Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Dorthe Engelbretsdatter 1634—1716, Digterinde
Af Julius Paludan
Dorthe Engelbretsdatter [Dorthea Engelbretsdatter; Dorthe Engebretsdatter] var født i Bergen 16. Jan. 1634 og
Datter af Rektor, senere Præst ved Domkirken, Engelbret Jørgensen og Anna Wrangel. Hun synes at have
tilbragt nogle Ungdomsaar i Kjøbenhavn; men allerede 1652 blev hun gift med sin Faders Kapellan, siden hans
Efterfølger i Embedet, Ambrosius Hardenbeck, der døde som Provst 1683. Hun nød et godt Navn baade som
Hustru og Moder og indlagde sig ved Siden deraf et ikke ringe Ry ved sin religiøse Digtning, men fristede den
tunge Skæbne at miste baade sin Mand og alle sine 9 Børn, deriblandt 2 Sønner i en voxen Alder, inden hun selv,
82 Aar gammel, lukkede sine Øjne i sin Fødeby 19. Febr. 1716.
Hendes Samling af Salmer, Morgen- og Aftensuk, »Sjælens Sangoffer« (1678), blev flere Gange eftertrykt og
med Forøgelser paa ny oplagt lige ned til vore Dage. 1685 og ofte senere udkom det »Andægtige Taareoffer for
bodfærdige Syndere«, en versificeret Bearbejdelse, til Dels i Alexandrinere, af Præsten Peder Møllers
Andagtsbog »Trøst- og Taarekilde« (1677—79), knyttet til Fortællingen om den bodfærdige Magdalena og inddelt
i 4 Afsnit: »Den taaregydende«, »den fodtørrende«, »den kyssende« og »den salvende Synderinde«. Endelig
udgav Digterinden sit »Kristelige Valet fra Verden« (1698) og sin »Ligsang«.
Skjønt ganske jævnaldrende med Kingo tilhører D. E. en tidligere, nærmest tysk paavirket Retning i
Salmedigtningen. Samtiden stillede hende lige med ham, og de talrige Æredigte foran hendes Arbejder prise
hende som den 10. Muse; Kingo selv skriver:
»Gaar nu, gaar hen, I ni berømteste Gudinder,
at bukke eder dybt for en af Nordens Kvinder!«
Det usædvanlige i, at en Kvinde optraadte som Digter, er aabenbart medvirkende til denne Overvurdering;
Reenberg i »Forsamling paa Parnas« var derimod ugalant nok til at bedømme det samme Fænomen paa helt
modsat Maade. Vore Dages Smag vil næppe engang stille D. E. ved Siden af samtidige religiøse Digtere af
anden Rang som Peter Dass eller Frederik Brandt. Hendes Digtning præges af Tidens tunge Livssyn, en livstræt
Lede ved »Ormesækken« og en sygelig Dvælen ved Syndeskylden og dens »blodige Tvæt«, som i Forbindelse
med hendes egne huslige Ulykker, til hvilke hun ofte vender tilbage, gjøre Tonen saare drøvelig. De oftest trivielle
Tanker skæmmes yderligere ved smagløst Udtryk og Misbrug af Fremmedord, naar hun f. Ex. synger om
Nadveren:
eller om Djævelen, som
»Se, Lammens Bryllupstraktement
gav han dig som en høj Present«
»forsmædelig skamfuter
de, som var hans Kanuter.«
Lettere tilgive vi hende de »selvgjorte danske Gloser« eller rettere Norvagismer, som Reenberg laster, og i formel
Henseende ere hendes Vers lette og korrekte, enkelte virkelig ganske smukke, som Aftensalmen »Dagen viger
og gaar bort«:
»Fire Fjæle er min Pragt,
hvorudi jeg bliver lagt
med et Lagen og lidt mer,
ejer ikke saa en Fjer.«
Den ret friske Tilegnelse foran »Sangofferet« saa vel som hendes i Wielandts [se om Wielandt i: Georg Brandes:
»Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Høpfners Verssamlinger og Schønaus »Lærde Fruentimmer« optagne
Lejlighedsdigte, poetisk Polemik mod Kritikere eller Eftertrykkere og Rimbrevvexling med P. Dass, Præsten Joh.
Olavius i Randers o. a. bære Vidne om, at hun heller ikke ganske manglede den for Bergenserne ejendommelige
aandelige Livlighed og det Lune, hvorpaa hendes yngre Bysbarn Holberg snart skulde give saa glimrende Prøver.
Men ikke sjælden falder Lunet dog i det platte og plumpe, hvilket hine Dages drøjere Smag let saa igjennem
Fingre med, selv hos en Kvinde. Hvor lidt der den Gang fordredes i Retning af Aand, ses bedst af den almindelige
Beundring for de bekjendte og oftere, bl.a. i N. M. Petersens Litteraturhistorie, gjentagne Impromptuer, som D. E.
138/484