Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Herre?« Jeg, som tilforn sammesteds Sproget var bevant, svarede: »Datt is
der jonge Konig van Island«.
Er dette Svar ikke Henriksk?
Skaanlund er trofast, ærlig, sit Herskab yderst hengiven, ret et godt Hoved.
Ofte træder midt i den tilstræbte literære Tone Lakaj-Stilen meget morsomt
frem. Saaledes naar han fortæller om en pragtfuld Guldpokal, som Ulrik
Frederik Gyldenløve, der havde faaet den foræret af Kongen, overgav sin
Taffeldækker til Forvaring i et forgyldt Futteral og af Respekt næsten aldrig
drak af: »Den kom sjældent frem uden der var store Fremmede eller
Ambassadørs, ellers drak jeg mangen Gang af den, naar vi kunde være for os
selv«. Herligt er det ogsaa, da han i Naade faar sin Afsked, at høre ham sige —
næst Tak for al udvist Velgerning: »En Ting fortryder jeg ei at maatte nyde,
det, som En, der tiener ringere Herre i kortere Tid, nyder, deres Kjoleknapper,
de har i Liberiet baaret«. Han havde maattet levere Hushovmesteren
Sølvknapperne tilbage.
Mere intime Ting, Ytringer af temmelig lakajagtig Glæde Dagen før hans
Bryllup og lignende skriver han paa Fransk, galt, men forstaaeligt Fransk, i sin
Dagbog. Nu og da træder en vis ærbar Enfoldighed, som slaar paa Overgangen
fra det Henrik'ske til det Arv'ske, Læseren imøde. Da Omsorgen for Haarets
Pynt rimeligvis for en Del har hvilet paa ham, har han et skarpt Blik for alle
Haaret angaaende Ejendommeligheder. Han optegner regelmæssigt om de
enkelte, der bære deres eget Haar — Prinsen af Oranien, Kongen af Sverig —
at de gør det; selv bærer han som korrekt Lakaj naturligvis Paryk; men
korrekt som han føler, er for ham Overdrivelse dog Overdrivelse, og han er
forarget over at En og Anden endog lader sig begrave med Paryk: »Jeg seer en
Deel lægges i Ligkiste med Paryk, jeg ingenlunde, ja om jeg skulde blive graa,
vil jeg ikke have den Mode, men ligge i Ligkiste med mit eget Haar«.
Til Belønning for sine Tjenester gøres han saa uden al Forberedelse, uden
mindste Kendskab til norsk Lov, fra Lakaj til Sorenskriver (Herredsfoged) i
Norge, erhverver en Odelsgaard og bliver en Embedsmand som andre. Det
syntes som om det at have været Lakaj ikke var den sletteste Forskole.
Deroppe i Norge træffer saa Skaanlund snart sin gamle Medtjener Erik Madsen,
udnævnt til Stiftamtskriver i Throndhjem, og da Gyldenløve foretager sin
næste Norgesrejse, ser vi Kongesønnen ikke holde sig for god til at tage ind
hos begge sine tidligere Lakajer og lade sig traktere af dem, ikke mindre end
af Generaler og Bisper, en Begivenhed, hvis Afslutning Skaanlund meddeler i
denne noget indviklede, men yderst underdanige Stil: »29de havde jeg den
Naade og tog Afsked med ham, hvor han beviste mig den store Naade, samme
at nyde fremdeles«.
En Lakaj af denne Art forekommer hos Holberg flygtigt i Den honnette
Ambition. Men vi kan her forfølge Henriks Avancement udenfor Komedien.
Ogsaa af en Professionist, men af en saadan, hvis Levevej grænser op til
Videnskaben, har vi et Levned. Apotekeren Claus Seidelin fra Nykjøbing paa
Falster har nedskrevet sit. De lystige Karikaturer af Doctores medicinæ i
Holbergs Komedier kan let bibringe Læseren den Forestilling, at de, der i hine
41