Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Harsdorff, Caspar Frederik, 1735—99, Arkitekt
Af Erik Schiødte
Harsdorff's kolonnade (th henimod det tidligere Moltke's Palæ). Foto: Bjørn Andersen, 2007.
Caspar Frederik Harsdorff er født i Kjøbenhavn 26. Maj 1735 og Søn af en tysk, fra Nilrnberg indvandret Fader,
der ernærede sig som Skoleholder, og en svensk Moder, Anne Marie Eriksdatter. Hans Fader hed Johan
Christoph Harsdørffer, hvilket Navn Sønnen senere ændrede til det nu saa berømte Harsdorff. H. begyndte at
lære Mathematik for at uddanne sig til Ingeniørofficer, men hans Hu stod til Bygningskunsten, og denne studerede
han derfor ivrig, saa at han efter det nye Kunstakademis Stiftelse 1754 kunde nyde Jardins Undervisning og
allerede 1756 opnaa den store Guldmedaille for »En Stadsport«. Saaledes blev H. den første Arkitekt, der her
hjemme nød denne Udmærkelse, med hvilken der fulgte et 6-aarigt Rejsestipendium paa 400 Rdl. d. K. aarlig.
H. rejste til Paris og tilbragte der 4 Aar under flittigt Arbejde, medens han samtidig trods sine tarvelige
økonomiske Forhold levede en ung Kunstners frie og glade Liv, baade sammen med franske Kammerater og med
danske Venner, særlig Maleren J.P. Lund og Billedhuggeren C.F. Stanley; man fortæller flere Æventyr om ham,
men noget paalideligt véd man næppe. Derimod véd man af hans egne og andres Udsagn, at han, saa snart han
havde lært at tale nogenlunde ordentligt Fransk, gjorde solide Studier, navnlig under Arkitekten Blondels
Vejledning, og at han samtidig øvede sig i at komponere paa egen Haand. I Forsommeren 1762 rejste han til
Rom, og her fik han et helt nyt Blik paa sin Kunst.
Her saa han for første Gang i Virkeligheden Resterne af selve de antike Monumenter, og han forstod pludselig, at
hele hans tidligere Udvikling var ufuldkommen, og at han maatte vandre ad helt nye Veje for at naa sit
kunstneriske Maal. Hvad han hidtil havde beundret og studeret, var nu i hans Øjne kun en Andenhaandskunst, et
Studium af de samme oprindelige Kilder, til hvilke han nu selv vendte sig, og af hvilke han øste i fulde Drag med
al den Lidenskab, der laa i hans Sind, og med den næsten ubevidst sikre Forstaaelse, som var hans ægte
Kunstnernatur egen. Han opmaalte og tegnede de antike Levninger, og han opfattede til Fuldkommenhed deres
inderste Karakter og Væsen; dette er sikkert, thi derom vidne hans senere Arbejder. Derimod véd man ikke
bestemt, om det var en ung romersk Arkitekts paa Kapitolium udstillede Prisarbejde, som slog ham ved sin
Behandling og ledede ham ind paa den rette Vej, eller om det var en ung spansk Arkitekts Dovenskab med selv at
tegne de Opmaalinger af Antikerne, som han skulde sende hjem, der gav H. Anledning til at udføre dette Arbejde
for ham. Men dette er ogsaa temmelig ligegyldigt; nok er det, da H. kom hjem til Danmark i 1764, mødte han med
en arkitektonisk Dannelse og en kunstnerisk Modenhed, der langt overgik alle hans samtidiges.
Først de ydre Omrids af hans Liv: 1764 blev han agreeret og fik som Opgave »Et kongeligt Palais, liggende paa
en smuk Plads«. 1765 blev han Medlem af Akademiet, 1766 Professor i Perspektiv, 1770 kgl. Hofbygmester,
1771 efter Jardins udtrykkelige Ønske hans Efterfølger som Professor i Arkitektur. 1777—79 fungerede han som
Akademiets Direktør og udnævntes derefter til Justitsraad. I Maj 1799 blev han syg paa sit Landsted »Rosenlund«
ved Gammel Kongevej og døde sammesteds Natten mellem 23. og 24. Maj. 1770 havde han ægtet en Datter af
Hofbygmester Fortling [...] Elisabeth Margrethe, f. 1749 og i 1765 allerede Enke efter Hofbilledhugger August
Braun; hun overlevede ham i 13 Aar og døde 16. Juni 1812.
179/484