Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Harboe, Jens, 1646—1709, Overkrigssekretær
Af H.W. Barbou
Jens Harboe, Broder til [...] Andreas H. (død 1706), blev født i Helsingør 1646 (døbt 6. Nov.). Faderen var da
Ridefoged paa Kronborg, og Sønnen begyndte sin Embedsbane i en lignende Stilling, i det han efter Anbefaling
af Amtmand Enevold Parsberg, i hvis Tjeneste han havde staaet, 1669 beskikkedes til Ridefoged over Kongens
Godser Frydendal og Kongsdal. 1674 blev han Notarius publicus i Kjøbenhavn, et Embede, han »frasagde sig«
1677, men allerede Aaret forud var han traadt ind i den militære Administration, i det han efter Landskrones
[Landskrona] Erobring havde overtaget Forretningerne som Kommissarius i denne Fæstning. Her virkede han
endnu, da han 10. Avg. 1678 blev kaldet til Krigssekretær.
H.s Tiltrædelse af denne Post betegner et Vendepunkt i Hærens og Flaadens øverste Styrelse, som i
Enevældens første Tid var lagt i Hænderne henholdsvis paa et Krigs- og et Admiralitetskollegium, men som nu
gik over til at blive en Kabinetsstyrelse. Kongen blev »sin egen Krigs- og Marineminister«: han traf personlig
Bestemmelse selv i ubetydelige Spørgsmaal Krigsmagten vedrørende. Herved blev H.s Stilling som
Krigssekretær eller, som han fra 1688 kaldtes, Overkrigssekretær en ganske anden end hans Forgængers.
Denne havde været Kollegiernes Protokol- og Expeditionssekretær; H. blev Kongens militære Kabinetschef, der
forelagde Kongen alle militære Sager, modtog hans Bestemmelse i disse og udfærdigede de deraf flydende
Expeditioner, til Dels under sin egen Haand. Personal- og Kommandosager forberedtes i hans eget Bureau
(Krigskancelliet). Han var derhos ordentligvis Deputeret i Generalkommissariatet, der behandlede de økonomiske
Anliggender, og Medlem af de Kommissioner, der jævnlig nedsattes til Overvejelse af særlige Spørgsmaal.
Ogsaa i Sager, der laa uden for det militære, benyttede Kongen H.s administrative og finansielle Indsigt, navnlig
fra 1691 i de vigtige Kommissioner i Raadstuen for Slottet. Men fra samme Tidspunkt, som hans Virksomhed
saaledes udvidedes til nye Om-raader, maatte han bestaa en haard Kamp for at hævde sig i sit egentlige
Embede. I Begyndelsen af 1692 maatte nemlig Overrentemester Peter Brandt [...] vige Pladsen for C.S. v.
Plessen [1646-1723; Far til Carl Adolf og Christian Ludvig von Plessen, og i den Strid, der alt længe havde staaet
mellem »Meklenborgerne« og »Oversekretærerne«, d. e. Hoffets og Administrationens Spidser, sank herved
Vægtskaalen stærkt til Fordel for de førstnævnte, der nu havde faaet en af deres egne og tilmed en betydelig
Personlighed i Spidsen for en af Statsstyrelsens vigtigste Grene. Plessen, der i det hele kun daarlig harmonerede
med de borgerlig fødte Oversekretærer, ønskede særlig at faa H. fjærnet, fordi den under ham indførte
Forretningsgang hindrede Plessen som Finansernes Chef i at faa Indseende med Militærvæsenet, og hans
Bestræbelser gik derfor ud paa atter at faa dette henlagt under en Kollegialstyrelse, hvis Sager saa, ligesom de
civile Kollegiers, skulde foredrages Kongen i Konseillet. Flere Gange lod det til, at denne Plan skulde lykkes, til
andre Tider til, at H., der til sidst synes at være gaaet over fra Forsvar til Angreb, skulde fortrænge Plessen fra
Rentekammeret. Saa længe Christian V levede, henstod Kampen dog uafgjort, men ved Tronskiftet maatte H.
opgive Kampen og trække sig tilbage til Privatlivet. Ved sin hovmodige Optræden havde han skaffet sig mange
Fjender og blandt dem ikke blot flere af den nye Konges nærmeste fortrolige, men ogsaa denne selv, hvis Ønsker
han, saa længe han kun var Kronprins, havde fundet det ufornødent at tage Hensyn til. Plessen havde derfor let
ved strax at faa H. afløst med en af sine Venner, Chr. Lente.
I 21 Aar havde H. beklædt sit vigtige Embede. De fra den skaanske Krig hjemvendte, mere eller mindre løst
forbundne og uensartet organiserede Afdelinger vare i dette Tidsrum sammenarbejdede til en staaende Hær, og
de Dele af denne, som, rigtignok i fremmed Tjeneste, deltoge i Tidens Krige, indlagde sig al Ære. Ogsaa Flaaden,
hvis første Flagmand Niels Juel var i næsten hele Perioden, var holdt i god Stand, og begge Værns øverste
Styrelse var bragt i et fast Spor, fra hvilket der under de næste 3 Konger kun skete en væsentlig Forandring ved
Oprettelsen af et særligt Oversekretærembede for Flaaden. En vigtig Del af Æren herfor maa tilskrives H. »Droit
et diligent« var den Devise, han havde valgt som Ridder af Danebrog; ved Retskaffenhed og Flid havde han
vundet sin Konges Tillid, og alle Vidnesbyrd om den Maade, hvorpaa han benyttede sin Indflydelse hos den let
paavirkelige Christian V, stemme med de Ord, som denne paa sit Dødsleje henvendte til H.: »I har handlet som
en ærlig Mand!« Beviser paa Kongens Naade vare ogsaa i rigeligt Maal blevne ham til Del. Han var efterhaanden
stegen til Admiralitetsraad (1680), Krigsraad (1682), Etatsraad (1684) og Gehejmeraad (1695); han var bleven
hædret med et Adelsbrev eller maaske rettere Vaabenbrev (1684) og med Danebrogsordenen (1693), og endelig
havde Kongen skjænket ham et Gods, først, som det synes, i den sekvestrerede gottorpske Andel af Slesvig,
senere i det oldenborgske, hvor han 1689 oprettede en Domæne til et Riddergods for H. under Navn af
Hoveneck. — I Danmark besad H. af Jordegods kun Søndervang, som hans 2. Hustru arvede; han ejede en
Gaard paa Østergade i Kjøbenhavn og kjøbte af Magistraten en større Grund uden for Østerport, hvor han
anlagde en Have, der i lang Tid bar hans Navn. Det bør ogsaa nævnes, at han tog livlig Del i industrielle og
kommercielle Foretagender; navnlig satte han mange Penge i Skibsparter. Han blev herved en meget velhavende
Mand og maatte gjentagende komme Statskassen til Hjælp med betydelige Forstrækninger.
H. var 2 Gange gift: 1. (1682) med Karen v. Meulengracht (f. 29. Juni 1655 død 28. Jan. 1702), Datter af Hans v.
M. til Svendstrup; 2. (28. Marts 1703) med Christine Baronesse Fuiren [...], hvis Stiftelser ogsaa have bevaret H.s
175/484