Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Galeotti, Vincenzo, 1733—1816, Balletmester og Balletkomponist
Af Edgar Collin
V. Tomaselli, hvis Kunstnernavn var Galeotti, fødtes i Florents 5. Marts 1733 og begyndte med at studere
Medicin, men førtes af sin opvakte, poetiske Aand snart hen til Kunsten og lærte Dans tillige med Mimik og
Komposition under den berømte Angiolini i Italien, hvorefter han drog til Paris for yderligere at uddanne sig under
en Celebritet som Noverre. Han fik snart et anset Navn, modtog et Engagement i London, hvor han virkede i 3
Aar, tog atter tilbage til Italien og blev der fra kaldt til Kjøbenhavn, hvor han 6. Okt. 1775 begyndte sin langvarige
og heldbringende Virksomhed som Balletmester. Den højtbegavede Italiener, der var udstyret med en levende
Fantasi, en fin, lutret Smag, et nøje Kjendskab til alle sin Kunsts tekniske Hjælpemidler og et sikkert Blik for den
rette Benyttelse af de artistiske Kræfter, som stode til hans Raadighed, er Grundlæggeren af den danske Ballet,
thi hvad der i denne Retning før hans Tid var fremkommet paa den danske Scene, var uden al Betydning. Som
ægte Kunstner havde G. den sande Opfattelse af Ballettens Væsen og Natur: han vilde have, at Balletten skulde
være noget andet og mere end et blot og bart Tidsfordriv; Balletten skulde være et mimisk Kunstværk, hvori en
bestemt Handling fremstilledes med en Intrige, som knyttedes og løstes paa en dramatisk naturlig og anskuelig
Maade, og i hvilket Danse, Grupper, Optog og Effektsteder fremgik som en Selvfølge af Handlingen, saaledes at
denne ikke afbrødes af dem, men fandt en Støtte i dem, samtidig med at der paatryktes Kunstværket et Præg af
den Tid, hvorpaa det foregik, og af det Folk, til hvilket Handlingen var henlagt. Det var kun et faatalligt Personale,
med hvilket G. kunde begynde sin Virksomhed i Kjøbenhavn, men han forstod udmærket at anvende det, og
skjønt han selv som Danser allerede var ude over de bedste Aar, bevægede han med sin smukke Figur, sine
ildfulde Øjne og sin levende Mimik sig dog saa anstandsfuldt, gratiøst og malerisk paa Bræderne, at man rent
oversaa de Mangler, han kunde have som Bravourdanser.
Han debuterede som Balletmester paa den danske Skueplads 20. Okt. 1775 med Balletten »Kongen paa Jagt«,
og saa vel denne som »Zigeunernes Lejr« og flere andre, der alle vare frie Bearbejdelser af hans Lærer Angiolinis
Kompositioner, gjorde betydelig Lykke. Hvad der her bødes Publikum, var en koreografisk Kunst, det ikke tidligere
havde kjendt, og selv en saa stræng Dommer som Rosenstand-Goiske, i hvis Øjne Balletten næsten var en Uting,
maatte anerkjende G.s store Evner og har givet følgende Skildring af ham: »Hans Stof eller, hvad det samme er,
hans Fabel og Plan er ordentlig dramatisk, hans Udførelse fuldkommen regelmæssig og hans Situationer
pittoreske eller dannede ved skjønne Grupper. Men det, som gjør denne fortræffelige Mands Kunst og Smag Ære,
er, at han, naar han tager sit Stof eller sin Fabel af et andet Skuespil, da ypperlig forstaar at ballettisere det, om
jeg saa maa sige. Altid maa Tilskueren beundre den skjønne Forvirring, den Mængde af Personer, som bringes
paa Skuepladsen, hvorved dog den ene ikke gaar den anden i Vejen, de mange Situationer og Tableaux, den
ypperlige Aktion og Pantomime, som vises os, og overhovedet den Regelmæssighed og Sandsynlighed, der altid
hersker i hans Kompositioner. Med ét Ord, man kan her sige: det er ikke alene Sanserne, denne Mand véd at
fornøje, men det er endogsaa Sjælen.«
Efter et Aars Forløb fornyede G. sin Kontrakt med Theatret paa den Betingelse, at det ogsaa engagerede hans
Hustru, Antonia f. Guidi, der var en anset Danserinde i Mailand [Milano]. Hun debuterede paa det kgl. Theater 26.
Nov. 1778 i Balletten »Statuen«, men blev kort efter syg og døde 29. Juli 1780.
I sine første Aar i Kjøbenhavn udfoldede G. en meget stor Virksomhed og komponerede saaledes fra 1775—80
ikke mindre end 17 forskjellige Balletter, der næsten alle vandt stort Bifald, særlig »Marybones Have i London«,
»Statuen«, »Linna og Valvais« samt »L'orphelin de la Chine«. Om en anden af hans Balletter, »Kjærligheds og
Mistankens Magt«, skriver Overskou, at han her havde digtet et lille Skuespil, tiltalende ved Begivenheden, fuldt
af Liv, Følelse, Lune og Afvexling, og alt med Anvendelse af yderst smaa Midler. At Publikums Interesse for
denne Kunstretning efterhaanden steg, er lige saa naturligt, som at Landet søgte at sikre sig den dygtige Mand.
Han blev derfor i 1781 ansat paa Livstid med Tilsagn om Pension, Meddelelse af Indfødsret og Haab om at blive
Hofballetmester. I Aarenes Løb havde han faaet sig et Personale, med hvilket han var i Stand til at skride til de
større og fuldkomnere Opgaver, som fremstillede sig for hans Kunstnerblik, og for disse Kræfter skabte han da i
de kommende Aar de mange Balletter, der gjorde hans Navn berømt langt ud over Landets Grænser. Saaledes
fremkom i 1786 den nydelige lille Humoreske »Amors og Balletmesterens Luner«, der Aaret efter fulgtes af hans
første tragiske, med stort Bifald optagne Ballet »Semiramis«. Med Fireakts-Balletten »Telemach paa Kalypsos Ø«
betraadte G. i 1792 en — som han troede — ny Vej, i det han tog Sangen med som understøttende Element for
Dansen, og hvor meget der end kunde indvendes mod denne Sammenblanding, gjorde den ypperlige
Balletkomposition, som støttedes af C.H. Prams Vers og Grevinde Ahlefeldts Musik [...], megen Lykke. Paavirket
af Pram fremførte han i 1801 sin Treakts-Ballet »Lagertha«, der med rette af Datiden erkjendtes for et
Mesterværk saa vel i Henseende til Handlingens Gang som til Danse, smagfulde Grupperinger og maleriske
Optog. Ogsaa her havde han anvendt Sange og i Schall, der har sat Musik til mange af hans Arbejder, fundet en
fortræffelig Komponist. Det paafølgende Aar bragte atter to nye Beviser paa G.s store Talent som Balletdigter i
»Bjærgbøndernes Bøn og Spejlet« samt i »Nina eller den vanvittige af Kjærlighed«, og i Fireakts-Balletten »Rolf
Blaaskjæg«, som skriver sig fra 1808, saa vel som i Femakts-Balletten »Romeo og Giulietta« fra 1811 lagde
Oldingen tydelig for Dagen, at Aarene endnu ikke havde svækket hans Aandsevner. Derfor skriver Rahbek [se
159/484