Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Søn værne om sig i Fejdens Tid.«
Det er den vordende bondevenlige Politikers fuldt færdige Program, som her klart lægges frem, og det skulde
hurtig faa praktisk Betydning. Da der i Dec. 1834 foretoges Valg til de af Frederik VI indførte raadgivende
Stænderforsamlinger, blev D. i sin Egn valgt til Deputeret. Han gav som saadan Møde i Roskilde
Stænderforsamling, og i de skarpe Sammenstød, som det kom til her mellem de konservative og frihedsvenlige
Anskuelser, stod D. paa de sidstes Side. Han blev en af Roskilde Stænders frisindede Førere og øvede en
afgjørende Indflydelse paa de fleste Deputerede af Bondestanden. Han talte og virkede for Petitioner angaaende
Formildelse af Jagtlovgivningen, Indskrænkning af de offentlige Frirejser [på bøndernes bekostning], Afløsning af
Hoveriet, Salg af offentlige Stiftelsers, Lens og Stamhuses Bøndergods, Forbedring af Landsbyskolelærernes
Kaar, Indførelse af almindelig Værnepligt, Jødernes Valgbarhed, almindelig Ret for alle Aviser til Postforsendelse,
fuld Offentlighed i Stænderforsamlingernes Forhandlinger osv. Enhver Frihedsbestræbelse var han paa Forhaand
en Ven af, kun ikke paa det kirkelige Omraade, som han synes at have staaet fjærnt. Og at hans Virksomhed
fulgtes og anerkjendtes, ses tydelig bl.a. deraf, at han ved Omvalgene i 1841 gjenvalgtes til Deputeret endog 3
Steder.
D. var for øvrigt ingen stor Taler, men han var i Besiddelse af et vist tørt Humor, der i Forbindelse med hans
Udtalelsers djærve, for ikke at sige skarpe, ja undertiden bitre Præg ikke undlod at gjøre Virkning, og hans
Optræden i 1844, da han sammen med Prokurator Balthasar Christensen havde indgivet et Forslag, der gik ud
paa, at Bondestanden »fuldstændig skulde emanciperes til virkelig Frihed og Lighed for Person, Ejendom og
Virksomhed med Statens øvrige Borgere«, gjorde ham i vide Kredse populær. Medens Forslagsstillerne i
Forsamlingen bleve Gjenstand for en Række skarpe personlige Angreb, strømmede det ind med
Taknemmeligheds- og Hengivenhedsadresser til D., der stod som en betydelig Skikkelse, og det med Grund.
Foruden at være Stænderdeputeret var han ogsaa Medlem af Kjøbenhavns Amtsraad og Formand for den ved
hans Initiativ skabte ivrige »Landkommunalforening for Kjøbenhavns Amt«. Den ved Anordningen af 13. Avg.
1841 angaaende Landkommunevæsenet skabte Adgang til Selvstyre blev i vid Maalestok benyttet af
Frihedspartiet, der den Gang endnu stod samlet og enigt, hvorfor vi ogsaa se D. lige saa ivrig for det danske
Sprog i Slesvig som for Bondeemancipationen. Han var en af de 18, der indbøde til at give P. Hjort Lorenzen, der
1842 i den slesvigske Stænderforsamling »vedblev at tale Dansk«, en Hædersgave, og det blev ham, der ved
Skamlingsbank-Festen 18. Maj 1843 overrakte Lorenzen det ved en Nationalsubskription anskaffede
Sølvdrikkehorn. Han var mellem de 22, der med H.N. Clausen i Spidsen indbøde til Dannelsen af en Fond for
Oprettelsen af danske Undervisningsanstalter i Nordslesvig, og han var i 1844 Medlem af den saakaldte
»Syvstjærne«, der med J.F. Schouw som Leder bl.a. fremkaldte en af 20.960 Underskrifter bedækket Adresse til
Kongen om det danske Sprog i Slesvig.
Datidens politiske Liv slog sig imidlertid ikke til Ro ved Pengeindsamlinger og Indgivelsen af Adresser. Det
agiterede ved Afholdelsen af Fester og Banketter med politiske Udtalelser, og D. mødte med »uopslidelig
Ungdommelighed« som Taler paa den kgl. Skydebane ved Kjøbenhavn, paa Himmelbjærget, i Egebæksvang og
mange andre Steder. I Juni 1845 var han saaledes tilstede ved et Møde paa Ulkestrup Mark i Holbæk Amt, men
her forkølede den 68-aarige Mand sig, og et uheldigt Fald forværrede hans Tilstand. Han blev syg, og
Sygdommen varede til ind i 1848. Han blev forhindret i at give Møde i Stænderne, hvortil han 2. Gang var bleven
gjenvalgt 1847, men derfor var han ikke ledig. I Dec. 1845 indbød han sammen med Balthasar Christensen til
Oprettelsen af et »Bondevennernes Selskab«, der ogsaa stiftedes 1. Juni 1846, og for hvilket Kapitajn A.F.
Tscherning blev Formand. Den syge D. blev kun Medlem af Selskabets Bestyrelse, men hvor levende han
paaskjønnedes, kan bl.a. ses deraf, at Bønderne i Kjøbenhavns Amt i Dec. 1846 overrakte ham en Gulddaase
med hans Navn i Brillanter. Betegnende er det ogsaa, at da en større Deputation af Bønder fra Østifterne 14.
Febr. 1848 ønskede at overrække Kongen forskjellige Adresser, men kun blev kølig modtagen ved Hoffet,
svarede den ved en Demonstration til Ære for D. Den begav sig til hans Bolig, hvor den takkede ham for hans
mangeaarige Virksomhed for Bondestandens Opkomst.
Med det nye politiske Liv, som brød frem ved Frederik VII's Tronbestigelse i Jan. 1848, syntes D.s gode Helbred
at skulle vende tilbage. Han var mellem de 45 ansete Mænd, der 23. Febr. protesterede mod Forfatningsreskriptet
af 28. Jan., og da Bondevenneselskabet med Valgene til den grundlovgivende Rigsforsamling for Øje principielt
modarbejdede Valg af de Stænderdeputerede, der havde stemt for Kongevalg, viste han sig som den gamle
selvstændige Karakter. Han brød med Selskabet, støttede de af det bekæmpede Kandidater og stillede sig selv
imod dets Kandidat i Holbæk Amts 2. Valgkreds (Tvede Kro). Han faldt her, men desuagtet blev han folkevalgt
Medlem af Rigsforsamlingen, i det han blev valgt i Frederiksborg Amts 2. Valgkreds (Esrom).
Alder og Svagelighed undlode dog ikke nu at gjøre sig gjældende. Han spillede kun en mindre Rolle i
Rigsforsamlingen, hvor han selvfølgelig stemte for Grundloven, men betegnende for den store Agtelse, han
vedblivende nød, er, at Bondevenneselskabet i Okt. 1849 henvendte sig til ham om paa ny at træde ind i dets
Bestyrelse, hvad han ogsaa gjorde, men kun for i Marts 1851 endelig at udmelde sig, ligesom han allerede i Juli
1850 havde nedlagt sit Mandat som Folketingsmand for Kjøbenhavns Amts 2. Valgkreds (Lyngby). Han følte sig
uskikket til videre Deltagelse i det offentlige Liv, og 25. Avg. 1851 døde han da i Kjøbenhavn efter 11 Dages
Sygeleje. — Hvad hans industrielle Virksomhed angaar, skal her endnu kun meddeles, at han allerede i 1840
126/484