Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Spørgsmaal, om han havde gjort sig skyldig i noget, der retfærdiggjorde hans Afsættelse. Han havde utvivlsomt i
det hele passet sit Embede forsvarlig og kunde maaske med rette sige, at han gjorde sit bedste for, at man ikke
skulde glemme Biskoppen over Konferensraaden. Det var ogsaa aldeles overvejende Regeringen selv, der havde
draget Gavn af hans administrative Dygtighed paa de mange verdslige Omraader. Man kan derfor kun finde det
forargeligt, at Christian VI og hans nærmeste Raadgivere aabenbart vare meget utilfredse med, at ingen fremkom
med graverende Sigtelser imod den faldne Biskop. Ivar Rosenkrantz udtalte med rene Ord sin Misstemning
derover i et Brev til Vibe, og Regeringen søgte endog at opmuntre til at fremkomme med Anklager. Men imidlertid
døde D. 17. April 1731, vistnok for en stor Del knust af Græmmelse. Der fremkom efter hans Død nogle
Beskyldninger imod ham for det selv samme, han havde faaet Rostgaard dømt for, nemlig for at have ladet sig
bestikke. Men vi kjende kun Anklagerne, og om der end ved dem falder en stærk Mistanke over ham, berettige de
ikke til at domfælde ham.
D. var gift med Else Rosenmeier, der overlevede ham indtil 1745. Af deres Børn bleve 6, 3 Sønner og 3 Døtre,
voxne, blandt hine [...] Kancelliraad Carl D. og Generalmajor Peter D.
Til: Indholdsfortegnelsen
121/484