Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

hvem han var et velkomment Selskab l hendes mange ensomme Timer. Hendes Følelse sagde hende, at
Venskabets stigende Varme ligesom gik hendes Mands Rettigheder noget for nær, og for at komme paa det klare
med hans Opfattelse spurgte hun ham, om hendes Omgang med Gyllembourg foruroligede ham, da hun i saa
Tilfælde var villig til at afbryde den: »Men vil du det, saa sig det nu, thi maaske vil jeg om et Aar ikke kunne det«.
Heiberg svarede, at han ikke forlangte et saadant Offer, og sluttede med at sige: »Gjør i den Henseende, som om
jeg ikke var til«, ligesom han tidligere, da hun ængstedes over en ung Franskmands lidenskabelige
Kjærlighedserklæringer og betroede sine Ængstelser til sin Mand, havde svaret hende: »Aa, ikke andet, du har
din Frihed«. Heibergs stolte Ligegyldighed, da hun søgte sin naturlige Støtte hos ham, gav hende større
Sikkerhed i hendes Forhold til Ægtemanden og Tilbederen. Det blev hende klart, at enhver Tanke om, at hun var
elsket af sin Mand, maatte bortkastes som en Illusion, og hun besluttede da, at han for Fremtiden skulde have en
Søster og Veninde i hende, men heller intet mere, medens hun ikke mente at krænke Agtelsen for ham og sig
selv ved at elske Gyllembourg i al Ærbarhed og Stilhed.
Den forandrede Situation gik først op for Heiberg i hele sit pinlige Omfang, da han i sin Livsskæbnes mest
afgjørende Vending havde størst Behov for den Samlivets Hjælp, han saa overmodig havde vraget. Om Aftenen
7. Febr. 1800 sagde han Farvel til Hustru og Barn og kjørte, ledsaget til Frederiksberg Bakke af Ægteparret
Rahbek [Knyd Lyhne og Kamma Rahbek, se om Knud Lyhne Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital
udgave]], ad Roskilde Landevej for over Korsør, Odense og Kiel at naa Hamborg og saaledes tiltræde den
Landsforvisning, som Hof- og Stadsretsdommen af 24. Dec. 1799 havde dømt ham til. Hans Indbo og Bøger
bleve solgte ved Avktion for at skaffe ham de nødvendige Midler til Rejsen, og hans Svigerfader maatte tage sin
Datter og hendes Barn i Huset til sig. Her var ogsaa Gyllembourg en velset Gjæst, hvis Besøg bleve hyppigere og
hyppigere, kun af og til afbrudte ved korte Rejser ud paa Landet i Omegnen af Ringsted, hvor han stod i
Underhandling om Kjøbet af Gaarden Ruhedal. Kjærlighedsforholdet mellem ham og Thomasine Heiberg voxede
i Lidenskabelighed efter enhver saadan Adskillelse, og hvor megen Tilbageholdenhed de end paalagde sig i
andres Nærværelse, blev deres Forhold dog snart bekjendt i den Buntzenske Kreds og delte den i Angribere og
Forsvarere. Først 11. Sept. 1801, efter mange Tilløb og Opsættelser, underrettede hun sin Mand, der den Gang
var i Paris, om Sagernes virkelige Stilling i et langt Brev, i hvilket hun, appellerende til »hans enthusiastiske
Kjærlighed for Frihed og Sandhed, hans Had mod Fordomme, hans stolte Følelse af hans eget Værd, hans
Foragt for den blinde Hobs Domme, hans Ædelmodighed, hans Hjærtes Godhed og endelig hans Venskab for
hende«, gjorde ham den Tilstaaelse, at hendes Hjærte tilhørte en anden. Efter at have rekapituleret deres
Ægteskabs Historie i den Hensigt at vise, hvor langt det har været fra et sandt Samlivs Ideal, beder hun ham
bryde dets Baand og skjænke hende Friheden tilbage. »Tænk selv, kjære Heiberg! du taber intet ved dette Bytte.
Din Elskerinde har jeg aldrig været, din Hustru har jeg i en Række af Aar heller ikke anset mig for at være; din
Veninde! — ak, det vil jeg være mere, end jeg nogen Sinde har været det; og hvad vilde du med mig nu? Efter at
have elsket saaledes, som jeg elsker Gyllembourg, kan jeg aldrig mere være din, jeg var uværdig til at være din
Hustru, om jeg vilde være det, og, tør jeg sige det, du var uværdig til at være min Mand, om du kunde ville det.«
Heibergs Svar var helt anderledes, end hans Hustru havde ventet; han forsikrede hende, at han »aldrig havde
elsket hende saa inderlig, saa usigelig som i dette Øjeblik, da han svævede i den grusomme Frygt for at tabe
hende«, at selv om hendes Forvildelser »vare stegne til den højest mulige Grad, vilde det intet koste ham at
glemme og at elske hende endnu højere«; han anraaber hende om at frigjøre sig for den Forblindelse, hvori hun
er hildet, og han vil nedlade sig til at ansøge Regeringen om Benaadning for at kunne vende tilbage til hende, ja,
han vedlægger endog sin Ansøgning samt et Brev til sin Modstander Generalprokurør Chr. Colbjørnsen og
bereder sig paa at bryde op til Hamborg for at være Udfaldet saa meget nærmere. Men dette lod sig ikke længer
bøje efter hans Ønsker. Trods Bønner og Trusler, Stolthed og Ydmygelse maatte han erkjende, at den ulykkelige
Situation var stærkere end han, og i et fra Hamborg 30. Okt. afsendt Brev gav han sin Hustru hendes Frihed
tilbage. Allerede 17. Dec. næst efter blev Thomasine Heiberg Fru Gyllembourg-Ehrensvärd og tog Bolig paa
Ruhedal.
Hendes Søn, Johan Ludvig, hvem hun havde maattet fraskrive sig Retten til at opdrage, kom i Huset hos hendes
Søster Lise Jürgensen, gift med en Grosserer J., der under Sagens hele Forløb havde taget Parti for Heiberg;
Moderen havde Lov til at besøge ham, men den 10-aarige Dreng maatte under ingen Betingelse sætte sine Ben i
det Gyllembourgske Hus. Et halvt Aar senere blev hans Opdragelse betroet til Rahbeks [Knyd Lyhne og Kamma
Rahbek, se om Knud Lyhne Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], og han fik Bolig paa
Bakkehuset, som han dog forlod efter 2 Aars Forløb. Efter at Gaarden Ruhedal i Begyndelsen af 1806 var brændt
og Gyllembourgs som en Følge heraf flyttede til Kjøbenhavn, blev han lidt efter lidt, alt som hans
Selvbestemmelse voxede i Overgangstiden fra Barn til Yngling, en jævnlig Gjæst hos sin Moder, hvem han
elskede med en sværmerisk Hengivenhed, og han paavirkedes til sin Fordel af den fine og noble Selskabelighed,
som Huset snart vandt Ry for; her færdedes Gyllembourgs adelige Slægtninge samt andre svenske Gjæster, og
til de intime Omgangsfæller hørte Oehlenschläger, Weyse, Brødrene Ørsted, Baggesen, senere Poul Møller og
andre af Tidens udmærkede Mænd, ældre som yngre. Allerede inden Gyllembourgs pludselige Død 1815 synes
J.L. Heiberg endog at have været Medlem af sin Moders Husstand, skjønt hans Fader, der satte sin Stolthed i
selv og uden noget fremmed Tilskud at sørge for sin Søns pekuniære Fornødenheder, vedblev at betragte sin
lykkelige Medbejler som sin bitreste og lumskeste Fjende. Som Enke dannede Fru G. ved Hjælp af den Pension
paa 600 Rdl., som Frederik VI ædelmodig tilstod hende, da Dødsboets Status havde vist sig at være meget
mislig, sammen med sin Søn et nyt Hjem, mindre glimrende end det forrige, men ikke mindre tiltrækkende for
170/484