Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

klinger næsten utroligt, men hans Arbejdskraft maa have været lige saa stor som hans polyhistoriske Viden. Ved
Siden af denne betydelige akademiske Gjerning gik ogsaa her en Forfattervirksomhed, der ikke ved sit Omfang
alene maatte vække den største Opmærksomhed, og fra nu af have ogsaa de lærde Tidender nok at fortælle om
ham. Endnu før han havde tiltraadt sin Lærestol, udkom hans »Institutiones theologiæ dogmaticæ«, hvori han
efter Wolfs Methode søger at forklare de gamle Theologer, navnlig Baier, medens han dog ogsaa vil have
fremført originale Tanker, navnlig til Klargjørelse af den Helligaands Vidnesbyrd og Maaden, hvorpaa det
opkommer i Sjælen. Maalet for Verdensstyrelsen sætter han ikke i Guds Forherligelse, men i Menneskenes
Lyksalighed, som han dog vil forlige med Læren om Helvedstraffenes Evighed. Han optræder her med stor formel
Dygtighed, der ogsaa maa erkjendes i hans mindre theologiske Arbejder. Ved Siden af disse maa nævnes hans
Metafysik (1757), der roses som et særdeles godt Arbejde. At han gjorde Lykke og samlede mange Tilhørere,
blandt hvilke mærkes B. Riisbrigh og Tyge Rothe, maa vel ikke blot tilskrives hans Personlighed, Kraft og Iver,
men ogsaa Forholdene ved Universitetet, hvor Wolfs Filosofi hidtil ikke havde fundet synderligt Indpas. Som en
Nyhedernes Mand af uomtvistelig Dygtighed og temmelig utilhyllet Lyst til at fremhæve sig selv fandt han baade
Modstandere og Misundere.
G. blev ikke længe i Kjøbenhavn. I Juli 1758 blev Throndhjems [Trondheim] Bispestol ledig, og G. blev under en
Avdiens hos Kongen af denne lykønsket som dens Indehaver, hvortil han faa Dage efter (31. Juli) blev udnævnt.
Det antages, at hans Stilling som Overhovmester i Grev Moltkes Hus har givet Anledning hertil. G. drog til Norge,
medens B. Riisbrigh, J. Wøldike, C. G. Seydlitz og J. Sivertsen paa en Maade fortsatte hans Gjerning ved
Foredrag og Disputatser over hans filosofiske Kompendier. Selv havde han begyndt paa kirkehistoriske
Forelæsninger, og han traadte frem for sit Stifts Gejstlighed med kirkehistoriske Tanker i sit Hyrdebrev (1758),
mod hvis Rettroenhed der intet er at bemærke, om det end kan ses, at dets Forfatter ikke hører den gamle Tid til.
Han anbefaler sine Præster Joh. Arndt og Spener, medens han indtrængende lægger dem paa Hjærte at vedblive
med videnskabelig, navnlig filosofisk, Syssel. Størst Interesse har dette Hyrdebrev ved den udførlige Fortegnelse
over alle i Throndhjems Stift fødte eller bosatte Forfattere efter Reformationen. Han udtalte her, at han agtede at
oprette et videnskabeligt Selskab, som han ogsaa strax med Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]] og G. Schøning satte i Værk. 1. Bind af dets Skrifter (1761) aabnede han med en
Afhandling om Sjælens Udødelighed. Ved Jubelfesten 1760 blev han Dr. theol. Videnskabsselskabet blev 1767
kongeligt og har siden haft ikke ringe Betydning for Stiftet. G. satte sig til Formaal at virke for Videnskabelighed i
sit Fødeland. Han begyndte med Historien, men fandt snart i Zoologien og Botanikken aldeles ubearbejdede
Felter, hvor han kunde udrette mere. Hvad han her har bragt for Dagen omtales nedenfor, og her skal kun
bemærkes den Iver, han optændte hos Præster og andre Mænd for at indsamle mærkelige Sager, og den
Interesse, han saa ofte viste for at efterspore de overtroiske Forestillinger, der knyttede sig til forskjellige Planter
og Dyr. Fra fjendtligt Hold (N. C. Friis) fik han Bebrejdelser for, at han brugte Tiden paa sine Visitatser til at
fremme sine naturvidenskabelige Interesser. Dette er sikkert nok, men der er ingen Grund til den Tanke, at han
for disses Skyld forsømte sit Embede. Dette fik den ovennævnte Forfatter selv bedst føle, da G. afslørede hans
mislige Forhold som Kasserer for Missionen [...]. Han var en flittig Visitator, blev en varm Talsmand for Finnerne
og en god Støtte for det i hans Tid virkende Seminarium Lapponicum. De Erklæringer, der ere fundne fra hans
Haand, lade i Klarhed, Bestemthed og frimodige — til Dels noget hensynsløse — Udtalelser intet tilbage at ønske.
For Bispearkivet indsamlede han en Del kirkehistoriske Aktstykker.
G. er en af de første — om ikke den første —, der har udtalt Ønsket om et Universitet i Norge — i en Tale paa
Christian VII's Fødselsdag 1768 —, og det saa en Tid ud til, at han skulde blive Redskab til dets Opfyldelse. Ved
Kabinetsordre af 4. Jan. 1771 paalagde Struensee Konsistoriet at udkaste en ny Plan for Universitetets
Virksomhed. Der indkom flere Projekter, men der blev foreløbig intet Hensyn taget til dem, hvorimod Struensee
om Sommeren efter Opfordring af Livlægen C. J. Berger kaldte G. til Danmark for at udarbejde nye
Reformforslag. G. kom til Kjøbenhavn i Okt. 1771 og fik de indkomne Projekter til Behandling. Det gik hurtig, og
allerede 16. Dec. fremkom han med sin Plan i 2 Udkast. Disses Enkeltheder findes i Nyerups Skildring af
Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider III, 2, 383 ff. Han vilde skaffe Universitetet en fastere
Styrelse ved en Vicekansler, afskaffe Professorernes corpora, Rangordningen mellem Fakulteterne og
Disputerøvelserne ved Kommunitetet, medens Forelæsningerne skulde ophjælpes. Der indløb en Mængde Breve
til ham om, at han skulde arbejde for et Universitet i Norge, og han udkastede da ogsaa en Plan til et saadant, der
skulde have sit Sæde i Christianssand [Kristiansand]. Hid vilde han i saa Fald have Videnskabsselskabet flyttet og
ønskede selv her at være Vicekansler. Sin Amanuensis i Kjøbenhavn, J. H. Tauber, vilde han have til Professor i
Norge og, da der herom ikke blev Tale, til Konrektor i Throndhjem [Trondheim] og Sekretær i
Videnskabsselskabet. Hans inderlige Tilslutning til denne Repræsentant for den begyndende Rationalisme synes
at betegne hos ham en Opgiven af den gamle Orthodoxi. Universitetsplanen faldt med Begivenheden 17. Jan.
1772, men meget af den kom op i en følgende Tid.
G. vendte tilbage til Throndhjem [Trondheim] i Sommeren 1772 og opgav snart al Tanke om Universitetssagerne.
Til en Forandring i hans Stilling aabnede der sig en Udsigt, da Biskop Nannestad i Christiania [Kristiania] blev syg
i Marts 1773, men inden han resignerede, var G. død under sin Visitats i Christianssund 25. Sept. 1773. Han var
ugift, men efterlod dog en Gjæld paa 9.000 Rdl. Han var en slet Husholder og havde megen fattig Familie. Der er
maaske ingen Nordmand, der forholdsvis har udrettet saa meget for den videnskabelige Dannelse blandt sine
Landsmænd som G., og den Berømmelse, hvormed hans Navn er kommet til Efterverdenen, skriver sig væsentlig
165/484