Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Kunst at affatte Fortegnelse over en Bogsamling (Chr. Bruun: Frederik
Rostgaards Liv og Levned).
Han var en human og elskværdig Mand og fri for den Indskrænkethed som
altfor stor Strænghed i Sæder undertiden har i Følge, thi hans Liv i Paris var
ikke strængt; i hans Aand synes man at maatte finde det højeste Frisind, som
Tidens Rejselyst og Kundskabstørst i Forening frembringer, og dog er det ham,
som umiddelbart efter Udgivelsen af første Bog af Peder Paars indgiver den
berømte Klage til Kongen med Indstilling om at Autor maatte blive straffet i
højeste Maade og Bogen brændt offenlig af Bøddelen, dels paa Grund af den
skændige Skildring af de skikkelige Anholtboere — Anholt var Rostgaards 51
Ejendom — dels paa Grund af dens »usømmelige og meget spottelige
expressioner imod det Kongelige Universiteet, Rectorem Magnificum,
Biskoppen og andre Professorer, ja det som er langt vigtigere, imod vores
Christilige Religion og Guds hellige oord«. Det er vel bekendt, at Tidens største
Lærde, Hans Gram 52 , støttede Klagen med en den vedføjet omstændelig
Analyse af det »utidige Foster og lastværdige Skrift«.
Videre var man ikke, videre var ikke de Bedste. Ogsaa den dybest gaaende,
mangesidigste Kundskab bar Paryk. Ogsaa den højeste Lærdom anvendtes kun
som Zirat for de Dannede til Hvedemels-Pudder i Parykken istedenfor til Brød
for det menige Folk.
Hvad Under altsaa, at da der med Et dukker en Genius op, som repræsenterer
netop det Princip, der hidtil var holdt ude, den udprægede Individualitet som
Tanke, som prøvende Kritik, som rensende Satire, som ungdommelig Latter,
som frodigt skabende og trodsigt tugtende digterisk Kraft — at da alle Mand
føler: nu ruskes der i Parykken, nu flyver den, hvis den ikke holdes fast, og at
snart, som Jens Møller skriver, »hans Haand var mod Alle og Alles mod ham«.
51 Se biografisk artikel s. 237, særligt s. 238.
52 Se biografisk artikel s. 199.
45