Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Leylighed til at profitere i Professionen«, samt ledsaget ham »ved sin almagts
haand og ved sine hellige Engle«.
Vi staar her ved et for alle Biografierne fælles Træk: den naivt religiøse
Livsbetragtning. Etatsraad Monrad takker Gud for dennes Omsorg for ham, før
han blev til, at han skulde fødes »af saa sær gudfrygtige, christne og
fornemme Forældre«; han finder i sin Sjæl »de ufejlbare visse Tegn paa et
prædestineret og udvalgt Guds Barn«; han er oprigtigt taknemmelig for ikke
ved Fødselen at være bleven »Hedning, Tyrk, Jøde, Papist eller anden Slags
Kjætter eller Vildfarende«. Saaledes begynder ogsaa Rasmus Æreboe sit
Levned med at takke den treenige Gud »for al Naade og Barmhjærtighed, som
han mig i min Livstid har ladet vederfare fremfor mange tusind Mennesker«.
Ogsaa Bjelke forsikrer, at han fra sin spæde Ungdom af har havt de
kendellgste Prøver paa den Allerhøjestes Omsorg for ham. Den rent verdslige
og verdensmandsagtige Maade, hvorpaa Holberg indleder og meddeler sit
Levned, staar i en paafaldende Modsætning hertil.
Af andre Træk, hvori Biografierne kommer overens, maa endnu fremhæves:
først den for alle de Skrivende fælles Eventyrlyst og Berejsthed, dernæst den
yderst ringe Plads, som Forholdet mellem Kønnene optager, den
gennemgaaende Pænhed i Tonen, den tilsyneladende Blufærdighed i Sæder,
som alle de paagældende lægger for Dagen; endelig 49 den fuldkomne
Interesseløshed for politiske eller sociale end sige literære Reformer, der hos
alle er forenet med den underdanigste Kongetroskab.
Det er sandsynligt, at Mænd som disse har været Holbergs bedste Publikum.
Var de et Publikum for Holberg?
Man kan indvende, at skønt alle disse Mænd upaatvivleligt var yderst
fremmelige indenfor deres Stand, saa var dog ingen af dem højtbegavet. Lad
os da forfølge en højtbegavet Mands Liv i hine Dage.
En saadan var Frederik Rostgaard (født 1671) 50 .
Af udmærket Æt, rig fra Ungdommen af, uafhængig, lærer han hjemme Alt,
hvad Universitetet har at byde paa. Han botaniserer med Ole Borch, dissekerer
med Kasper Bartholin, lærer levende Sprog og ridderlige Kunster. Fra sit 19de
til sit 28de Aar foretager han en stor Udenlandsrejse, besøger alle Europas
vigtigste Universiteter og Bogsamlinger, studerer i Milano, Modena og Rom
som i Leyden, Oxford og Paris, erhverver sig Sprogkundskab i et saadant
Omfang, at han lærer sig Arabisk, Angelsachsisk, Islandsk og Oldtysk, udvikler
sig til en Filolog af Rang, afskriver de berømteste og sjældneste Haandskrifter
som det af Minnesangerne fra det 13de Aarhundrede i Paris eller dem af
Libanius's Breve, er Poet paa Latin og Dansk, forbereder et Rimleksikon og et
dansk Forfatterleksikon, udgiver dansk-latinske Digtere, samler et af Tidens
største Biblioteker, veksler Breve med alle Tidens første Lærde, hvem han i
Udlandet havde lært at kende — men faar intet eget filologisk eller historisk
Arbejde udgivet, end ikke den saa længe lovede Udgave af Libanius, og faar
saa at sige intet selvstændigt Skrift færdigt uden et Hefte om den tarvelige
49 'Endelig' betyder 'sluttelig', 'til sidst' eller tilsvarende.
50 Se biografisk artikel s. 237.
44