Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

fornemmelig Præsten H.J.C. Høegh i Gjentofte og dennes Kollega B.F. Rønne i Lyngby samt Frederik de Coninck
paa Frederikslund ved Dronninggaard og hans Broder Jean de Coninck — samt ved egen Erfaring dannede han
sig efterhaanden selvstændige Meninger og brød fuldstændig med al gammel Slendrian. Han arbejdede personlig
med i Marken, og med urokkelig Bestemthed bibragte han Folkene, der i Begyndelsen vare uvillige, den
Overbevisning, at hvad »Herren« én Gang havde sat sig i Hovedet, det maatte ske. Først og fremmest lagde han
Vægt paa gode Redskaber; i Steden for den klodsede Hjulplov indførte han saaledes Svingploven, men han
indførte ogsaa Kartoffelavl i det store, Roeavl, Vexeldrift, Staldfodring osv., alt betydningsfulde Reformer, og hvad
han saaledes efterhaanden kæmpede sig frem til, vilde han ikke bevare for sig selv. Han blev landøkonomisk
Forfatter, og 1813 fik han det kgl. danske Landhusholdningsselskabs Sølvmedaille for et Skrift om Vexeldrift
ligesom 1817 dets Guldmedaille for en Afhandling om Kløveren. Og i dette Selskab, som han 1812 indtraadte i,
blev han hurtig en betydende Person. 1814 blev han Medlem af dets Skriftkomité, 1815 af dets første
Agerdyrkningskomité, og fra 1819—30 var han en af dets 3 Præsidenter. Han var ogsaa stadig virksom. Han
oversatte Alb. Thaers »Grundsætninger for Landøkonomien« (I—IV, 1816—19), stiftede 1818 sammen med J.
Collin »Agerdyrkningsselskabet for Kjøbenhavns Amt« (der for øvrigt kun bestod til 1824), foretog 1819 en
landøkonomisk Rejse i Tyskland, var i Aarene 1820—30 virksom ved en Række Prøvepløjninger, lod i 1825
smedde Mønsterplove ved Strandmøllen og udgav sammen med Fr. de Coninck og Pastor Rønne
»Landøkonomiske Tidender« (I—VII, 1815—17), som han fortsatte alene (VIII—IX, 1818—19; »Nye
landøkonomiske Tidender« I—IV, 1819—25), kun en kort Tid assisteret af J. Collin. 1834 udgav han endelig sit
vigtige Skrift »Landøkonomiske Betragtninger« (2. Opl. 1842) og i 1841 og 1842 nogle Smaaskrifter om Silkeavl
og Morbærtræer.
Den Friskhed og Frejdighed, der gjennemstrømmer hele hans landøkonomiske Virksomhed, maatte nødvendigvis
gjøre Indtryk. I vide Kredse blev han en anerkjendt Avtoritet, men uden Modstand trængte han ikke igjennem.
Forholdet til Professor C. Olufsen, i hvis »Økonomiske Annaler« han i 1807 debuterede som Forfatter, udviklede
sig til en bitter Polemik, og der foreligger ogsaa andre polemiske Artikler af ham, f. Ex. imod Hertugen af
Augustenborg og Landvæsenskommissær C.F.J. Dalgas. Hans ivrige Begejstring for alt nyt i Forbindelse med, at
han paa Avtodidakters Vis kunde staa uvidende om væsentlige Forudsætninger, undlod i det hele ikke at berede
ham Vanskeligheder, men hans store naturlige Begavelse kom ham paa den anden Side næsten altid til Hjælp. D.
trak sig aldrig ængstelig tilbage, men forsvarede livlig sine Meninger, og at han anerkjendtes, kan ses deraf, at
han i 1835 blev optagen som Medlem af Videnskabernes Selskabs fysiske Klasse. Staten anerkjendte ham ved
1817 at udnævne ham til — Kammerraad, en Titel, som han beholdt hele sit Liv.
Som han optraadte i Agerbruget, optraadte han ogsaa i Industrien. 1810 døde hans Fader, og da han nu overtog
Strandmøllen, blev han ogsaa her trods de trykkede Tider en energisk Reformator. Allerede 1790 havde
Dampmaskinen holdt sit Indtog i Danmark, men det var dog først under D. paa Strandmøllen, at Landet blev
fortroligt med Dampen. 1821 anskaffede han en Dampmaskine, som 1829 kom til at drive en Papirmaskine, den
første i Norden, og 1835 havde Strandmøllen ikke mindre end 3 Dampmaskiner paa henholdsvis 6, 20 og 40
Hestes Kraft og 2 Papirmaskiner. Medens den i 1827 kun producerede 15.000 Ris Papir, var dens Produktion i
1843 84.000 Ris. D. forsvarede sejerrig Maskinpapiret over for en Række Angribere, der holdt paa det tidligere,
haandforarbejdede Bøttepapir, og 1841 indforskrev han en fransk Papirmager, for at alt kunde blive bedst muligt.
Han holdt sig imidlertid langtfra udelukkende til Papirfabrikationen. En i 1821 indtraadt Forhøjelse af Oljetolden
lod ham anlægge Oljemøller, som Toldens Nedsættelse i 1831, under hans kraftige Protest, dog igjen bragte til at
forsvinde, 1827 var han Medanlægger af en Fajancefabrik, Søholm, i Nærheden af Bellevue paa Strandvejen, en
Tid tænkte han paa at anlægge et Garnspinderi paa Strandmøllen, og han arbejdede ivrig for det i 1841 stiftede
»Dansk Silkeselskab«. Med Haand og Mund kæmpede han imod den overleverede Sætning, at Danmark ikke var
og ikke kunde blive et Fabrikland, han stræbte fremad i stort og smaat — 1824 fik han saaledes den første
hydravliske Presse her til Landet —, men han fordrede Industrien beskyttet gjennem Tolden. Han udtalte sig
oftere bestemt imod Frihandelstheorien. Den manglede Erfaringens Stempel, og han saa ingen Grund til, at
Danmark i denne Retning skulde tjene som Prøveklud.
Dette kunde synes dikteret af personlige Interesser, hvad han ogsaa fik at høre, thi han fordrede høj
Indførselstold paa Papir og et fuldstændigt Forbud mod Udførsel af Klude, men D.s kraftige og energiske
Optræden var aldrig præget af Egennytte, den havde vide Horisonter. Hans Maal var tidlig de brede Lags
Udvikling, hvad han tydelig lagde for Dagen. Fra 1816—36 skrev han økonomiske Meddelelser i Almanakkerne,
1835 var han Medstifter af Trykkefrihedsselskabet, fra 1836—38 deltog han i Udgivelsen af »Læsning for
Almuen«, og fra 1838—41 udgav han alene »Til Underholdning for Menigmand«, ligesom han oftere holdt
Foredrag i den 1838 stiftede Industriforening i Kjøbenhavn. Det var dog særlig Bondestanden, han som
Landmand var kommen i nær og fortrolig Forbindelse med, der ejede hans Interesse. Han havde derfor med
Sympathi fulgt bl.a. Schweitseren Fellenbergs landøkonomiske Opdragelsesanstalt i Hofwyl, og hvor frit, næsten
revolutionært han saa paa vore Landboforhold, udtrykker han kraftig i sine ovenfor nævnte »Landøkonomiske
Betragtninger« (1834). »Frivillig eller tvungen«, siger han, »tidligere eller sildigere ville de privilegerede Klasser
blive nødte til at opgive formentlige og i en mørk Tidsalder erhvervede eller tillistede Rettigheder, der stride mod
Tidens Aand og Menneskets Værd. Bonden vil opleve den Tid, da ej blot hans Legeme er lige saa frit som hver
anden Borgers, men og hans Ejendom, hans Tid ene er underkastet egen Vilje. Herremanden vil blive nødt til at
pløje sin egen Mark, og Adelsmandens og Borgerens Søn vil miste den lidet ærefulde Rettighed at lade Bondens
125/484