Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

svagt holdt oppe af sin Moders og sine Venners Advarsler.
Efter Tilendebringelsen af sine større dramatiske Digtninger havde han selv følt Mangelen af virkelig
Menneskekundskab, psykologiske Iagttagelser. Han havde da begyndt at gjøre Optegnelser i den Retning, i rigtig
Erkjendelse af, at han kun saaledes kunde naa frem til indholdsrige Virkelighedsskildringer. Efter Sneedorfs
Exempel holdt han sig dog i sine Studier til de mindst sammensatte Typer, Børn og Almuesfolk fra Land og By.
Han søgte Omgang med saadanne; saaledes fortælles der, at han om Aftenen samlede Karle og Piger ved sit
Sygeleje i Farvergade, lod dem snakke og more sig, ogsaa med Dans og Punch, medens han iagttog deres
Tænke- og Udtryksmaade. Disse Studier førte ham da ogsaa til at skrive en Afhandling om »Pebersvende« og
senere at dramatisere den som Holbergsk Komedie; han vilde paa én Gang virke som »Patriot« til Samfundets
Forbedring, i dette Tilfælde imod den ugifte Stand, og vise sit Kjendskab til og sin Forstaaelse af jævne Folks
Maade at være paa. Der kan ingen Tvivl være om, at jo disse Øvelser i høj Grad bidroge til at udvikle baade hans
Stil og Herredømme over Sproget som ogsaa hans Blik for Menneskelivet og Menneskenaturen; men for
Litteraturen ere de i øvrigt uden synderligt Værd.
Men hans egne Oplevelser, hans Lidelser og Forvildelser, hans Anger og Fortvivlelse, hans viljeløse Hengivelse i
Lidenskaben og hans religiøse Selvbesindelse og Kamp for at rive sig løs og vende tilbage til det Samfund, som
han havde trodset, — alle disse fristende og smertelige Følelser havde imidlertid gjort ham til en lyrisk Digter af
højeste Rang. Hvilken sjælden Evne han i den Henseende sad inde med, havde første Gang vist sig, da han
skulde skrive en Sørgekantate over Frederik V (Jan. 1766); det lykkedes ham her i faa og simple Ord at give et
rørende Udtryk for de Følelser, som havde grebet alle ved den folkekjære Konges Død, og det blev denne
»Solo« (»Hold, Taare, op at trille«), der til hans egen Overraskelse første Gang bragte hans Navn paa alles
Læber. Senere havde hans lyriske Sprogkunst givet sig Vidnesbyrd i »Adam og Eva« og flere samtidige Kantater;
men det var dog først nu, under de vanskeligste sjælelige Brydninger, at ogsaa hans Lyrik naaede sin
Fuldendelse. Fra Vinteren efter Opholdet paa Rygaard ere Digtene »Pønitenten« og »Hvo kan opholde Ormens
Liv«; noget senere bearbejdede han Syngestykket »Philemon og Baucis«, og ud paa Efteraaret offentliggjorde
han: »Da jeg var syg«. Samtidig begyndte Rækken af de berømte Lejlighedsdigte, Bryllups- og Sørgesange, der
til Dels afkjøbtes ham for en ringe Betaling, medens andre gjaldt nære Venner som Lieutenant Arnsbach og Fru
Thonning. Fra denne Tid er ogsaa Digtet til Schleppegrell (»Haab og Erindring«) og til hans Moder
(»Nyaarsønske«) samt »Nattetanker«.
Ved sin Moders Omsorg var E. imidlertid bragt ind under mindre sørgelige Forhold, i det han fra Efteraaret 1771
kom til at bo hos en Fuldmægtig Niels Winther i Vingaardsstræde, hvor han ikke blot havde det godt med Hensyn
til sine ydre Fornødenheder, men ogsaa fandt en venlig Omgang; hans Moder og hengivne Venner kom jævnlig til
ham, og han fik en ny og trofast Ven i Moderens Sognepræst, J.C. Schønheyder, senere Biskop i Throndhjem
[Trondheim]. Som Sjælesørger støttede han E. i hans Kamp mod slette Vaner og uværdige Forvildelser, uden at
det dog endnu kunde lykkes helt at afholde ham fra de mest paafaldende Udskejelser, saa snart han havde
Penge, og Sygdom tillod ham at færdes ude. Deraf fulgte da atter bitter Fortrydelse og jævnlige Rivninger med
hans Moder og de Folk, han boede hos. — Fra Opholdet i Vingaardsstræde hidrøre ikke blot de nævnte lyriske
Digte, men ogsaa de Lystspil, E. har skrevet, det bekjendte Lejlighedsstykke »De brutale Klappere« (som han
skrev i 36 Timer paa et Spækkebræt i Sengen), det prosaiske »Pebersvendene« og det versificerede »Harlekin
Patriot«. I dette sidste søgte han fra et overlegent Standpunkt at give en satirisk Fremstilling af det store Røre,
som var fremkaldt af den Struenseeske Regering og den patriotiske Reaktion imod den; og skjønt det ikke
lykkedes ham at give dette Billed den umiddelbare komiske Kraft, som Holberg og Wessel raadede over, er dette
Lystspil dog ikke blot et mærkeligt Tidsbilled, men ogsaa et Bevis paa Digterens Aandsfrihed og sunde Blik midt i
hans Lidelser og Kampe.
I Foraaret 1773 flyttedes E. ud paa Landet, dels vel for sit Helbreds Skyld, dels for at fjærnes fra Hovedstadens
Fristelser. Han kom til at bo i Rungsted hos den kongelige Fiskemester Oluf Jacobsen i Rungsted Kro, det
nuværende Rungstedlund, en større Landejendom med Krohold, Ølbryggeri, Brænderi og Postexpedition; Stedets
store og smukke Have strakte sig langs Strandvejen til og med den saakaldte »Ewalds Høj«, en Udsigtsbakke
med Lysthus, som blev Digterens Yndlingsplads. Som det synes, var Konen i Huset en gammel Bekjendt af E. og
hans Moder, rimeligvis fra deres Landophold i denne Egn i hans Barndom. Det var et dannet Hjem og kjærlige
Mennesker, og der var i alle Maader sørget for, at han her kunde befinde sig vel, arbejde paa sine litterære
Foretagender og vænne sig til et regelmæssigt Liv. Opholdet i Rungsted (til Efteraaret 1775) var da ogsaa den
lykkeligste Periode i hans Digterliv.
Hans lyriske Digte fik her en Tilsætning af Naturskildring, der giver dem en endnu fyldigere Baggrund i Tankernes
og Stemningernes Slægtskab med Omgivelsernes Skjønhed eller Vemod. Saaledes især i den berømte Ode
»Rungsteds Lyksaligheder« og i Digtet til Datteren i Huset: »Solen flygter —«, saa vel som i de ypperlige
Brudstykker »Vinteren« og »Aftenen« (»Ned fra Finlands nøgne Skjær«, »Skjul din Straale, skaan mit Hjærte«,
»Indsvøbt i al sin Skræk«). Af størst Betydning blev dog det Digterværk, som fremstod i de to Somre her i
Rungsted, Syngestykket »Balders Død«. Det var fremkaldt af Theaterstyrelsen, og den bekjendte Skjønaand
Konferensraad A.G. Carstens deltog i dets endelige Redaktion for at gjøre det præsentabelt for de høje
Smagsdommere, hvorved det dog kun vandt lidt og tabte adskilligt; men selv saaledes, som det kom til at
147/484