Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Samtidens bedste Personligheder ved aandfuld Omgangstone og venlig Hygge. Under J.L. Heibergs
Pariserophold (1819—22) tog Fru G. i Huset hos sin (Moders) Fætter Grosserer Andr. Buntzen [...] som
Lærerinde for hans Børn, og da Sønnen 1822 blev ansat som Lektor i Kiel, fulgte hun ham her til. Fra 1825, da
den første Vaudevilles gjennemgribende Succes gjorde det muligt for dens Forfatter at danne sig en litterær
Tilværelse i Hovedstaden, boede Fru G. for Resten af sit Liv i Kjøbenhavn og kom efter Sønnens Giftermaal med
Johanne Pätges 1831 i Huset hos dem. De 3 hvert for sig usædvanlige og højtbegavede Mennesker dannede et
tæt sammenlevet, men for deres Tids intelligenteste Bevægelser og Personligheder gjæstfrit aabnet Hjem, indtil
Fru G., endnu aandsfrisk i sin høje Alderdom, døde 1. Juli 1856, næsten 83 Aar gammel. Med P.A. Heiberg var
hun for længst bleven forsonet; i Paris havde Sønnen overbragt ham et langt, paa én Gang ydmygt og værdigt
Brev fra hende; det besvaredes med Varme og Hengivenhed af ham og affødte en, om ikke hyppig, saa dog
aldrig afbrudt Brevvexling mellem de to forhenværende Ægtefæller. Til sin Svigerdatter sagde P.A. Heiberg 1836,
da hun bragte ham en Hilsen fra Fru G.: »Vil du hilse hende igjen og sige hende, at af alle Kvinder er der ingen,
som jeg nærer en større Agtelse for end for hende«. Af Fru G.s baade indad til og udad til dybt bevægede Liv, af
hendes Erfaringer og Iagttagelser, af hendes Resignation ikke mindre end af de Kampe, den havde bragt til Ro og
kunde skue tilbage paa, fremspirede der en sen, men til Gjengjæld saa meget mere moden og harmonisk
Digtning, som har givet hende et stort Navn i dansk Litteratur og brudt en senere meget betraadt Vej, hvis første
Spor dog ere dybere og varigere end noget af de efterfølgende. I hendes Livsskæbne og Oplevelser har hendes
Forfatterskab sin Bund og Grund; dets ydre Anledning tager sig ud som en Tilfældighed. 1827 begyndte J.L.
Heiberg paa »Kjøbenhavns flyvende Post«. Da han en Dag ikke var oplagt til at fylde Bladet og beklagede sig
herover for hende, sagde hun: »Stakkels Ludvig, gid jeg kunde hjælpe dig!« »Det kunde du vist godt, i Fald du
vilde«, svarede han, tog sin Hat og gik. I den ensomme Aften sad hun og tænkte paa disse hans sidste Ord, og
inden hun den Nat gik til Hvile, var »Brevet fra en Lieutenant til Redaktionen af den flyvende Post« fuldt færdig
skrevet. Hun sendte det afsted næste Morgen med det Spørgsmaal, om dette kunde hjælpe ham i hans
øjeblikkelige Nød. Brevet blev optaget og gjorde stor Opsigt. Saaledes fortæller Fru J.L. Heiberg Oprindelsen til
»Familien Polonius«. Det væsentlige i Beretningen er sikkert rigtigt, nemlig Heibergs Opfordring til Moderen, om
det end kan antages, at Referatet er noget for sammentrængt. Brevet fra Lieutenanten stod at læse i det 4.
Nummer af »Flyvende Post«, og at Heiberg allerede efter Udgivelsen af et Par Numre skulde være i Forlegenhed
for Stof, lyder lidt usandsynligt, ikke mindre end den hurtige Affattelse af Manuskriptet, som fylder hele Bladet for
12. Jan. 1827. Den store Opsigt, Artiklen og dens Fortsættelse vakte, er derimod en ubestridelig Kjendsgjerning; i
det den snildt var knyttet til et anonymt Avertissement i den folkelige Adresseavis, fik den et Aktualitetens og
Virkelighedens Præg, som i høj Grad pirrede Kjøbenhavnernes Nysgjerrighed og holdt den fangen under hele
Fortællingens Forløb, fordi man ikke kunde komme paa det rene med, om det var sine Medborgeres intime
Forhold, man indviedes i, eller man var Gjenstand for en litterær Mystifikation. I den følgende Aargang af
Sønnens Blad skrev Fru G. Fortællingerne »Den magiske Nøgle« og »En Hverdagshistorie«, efter hvilket sidste,
fortræffelige Arbejde hun fra nu af tog Forfattersignatur, i det hun paa Titelbladet til de følgende Skrifter kaldte sig
— med en tvetydig Betegnelse af Kjønnet — »Forf. til en Hverdagshistorie«. Under dette Mærke var Fru G. i
henved en Snes Aar en virksom Skribentinde og en af Landets mest læste Forfattere. Et nyt Bind
Hverdagshistorier var en Begivenhed i ethvert dannet Hjem og satte baade den private og den officielle Kritik i
Bevægelse, mest for at udtale en Beundring og Tilslutning, der kunde blive Bøgerne til Del uden al Paavirkning af
personlige Motiver, fordi det i lang Tid lykkedes at overholde en uigjennemskuelig Anonymitet og at føre
Publikums Gisninger paa Vildspor ved adskillige aandfulde litterære Plaisanterier. De betydeligste af
Hverdagshistorierne ere »Mesalliance«, »De lyse Nætter«, »Ægtestand«, »Extremerne«, »Jøden«, »Montanus
den yngre«, »Én i alle«, »Korsvejen« og »To Tidsaldre«, den sidste af Novellerne, udgiven 1845. Ogsaa paa det
dramatiske Omraade forsøgte Fru G. sig, med 4 Skuespil, af hvilke dog kun de 2, »Magt og List« og
»Sproglæreren«, kom paa Scenen; under megen Uro faldt det første til Jorden efter 2 Opførelser 1832, hvorimod
Enaktsskitsen »Sproglæreren« gik 22 Gange i Aarene 1832—39.
Fru G.s litterære Produktion fængslede hendes Samtids betydeligste Aander og fremkaldte deres Værdsættelse
af denne Digtning. Hauch fremhævede i Oehlenschlägers [tidsskrift] »Prometheus« som en Egenskab ved
Hverdagshistorierne, at de vare »udrundne af en aandelig Anskuelse, altsaa grundede paa Ideer, der ligesom
lyse gjennem Stoffet; derved er en levende Form og virkelige Kunstværker under Digterens Hænder opstaaede,
hvori alle Elementer, beherskede af det højere, organiserende Princip, inderlig have gjennemtrængt hverandre til
et nyt helt«. Poul Møller anmeldte »Extremerne« i »Maanedsskrift for Litteratur« og bemærkede, at hvad der stiller
denne som de tidligere Fortællinger saa højt over det meste af, hvad vor Litteratur ejer i samme Digtart, er »den
sande poetiske Aandsfrihed, som hersker deri, der er lige saa langt fjærnet fra egoistisk Mangel paa Medfølelse
som fra den ufrie Sindsbevægelse, der kommer af, at en Digters prosaiske Interesser have for stor Indflydelse
paa hans poetiske Fantasier«. Søren Kierkegaard udgav 1846 »En litterær Anmeldelse« (af »To Tidsaldre«),
tilegnet »den navnløse — og dog saa navnkundige, Forfatteren af en Hverdagshistorie«; han udhæver som noget
sjældent og skjønt, at Forfatteren i 20 Aar har været sig selv og vist »den samme, næsten kvindelige Resignation,
der dog indgyder Ærbødighed, den samme Beskedenhed i Fremtræden, den samme Afsideshed fra Alarmen og
Tidens Fordringer, den samme Hjemlighed og trofaste Vedhængen ved en dansk Læseverden; thi ogsaa dette er
saa skjønt, at Hverdagshistorien saa godt som ikke er oversat i noget fremmed Sprog: en Nøjsomhedens og
Selvbevidsthedens Glæde over det lille Danmark«. Denne sidste Bemærkning har dog ikke længer fuld
Gyldighed, thi de fleste af Novellerne ere oversatte paa Svensk og Tysk, nogle enkelte endog paa Fransk.
171/484