Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

hvorledes Czar Peter pryglede sin Kok bravt igennem paa Slotstrappen i
Nykjøbing, fordi der var anrettet til ham paa Slottet, medens han vilde have
spist i et Værtshus, beskriver han f. Eks. Czaren saaledes: »Hand saa' ud som
en Underofficier, eller rettere een Bøddel. Hand var høy af Vext, var klædt i
een skiden blaaeklædes Kledning med Messing knapper, hafde een stor bred
hirschfænger som et Bøddel Sverd ved Siden i et Leder Geheng oven paa
Kiolen, store Støvler paa Benene, een liden Fløyels Cachet paa hovedet, et
maadeligt Knævelbart, og en stor Spanskrørsprygl i haanden, men saae ellers
icke ilde ud«. I Reglen nøjes han med yderst detaillerede Opregninger af de
Pragtgenstande og Festiviteter, han har set; selv et ordenligt tysk Ligfølge med
Procession og Skolebørnssang er ham en Trøst, naar intet bedre Skue tilbyder
sig: »Det var meget artigt at see, naar et honnet Lig blev begravet«.
Nu og da har han et lille Glimt af Lune. Saaledes hvor han fortæller om den
Artighed, der i England blev ham vist af en udmærket Kemiker: »Hand bad mig
nogle gange til Bords, da ieg naar ieg blev indført i Spiisestuen altid forefandt
hands Kones gamle Moder, hands Kone og 3de smucke voxne Døttre i een
Rad, som jeg strax maatte kysse efter Landets Brug fra dend ældste til dend
yngste, hvilcket arbeyd ved Begyndelsen ikke var saa behageligt som tilsidst.«
Ikke desmindre misbilliger han med ærbart Pedanteri den ungdomskaade
Streg, nogle unge Mænd af Parises fine Verden en Dag udførte ved et sluttet
Bord i et Hotel: »Da jeg een Dag spiiste der, hendte det sig, at perucquen af
tieneren i een hast blev nappet mig af hovedet og noget andet sadt paa igien,
hvorpaa ieg hastig saae mig tilbage og omkring, og befandt, alle de som
spiiste ved Bordet i samme moment og tempo vare blevne bedeckede med
Tyrkiske Turbaner, følgelig ieg med, saa ieg nocksom kunde forundre mig over
alle disse unge Menneskers Forfængelighed og Narrerier.«
Til Gengæld har han aldrig noget Udbrud af Harme, selv hvor Tilstandene i
Danmark kunde give grundet Anledning til det. l hvilken Grad han betragter
Nepotismen som selvfølgelig, viser en Passus som denne: »Mr. Kløcker sagde
til mig og Stiefken, hvad meener I vel, at der skal blive af Worm i sine Dage,
hand har gaaet længe i Latine Scole, det kunde hand ikke fatte; siden har han
sidt paa sin Faders Contoir, det kunde han heller icke begribe; nu har Faderen
sendt ham til Engelland at see Kongens Croning, hvad mon det skulde hielpe
ham? Men Worm svarede i sin Enfoldighed, lad mig kun først komme hiem
igien, saa skal I nock see der skal blive noget af mig. Som sagt saa skeedte,
thi da hand et aar derefter neppe var kommet hiem, blev hand strax Justiz
Raad og vice Borgemester i Kiøbenhafn førend Kløcker og vi andre blev til
noget, som vel skeedte for at soulagere hans Fader Biskop Worm over dend
Skade hand hafde taget ved Kiøbenhafns Ildebrand.«
Den skikkelige Seidelin var vant til ikke at ræsonere. Der forekommer ikke et
Udbrud af Kritik paa de 150 trykte Sider af hans Levned. Han var oprigtigt
taknemmelig for Livet, skønt han hele sit Liv igennem var en Skrantning og
ikke blev forskaanet for Familiesorger. Han er taknemmelig for at Gud
beskærede ham »een Gudfrygtig, Dydig, Tugtig, yndig, munter og huuslig
Egtfelle« og fordi han stedse har vist ham Vejen, han skulde vandre, »og
43