Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Ewald, Johannes, 1743—81, Digter
Af A.D. Jørgensen
Johannes Ewald var Søn af Waisenhuspræsten Enevold E. og født i Kjøbenhavn 18. Nov. 1743. Saa længe
Faderen levede, undervistes han i Hjemmet, Waisenhusets Gaard paa Nytorv, sammen med sin 3 Aar ældre
Broder Matthias og havde i den Tid forskjellige Lærere. Af hvad han selv lejlighedsvis fortæller, fremgaar det, at
han havde en levende Fantasi, og at denne tidlig udvikledes, først ved Børneæventyr, senere ved Læsning om
Oldtidens Helte i Grækenland og Rom og af Kirkens og Missionens Historie; men det er vanskeligt at følge ham i
den Opfattelse, at hans Forældre og Lærere forsyndede sig ved saaledes at nære hans Indbildningskraft og
varme Følelse for det ualmindelige og det menneskelig store. Da Faderen med sit aldeles nedbrudte Helbred vel
maatte forudse sin nære Død, medens Sønnerne nu efter deres Alder skulde sendes i en offentlig Skole, blev der
truffet Bestemmelse om, at den ældste skulde til Roskilde, medens den mere begavede J. sendtes til Slesvig,
hvor Faderen havde Slægtninger, rimeligvis for at faa en fyldigere tysk Opdragelse; han skulde i Huset hos
Rektoren, Licht, en bekjendt udmærket Lærer. Overfarten foregik selvfølgelig med Skipper og var altsaa afhængig
af dennes Afrejse, og det var derfor tilfældigt, at denne netop kom til at foregaa faa Timer før Faderens Død,
Dagen før Drengen fyldte sit 11. Aar.
Opholdet i Slesvig varede i henved 4 Aar, i hvilken Tid han tilegnede sig de almindelige Skolekundskaber,
ligesom han opnaaede en vis Færdighed i at skrive latinske og tyske Vers. Uden for Skoletiden havde han
Adgang til Rektorens temmelig betydelige Bogsamling, i hvilken han bl.a. fandt en Samling nordiske Heltesagaer;
Licht elskede nemlig alt, hvad der var dansk, og søgte at paavirke sine Elever til at lære og dyrke Sproget, hvis
Nytte og Skjønhed han fremhævede for dem. Hvad E. i øvrigt fortæller om sit Ophold i Slesvig, tyder paa en
stadig Udvikling af hans medfødte poetiske og æventyrlige Sans, medens han endnu var uimodtagelig for selve
Digtningens Skjønhed. Saaledes løb han bort efter at have læst Robinson for over Holland, paa Vejen til Indien, at
strande paa en øde Ø, og Rektoren indhentede ham først 4 Mil fra Byen. Ligeledes drev han med den største
Lidenskab Krigslegen som en Efterligning af den samtidige Syvaarskrig i Tyskland, og han var stærkt optagen af
gjentagne Forelskelser. Derimod kjedede Oldtidens Digtere ham til Trods for Lærernes Bestræbelser for at aabne
hans Sans for deres Skjønheder. »Jeg havde tvende (Lærere)«, siger han, »og de vare begge for brave Mænd,
de havde for megen Indsigt og for sund Smag til, at de enten ikke selv skulde have følt eller ikke have anprist mig
Yndigheder, som det næsten var vanskeligt at overse eller at være kold imod. Jeg bilder mig meget mere ind, at
min Sjæl da var alt for virksom, alt for meget i Gjæring til, at blotte Tanker eller Billeder kunde berolige den; det
var Handling, som den brændte efter.«
I Sommeren 1758, i sit 15. Aar, kom E. tilbage til Kjøbenhavn og tog med Ære sin Studenterexamen. Han kom i
Pensionat hos den formuende Hørkræmmer (islandsk Kjøbmand) og Overformynder Peder Hulegaard, der et
halvt Aar efter ægtede hans Moder, som boede i samme Hus, det sydlige Hjørnested ved Kultorvet og
Frederiksborggade. Samme Efteraar var det, han gjorde Bekjendtskab med den jævnaldrende Arense Hulegaard
og ved deres første Møde blev fuldstændig betagen af hendes Skjønhed og Ynde. Hun var Datter af
Overformynderens afdøde Broder Oluf H., og hendes Stiffader, Oluf Mandix, var en velhavende islandsk
Kjøbmand og Ejer af Gislingegaard og Gods. E. kom i et tilfældigt Ærende op til Familien, der boede paa
Vestergade; men næppe havde han set og talt med Arense, før han følte sig greben af den heftigste Forelskelse;
han tabte Sans og Tanke for alt andet og var som ude af sig selv. Som i en Drøm naaede han hjem, fast bestemt
paa at vinde denne Pige og saa ikke begjære andet eller mere af jordisk Lyksalighed; han var pludselig vaagnet til
en ny Bevidsthed og et selvstændigt Liv. Hans første Plan var nu i en Fart at fuldende sit theologiske Studium;
men medens den nærmeste Tid snart bragte ham Vished for, at Arense delte hans Følelser, blev det ham tillige
klart, at han havde farlige Medbejlere i Mænd, hvis Alder stod i et rimeligere Forhold til Arenses end hans 15 Aar.
Han fik da den Indskydelse at forkorte Vejen til en selvstændig og anset Stilling i Samfundet ved at gaa i
udenlandsk Krigstjeneste, og da han kunde være sikker paa, at hverken hans Moder eller hendes Mand, der med
stor Omhu tog sig af Stifsønnerne, vilde billige en saadan Plan, løb han sin Vej efter at have forsynet sig rigelig
med Rejsepenge af Faderens Beholdning. Broderen, som var fulgt med og vel endogsaa var den, som fra først af
havde tilskyndet til Flugt, fortrød snart, hvad han havde gjort, og skrev hjem fra Hamborg, hvorefter han hentedes
tilbage; men J. lod sig hverve til preussisk Husar og fortsatte sin Rejse syd paa med en Skipper ad Elben. Det var
i Foraaret 1759; han tjente nogen Tid som menig Infanterist i den preussiske Hær, men løb derpaa over til
Østerrigerne, da han følte sig bedragen ved ikke at være bleven Husar. Efter halvandet Aars Soldaterliv kom han
tilbage til sit Hjem, grundig kureret for sine Drømme om en æventyrlig Lykke, men vistnok tillige svækket ved de
unaturlige Strabadser, som hans uudviklede og fintbyggede Legem havde været udsat for; den forfærdelige
Gigtsygdom, som senere ødelagde ham og i Forbindelse med Udskejelser hidførte hans tidlige Død, antoges at
stamme fra denne Tid.
Efter sin Tilbagekomst tilendebragte E. i forholdsvis kort Tid sit Embedsstudium; i Sommeren 1762 blev han
theologisk Kandidat med bedste Karakter, han blev forlovet med Arense og fik Fribolig med Stipendium paa
Valkendorfs Kollegium. Det synes nu at have været hans Plan at søge en videregaaende videnskabelig
Uddannelse, snarest til en Lærervirksomhed ved Universitetet. Saaledes kom han ogsaa til at kappes med
145/484