Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Ewald, Enevold, 1696—1754, Præst
Af A.D. Jørgensen
Enevold Ewald var Søn af Præsten Niels Enevoldsen (Evald) (f. 1658 død 1733) og Mette Magdalene Prætorius
(f. 1671 død 1729) og født i Højst, mellem Tønder og Aabenraa, 29. Avg. 1696. Faderen var en Præstesøn fra
Nabosognet Bylderup, men dansk Student fra Frederiksborg Skole; Moderens Forfædre havde i 3 Slægtled været
Præster i Højst. E. var en tidlig vakt og alvorlig Dreng, der alt før sit 14. Aar, som han selv fortæller, havde
gjennemlæst hele Bibelen 4 Gange. Som hjemmehørende i Hertugen af Gottorps Lande sendtes han til tyske
Universiteter, rimeligvis først til Kiel, senere til Jena og Halle. Faa det sidstnævnte Sted stod den Gang Pietismen
i sin højeste Flor, og E. paavirkedes meget stærkt af dens indtrængende og vækkende Forkyndelse. Han
gjenoptog her sin flittige Bibellæsning og opnaaede, om end ikke uden Anfægtelser, at komme til aandelig Hvile i
en fast Tillid til det aabenbarede Ord; hans Kjendskab til Bibelen var enestaaende, og de store Flidsværker, som
han senere forfattede, havde deres sikre Grund i disse Ungdomsstudier. Efter at være vendt tilbage til sit Hjem
optraadte han her som den første Forkynder af den pietistiske Kristendomsopfattelse; han holdt Forsamlinger,
prædikede og katekiserede og havde stort Tilløb fra hele Egnen; det kirkelige Tilsyn holdt ikke af denne
Bevægelse, men det gik dog af uden Sammenstød. Han udgav ved denne Tid sine første Smaaskrifter, baade i
bunden og ubunden Stil.
Da i Aaret 1727 det store Waisenhus oprettedes i Kjøbenhavn, kaldtes E., der var bleven bekjendt i Hovedstaden
ved gjentagne Besøg og Gjæsteprædikener, til Lærer og et Par Maaneder efter til Præst ved denne
Opdragelsesanstalt. Hans Virksomhed her faldt i to Perioder; i de første Aar vakte han Opsigt ved sin Veltalenhed
og ved de Tanker, han fremsatte, senere gik han mere og mere op i sine lærde Værker. E. synes at have været
den første, som bragte Pietismen til Kjøbenhavn; hans Prædikener havde stort Tilløb; selv da Waisenhuset var
brændt, og der maatte holdes Gudstjeneste i Ridehuset, flokkedes rige og fattige om hans Talerstol; »en større
Prædikant og Katekisator haver Danmark næppe haft«, siger en samtidig. Det var dog ikke blot den Inderlighed
og den Veltalenhed, hvormed han forstod at fremsætte sine Tanker, der droge Folk til ham, men ogsaa de efter
Tidens Lejlighed kjætterske Meninger, han fremsatte. Saaledes vovede han at paastaa, at der maatte skjelnes
mellem den indre, sande Kristendom og den udvortes Kirke med dens Naademidler, og at Mennesket først
efterhaanden kunde vinde Naade hos Gud ved Selvopdragelse i Taalmodighed og Troskab; ligeledes krævede
han Taalsomhed over for anderledes troende. Følgen blev da ogsaa, at han droges ind i den forargelige Strid
mellem Hovedstadens Præster og underkastedes Forhør og andre Ubehageligheder; han beholdt dog sit Embede
mod at holde en Kapellan, som var fri for hans Anfægtelser med Hensyn til Absolutionen (1734).
Der havde i disse Aar samlet sig en talrig fri Menighed om E., men senere synes denne igjen til Dels at have
opløst sig, og det blev vanskeligt for ham at komme ud af det med de meget smaa Indtægter ved Waisenhuset,
som han dog ikke vilde forlade. Saaledes nødtes han til at paatage sig andre anstrængende Arbejder; han
oversatte opbyggelige Skrifter og begyndte derefter en brydsom Forfattervirksomhed: 1741—42 udkom i 2 Bind et
»Tidsregister over det gamle og det nye Testamentes Kirkehistorie« og 1744—50 i 5 Bind Prædikener over
Mosebøgerne med deres Spaadomme og i 3 Bind den bekjendte »bibelske Konkordans«. Endelig udgav han et
Par mindre Skrifter med opbyggelige Digte og en Anvisning til Bibellæsning. — E. blev 1747 tit. Professor theol.
og i det følgende Aar Medlem af Missionskollegiet og Waisenhusets Direktion. Han var 2 Gange gift; hans første
Hustru, som han ægtede 1730, kjendes ikke af Navn; anden Gang ægtede han (o. 1739) Marie Wulf (f. 1715),
Datter af en Kjøbmand Matthias W., hvis Enke Marie [Marie Wulf] havde været stærkt indviklet i Sagen om de
gudelige Forsamlinger. Hans Helbred var alt den Gang svagt og nedbrødes yderligere ved Overanstrængelse; om
Sommeren maatte han opholde sig paa Landet. Senere formaaede han næsten slet ikke at røgte sit Embede, i
hele Aar talte han kun faa Gange. Han døde 17. Nov. 1754; hans Enke ægtede 4 Aar efter Hørkræmmer og
Overformynder Peder Hulegaard, men blev atter Enke 1769 og døde 27. April 1791. Af deres 3 Sønner var
Digteren Johannes E. [...] den mellemste.
Til: Indholdsfortegnelsen
144/484