Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Gyllembourg-Ehrensvärd, Thomasine Christine, 1773—1856, Forfatterinde
Af P. Hansen
Thomasine Gyllembourg [Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd] var en Datter af Stadsmægler og
Dispachør i Kjøbenhavn Johan Buntzen i hans andet Ægteskab med Anna Bolette f. Sandgaard, som i en Alder af
17 Aar var bleven gift med den 23 Aar ældre Mand. Han var en hjærtensgod, paalidelig Karakter og tillige en
højtbegavet, original Natur med mange Interesser uden for sin egentlige Livsgjerning, især med en Sans for
astronomiske Studier, som gik i Arv til hans berømte Barnebarn; hun var af et stille, sværmerisk Naturel og
hensank efter det første Barns, en Søns, Død i en Tungsindighed, der først spredtes, da Datteren Thomasine
kom til Verden 9. Nov. 1773 som den ældste af 4 Søstre. Hun blev sine Forældres Afgud, men mistede allerede i
en Alder af o. 8 Aar sin Moder. Faderen saa med Stolthed og Glæde hendes ualmindelige Evner udvikle sig og
ytrede ofte: »Det er rent galt, at hun er bleven en Pige, hun burde være en Dreng«, hvorved han dog ingenlunde
vilde antyde et maskulint Element i hendes Natur, men kun sigtede til hendes usædvanlige Begavelse; hun var
tvært imod stille af Væsen, i høj Grad undselig og blufærdig, blød af Hjærte og med en stærk Trang til at vise og
modtage Kiærlighed. Mindet om sin Moder holdt hun fast ved med sværmerisk Tilbedelse, ogsaa for sin Fader
nærede hun den største Hengivenhed, og han fortjente den ved den Omhu, hvormed han dels selv, dels ved
Hjælp af dygtige Lærere ledede hendes Undervisning i de forskjellige Retninger, som Tiden fordrede; ogsaa
Musik lærte T., og hendes bløde, klare, barnlige Sangstemme uddannedes omhyggelig efter alle Kunstens
Regler.
Som Translatør havde P.A. Heiberg jævnlig Forretninger med Buntzen, og deres Bekjendtskab førte til, at han
blev den unge Piges Lærer i Tysk, Fransk og Italiensk. Da han efter et Par Aars Undervisning og kort efter
hendes Konfirmation anholdt om hendes Haand, blev det af Buntzen betragtet som en stor Ære at faa
»Rigsdalerseddelens« og de udmærkede Lystspils berømte Forfatter, den uforfærdede Polemiker og
Frihedsmand til Svigersøn, og T. faldt det ikke ind, at der kunde være Tale om at afslaa et saa hædrende Tilbud;
snarest undrede hun sig over, at en fremragende offentlig Personlighed som Heiberg kunde have ladet sine
Tanker falde paa en Ubetydelighed som hende. De bleve viede 7. Maj 1790; han havde da fyldt sit 31., hun sit 16.
Aar. Halvandet Aar efter blev Ægteparrets eneste Søn, Johan Ludvig, født.
»I de første Aar af deres Ægteskab,« fortæller Fru J.L. Heiberg, »støttede hun sig som et Barn tryg og frejdig op til
sin Husbond med den Inderlighed, som var hende egen. Han glædede sig over hendes Ungdom, hendes
Munterhed, hendes Ubevidsthed og en ejendommelig Naivitet, der fulgte hende hele Livet igjennem. Med en
medfødt Ordenssans morede det hende at holde sit lille Hjem pænt og smukt, ligesom et Barn morer sig med at
ordne sin første Dukkestue. Hun lyttede til sin kloge Mands Ord, saa op til ham som til en Herre, det nok var værd
at tjene, var lykkelig, naar han roste hende for noget, og trak sig sky og bedrøvet tilbage, naar han dadlede
hende. Hun var stolt af hans offentlige litterære Virksomhed, som hun fulgte med den højeste Interesse.
Undertiden kunde den saakaldte ubetydelige lille Hustru betænkelig ryste paa Hovedet over hans noget kaade og
hensynsløse offentlige Angreb, snart i én Retning, snart i en anden, men vovede dog ikke i sin Beskedenhed at
tale til ham herom af Frygt for, at hendes Mening kunde være fejlagtig, da han jo maatte forstaa dette bedre end
hun.« Har der i dette Ægteskab været Trang til Fortrolighed fra hendes Side, saa er den aabenbart ikke bleven
gjengjældt fra hans. Aldersforskjellen forklarer dette for en Del, Temperamentsforskjellen mellem Forstands- og
Følelsesmennesket endnu mere, og Heibergs udad til stærkt optagne Liv gjorde yderligere sit til at fjærne ham fra
det ægteskabelige Samlivs dybere Fællesinteresser. Kort efter hans Giftermaal blev den første Justitssag rejst
imod ham i Anledning af Indtogsvisen, og i de følgende Aar fulgte Aktionerne Haand i Haand med hans politiske
Polemik, hvis Skarphed forøgedes ved den Tilsidesættelse, han mente at være bleven Gjenstand for, da han,
trods de mest udmærkede Anbefalinger fra alle kompetente Myndigheder, blev forbigaaet ved Besættelsen af
Embedet som Notarius publicus. Udsigten til en sorgfri og sikret økonomisk Tilværelse blev ham herved
afskaaren, det litterære Arbejde kunde den Gang ikke føde en Mand, endsige en Familie, og Bitterheden over
disse Forhold i Forbindelse med hans stigende Had til al avtoritær Vilkaarlighed avlede i hans Sind en Irritabilitet,
der nærmest og hyppigst fik sit Afløb i Hjemmet. Naar han stundum lod sin Kone høre, at han aldrig havde været
forelsket i hende, skete dette vistnok mindre for at krænke hende end for at vise sit aandelige Standpunkts
Uanfægtelighed af underordnede Drifter; men naar han med sin skarpe Forstand skar igjennem hendes religiøse
Følelse, som han antog for Uklarhed i Begreberne, uden at have Anelse om dens Sammenhæng med
Kvindenaturens inderste Strænge, saa ramte han dybere, end han vidste, og rev ned, hvad der ikke let kunde
bygges op igjen. At de galante Franskmænd og andre republikanske Meningsfæller, som samledes i den
bekjendte Oppositionsmands Hus, bragte dets Frue deres ridderlige Hyldest og fortrylledes af hendes
Elskværdighed og Ynde, smigrede vel hendes Ægtefælle; men hans egen spartanske Retsindighed havde ikke
Rum for den Tanke, at der kunde spire nogen Fare frem af denne Omgang. Det gik den ellers saa skarpsindige
Mands Oje uænset forbi, at der i Løbet af nogle Aar udviklede sig et stadig inderligere Fortrolighedsforhold
mellem hans Hustru og en o. 30-aarig svensk Officer, den elegante og belevne Baron Carl Frederik Ehrensvärd,
der, forvist fra sit Fædreland, opholdt sig i Kjøbenhavn under Navnet Gyllembourg [...]. Mellem Heiberg og ham
bestod der et Venskab, som mest var fremgaaet af Overensstemmelse i politiske Anskuelser og efter svensk Skik
havde antaget Form af Dusbroderskab. Et varmere Venskab knyttede dog Gyllembourg til den unge Kone, for
169/484