Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

foreligge trykt, blev det det første følgerige Forsøg paa for hele den danske og norske Læseverden at gjenføde
Oldtidens Helteliv og Sagnene om vore Fædres Guder. Digteren havde opgivet den ubundne Stil fra »Rolf Krage«
og valgt Verset, i hvis Behandling han nu havde naaet det højeste Mesterskab; samtidig var den jordiske Handling
sammenknyttet med Kampen mellem Guder og Jætter, og de mest ejendommelig nordiske Myther, om Loke og
Valkyrjerne, vare førte frem med en enestaaende lyrisk Kraft og Genialitet. Man kan vistnok uden Overdrivelse
sige, at hele Oehlenschlägers og Grundtvigs oldnordiske Digtning har sin umiddelbare Kilde i E.s »Balder«.
Endelig skrev E. i Rungsted forskjellige Ting, som høre til det bedste af dansk Prosa i det 18. Aarhundrede. Det
første var et paatænkt Ugeblad, »De fremmede«, i hvilket han i Romanform vilde nedlægge sine psykologiske
Studier; det kom ikke ud i hans Levetid, men han fik ikke saa lidt skrevet af det, nok i alle Tilfælde til, at man deraf
kan lære hans egen Synsmaade at kjende. Hans Fremstilling er let og flydende, om end noget vidtløftig; han er
vittig og har gjort mange rigtige Iagttagelser; men i det hele og store er hans Opfattelse af Menneskene idealistisk
spændt, fuld af grelle Modsætninger, saaledes som hans eget Liv havde lært ham det. Med langt større
Fornøjelse læser man derfor hans egne Erindringer, hans saakaldte »Levned og Meninger«, som han ogsaa
begyndte her og nedskrev for Schønheyder og Carstens. Han skrev om sin Flugt til Tyskland, om »Højen«, om
sin Svaghed for »Vinen« og om Arense, — disse faa Kapitler, henkastede med løbende Pen, men
gjennemtrængte af en saadan Rigdom af Poesi, af saa megen Lykke og Smerte, at de vel kunne siges i senere
Tider alene at have vundet ham lige saa mange Venner som alle hans Digterværker tilsammen.
Des værre for E. døde hans Værtinde i Foraaret 1775, og dermed var Freden atter ude. Han havde hidtil med
mindre Undtagelser levet et regelmæssigt Liv under hendes moderlige Tilsyn, men nu faldt han paa den Tanke at
ville gifte sig, og det, som hans Venner paastode, med en aldeles uværdig Kvinde. Dette førte til pinlige
Forhandlinger med Moderen og Schønheyder, og da intet andet hjalp, maatte han fjærnes fra Rungsted og føres
til et nyt Opholdssted, Søbækhus ved Humlebæk, hos Godsforvalteren paa Krogerup, Herman Lem. Det varede
en Stund, inden han her kunde komme til Ro; han blev trods alle Indsigelser ved sin Plan at ville gifte sig og sætte
Bo, og Schønheyder maatte ty til de haardeste Ord og Trusler for at faa ham til at opgive denne fortvivlede Tanke.
»Ligesom denne Elskovshandel er begyndt,« skriver han, »saa har De ogsaa hærdet Dem i den paa samme
Maade, nemlig at gjøre Deres Indbildning skummende af Paafund og Drømmerier — og Deres Hjærte mere bittert
og stormende mod alle andre Mennesker uden dem, der smigre Deres Naragtighed, Deres Stolthed og Deres
Begjærlighed, at gjøre alt dette ved daglig Drukkenskab!« Den forfærdelige Sygdom, som nu tog nyt Tilløb og for
en Tid bragte ham Døden nær, medens det mishandlede Legem ligesom bukkedes sammen, gjorde en sørgelig
Ende paa denne Strid; da han igjen kom til Kræfter, var Rusen forbi, men han selv fattigere paa Venner, uden
Arbejdslyst og Arbejdsevne. Kun en enkelt Lysstraale naaede ind i denne mørke Tid, Forholdet til Herskabet paa
Krogerup, Kammerherreinde v. d. Maase og hendes Moder, Generalinde Moltke, hvis Søn Frederik han havde
undervist som Dreng. Samme Frederik Moltke var nu Kammerjunker hos Enkedronningen og kom jævnlig fra
Fredensborg til Krogerup, hvor han da ogsaa besøgte den syge Digter, som var Gjenstand for hans levende
Beundring og nu ogsaa snart vandt hans personlige Venskab. Ad denne Vej kom E. da atter i Forhold til Hoffet;
han fik nogen Understøttelse gjennem Guldberg, skrev en Ode om Indfødsretten og Festdigte til Dronningen og
Arveprinsen og hævedes derved ogsaa i sine ældre Venners Øjne. Af varig Betydning ere dog kun faa Digte fra
denne Tid, saaledes det betalte Bryllupsdigt: »Dæmp Harpens Klang!«, »Ode til Sjælen« og den prægtige Sang
»Til min Moltke« [Moltke = Frederik Moltke]: »Sværdets Hvinen og Skraldet af Skjolde«.
I Efteraaret 1777 lykkedes det at faa E. tilbage til Hovedstaden; han kom nu til at bo hos en Tømmermesterenke,
senere Læremoder i Waisenhuset, Ane Kirstine Skou, i Skindergade. Han nød her den kjærligste Pleje, og da der
nu tillige synes at være faldet Ro paa hans ubændige Sind, bragte de sidste halvfjerde Aar, som han tilbragte i
hendes Hus, en vemodig forsonende Afslutning paa hans korte Livsbane. Hans aabne, elskelige Natur havde altid
vundet ham hengivne Venner; flere af dem, som han havde knyttet til sig i sin første Ungdom, samledes nu igjen
med ham i Kjøbenhavn, saaledes Digteren P.M. Trojel, den senere Landsdommer Rogert, som komponerede
Melodien til »Kong Christian«, Theologerne Bast og Milling o. fl. Fra en noget senere Tid skrev sig Venskabet
med Kapitajn Abrahamson, den bekjendte patriotiske Digter og Forfatter, A.G. Carstens, Schønheyder, Etatsraad
Jacobi, Medlem af Theaterbestyrelsen, og Fr. Moltke. Hertil kom nu de yngre, der havde dannet et »dansk
Litteraturselskab«, og for hvem E. var den enestaaende danske Digter, især i Modsætning til det »norske
Selskab«: Fr. Munter, Ove Malling, K.L. Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital
udgave]], Fr. Sneedorf o. a. E. blev nu Gjenstand for en Hyldest, som man ikke tidligere havde kjendt over for
litterære Berømtheder. Ved Opførelsen af »Balders Død«, først i en privat Kreds, senere paa Skuepladsen
(1778), hilsedes han med Jubel; alt, hvad der kom fra hans Haand, modtoges med den største Anerkjendelse, og
hans Venner taalte ingen Kritik mod ham, medens de søgte at efterligne hans Digtning. Under disse gunstige
Forhold og venlig opmuntret af Theaterbestyrelsen fremkom hans sidste Digterværk, Syngespillet
»Fiskerne« (1778). Som dramatisk Arbejde er dette ligesom de tidligere Stykker svagt, men dets Lyrik er af
uforgængeligt Værd i sin Skildring af Havet og Menneskets Kamp med og paa det; her skal kun mindes om Arien:
»Liden Gunver vandrer som helst i Kvæld«, Terzetten: »Trodsige og vilde brøle Bølgerne«, Koret: »Havets
mægtige Betvinger« og vor senere Nationalsang: »Kong Christian stod ved højen Mast«. Efter Tilendebringelsen
af dette Syngespil, der opførtes med stort Bifald, fremkom der kun lidet fra E.s Haand, om han end udkastede
forskjellige Planer. Han fik endnu skrevet en Fortsættelse af Erindringerne, suppleret med Fortaler dels til sine
samlede Skrifter, dels til enkelte af de vigtigste af dem, et enkelt lyrisk Digt (»Til min Moltke«: »Tro mig, Damon,
148/484