blev han ofte raadspurgt i vanskelige Spørgsmaal, og man maa beundre hans omfattende
Blik og klare Dømmekraft. Han viste bl.a. en saadan Respekt for Christian IV's Renæssancebygninger, skjønt
deres Stil laa hans Smag saa fjærnt, at det er hans Fortjeneste, at han ved sin vægtige Indflydelse forhindrede
Virkeliggjørelsen af Hofbygmester Anthons taabelige Projekter om at omlægge S-Broen ved Frederiksborg Slot
og at nedbryde Spiret paa Rosenborg Taarn og erstatte det ved en Ballustrade (!).
Thomas Thaarup satte de kjønne Ord paa hans Kiste: »Sjælden som Kunstner, som Menneske«.
181/484