Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

mente, fordi han havde ført hemmelige Underhandlinger bag Kongens og Konseillets Ryg med Hertug Carl
Frederik af Holsten-Gottorp, der som Zar Peters Svigersøn boede i St. Petersborg, og hvis Interesser
understøttedes af den russiske Politik. Senere Oplysninger have dog tilvejebragt en stærk Sandsynlighed for, at
Samtiden i dette Stykke har gjort G. Uret, og at det snarere har været Kongen selv, der har ført disse
Underhandlinger gjennem G., men uden Statsraadets Vidende. Da Forsøget nu mislykkedes, og Konseillet med
Storkansleren Holstein i Spidsen blev beskyldt for dobbelt Spil, maatte det desavouere G., som da blev afskediget
fra sin Stilling som Overkrigssekretær (1725).
G. udnævntes Aaret efter til Stiftamtmand i Ribe efter Gehejmeraad H. E. Kalneins Død. Ved Giftermaal var han
alt tidligere kommen i Besiddelse af Herregaarden Bramminge i Byens Nærhed, og her opholdt han sig Resten af
sit Liv. I Aaret 1731 udnævntes han til Gehejmeraad. Som Stiftamtmand tog han sig ivrig af Skole- og
Kirkevæsenet og blev meget yndet; paa sit Gods var han ligeledes særdeles afholdt af alle sine underordnede, for
hvem han altid havde Hjælp eller Arbejde til Rede; naar hertil føjes, at han stod paa den venskabeligste Fod med
den ædle Rektor Christian Falster [se om Falster i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] i Ribe, da
synes det utvivlsomt, at den haarde Dom, som hans samtidige, Historikeren Hojer, og andre fælde over ham, maa
have været mere dikteret af personligt Nag eller manglende Kjendskab til Forholdenes sande Sammenhæng end
begrundet i virkelige Forhold. Jens Møller skriver saaledes: »Det er, Himlen være lovet, et Særsyn at finde en
Mand som denne G., der begynder sin Løbebane som Tordenskjolds værdige Medbejler, som en rask og modig
Søhelt, men siden forvandles til en foragtelig Hofsnog«. Senere Forskere som Chr. Bruun og E. Holm have
imidlertid dømt ham mildere og sikkert ogsaa retfærdigere. At han ikke var ganske uimodtagelig for Bestikkelse,
medens han som Minister styrede Statens Krigsvæsen, er noget, man til Dels kan undskylde, naar det erindres,
hvor almindeligt sligt var i hine Tider; i alt Fald var han det mindre end saa mange andre af hans samtidige.
G. gav sig meget af med Kjøb og Salg af Godser. Foruden Bregentved, som han kjøbte af sin Faders Bo 1709 og
atter afhændede til Kongen 1718, ejede han saaledes til forskjellige Tider Christiansdal ved Odense, Oregaard og
Enggaard ved Bogense, Giesegaard, Ringstedkloster, Ottestrup og Spanager paa Sjælland samt Bramminge i
Jylland. — Han var gift 2 Gange: 1. med Frederikke Christiane Schult, Datter af Gehejmeraad Diderik S. og
Ermegard Sophie Gabel; med hende havde han 8 Børn, som alle døde i ung Alder. Hans Hustru døde 1731.
Aaret efter ægtede han Anna Benedicte Steensen, Datter af Oberstlieutenant Erik S. og Vibeke Urne; hun døde
barnløs i Ribe 1756. — G. selv døde 3. Avg. 1748 og begravedes i Bramminge Kirke.
Til: Indholdsfortegnelsen
158/484