Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

yngste Søn fik Bestalling som Kapitajn i Infanteriet og dermed Ret »til at nyde et eller andet vakant blivende
Kompagni«.
I Aaret 1724 skrev han et langt Brev til Kongen, der gjentagne Gange er blevet trykt og indeholdt et Forsvar for
det norske Folk. Vistnok findes der de mest forunderlige Overdrivelser i dette Brev, hvor han skildrer, hvad det
norske Folk havde lidt ved Krigen. Han gaar til saadanne Yderligheder som til at paastaa, at i det mindste en
Tredjedel af Landets Indbyggere var bortsmeltet og over Halvdelen af dets Formue gaaet tabt. Men enhver maa
sande alt, hvad han siger til Ros for Nordmændenes Fædrelandssind, Troskab og Tapperhed under den store
nordiske Krig. Der er for saa vidt ikke Grund til andet end at anerkjende hans varme Sindelag for det Folk, hos
hvem han nærmest virkede, og hans Brev kan anføres som et af de for øvrigt ikke faa Vidnesbyrd, man har om, at
dansk fødte Embedsmænd i Norge kunde voxe stærkt sammen med Befolkningen der oppe. Kun har man ondt
ved at tro paa, at der fra nogen Side, der havde Betydning, er blevet fremført saadanne taabelige Anklager imod
Nordmændene som de, han her gik til Felts imod. Det ser stærkt ud, som om det lille Skrift har været rettet imod
Mænd, der advarede Kongen imod at ophidse Stemningen i Norge ved at gaa ind paa visse Reformer der oppe,
som D. var ivrig for.
Han havde nemlig med stor Iver kastet sig ind i flere Sager, der havde mere end almindelig Vigtighed for Norge.
Beskatningen her hvilede paa et meget forældet og indviklet Grundlag, og det var rimeligt nok, om man søgte at
naa en lignende Simpelhed som den, der i Danmark var vundet ved Hartkornsberegningen. En Amtmand Nobel
havde i længere Tid arbejdet for at faa en Reform i den Retning i Gang, og efter at Regeringen havde besluttet at
forsøge derpaa, fik D. ogsaa at gjøre dermed. Han kastede sig derover med sin vante, næsten krampagtige
Virksomhedslyst. Saa meget mere tog han sig det nær, da Sagens Gjennemførelse til sidst fandt en Modstand,
som han ikke formaaede at bryde. Den blev (Dec. 1724) stillet i Bero, og der er næppe Tvivl om, at, hvor sund en
Tanke der end laa til Grund for Reformplanen, var det en lidet praktisk Vej, ad hvilken Nobel og D. søgte at
gjennemføre den. De Mænd, som her især havde stillet sig i Vejen for ham, vare Statholderen i Norge, Ditlev
Vibe, og den daværende Overkrigssekretær, Ministeren for Flaade og Hær, Admiral Gabel. Medens D. i denne
Sag vistnok havde et norsk patriotisk Formaal, fristes man ved to andre Spørgsmaal, som han samtidig var ivrig
for, til at søge hans Hovedmotiv i Lysten til at indynde sig hos Kongen. Det var, da han arbejdede for og ogsaa
naaede at faa solgt Kirkerne i Norge for derved at skaffe en Del Penge i Statskassen, aabenbart et i sine
Virkninger for den norske Kirke højst uheldigt Foretagende, og da han gjenoptog en ældre Tanke om at sælge
Præstegaardene i Norge, saaledes at enhver Præst skulde være nødt til at tilforhandle sig den Præstegaards
Bygning, som var forundt ham til Bolig. Men dette Forslag, der utvivlsomt vilde have vakt almindelig Misfornøjelse
i den norske Gejstlighed, gik, da det kom til Stykket, ikke igjennem. Især Oversekretæren i det danske Kancelli,
Frederik Rostgaard [se om Rostgaard i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], arbejdede derimod,
saa Kongen lod det falde (Sept. 1724).
Paa flere Punkter havde D. saaledes lidt Nederlag; men det stod ikke i Sammenhæng med, at hans Yndest var
taget af. Det skulde aabenbart være et Bevis paa, at det modsatte var Tilfældet, naar han 1. Dec. 1724 fik Titel af
Konferensraad — unægtelig en højst paafaldende Titel for en Biskop, men som kun alt for godt passede til den
stærkt verdslige Side ved hans Virksomhed. Han glemte imidlertid ikke dem, der havde været hans Modstandere i
de nys nævnte Sager. Det er umuligt andet end at stille hans vrede Stemning imod dem i Forbindelse med, at han
i Dec. 1724 hidsede Kongen til at skride ind imod saadanne Embedsmænd, der havde forbrudt sig imod
Forordningen af 23. Okt. 1700, i Følge hvilken det var Embedsmændene strængt forbudt at tage imod »Skjænk
og Gave«. I det Kongen æggedes ved Angivelsen om, at slig Misbrug gik i Svang, forøgedes hans Ophidselse
derved, at det blev paastaaet, at de, der forbrøde sig paa den Maade, havde for Skik at dække sig ved Dronning
Anna Sophies Navn, som om det var til hende, de Penge indbetaltes, som de krævede for at skaffe Folk
Embeder, Titler, Adelsbreve osv. saaledes kom det til den uhyggelige Gehejmekommission (Dec. 1724) eller, som
den ogsaa kaldtes af Folk paa Grund af de Eder, der krævedes af dem, som forhørtes af den,
Bandekommissionen [udtales formentlig derfor: 'banne' ...]. Disse Undersøgelser fremkaldte ved den Maade,
hvorpaa de bleve ledede, i flere Aar en uhyggelig Stemning i vide Kredse. Og som D. var den, der fra først af gav
Stødet til denne Kommission, saaledes vare de vigtigste Personligheder, som den ramte, netop de to Mænd, som
nylig havde været hans ivrigste Modstandere, Rostgaard og Gabel. D. deltog vel kun selv en kort Tid i
Kommissionens Forhandlinger i Kjøbenhavn, men dog længe nok til at se Rostgaard i Konseillet blive dømt til
Afskedigelse. Senere røgtede han Kommissionens Gjerning i Norge.
D. havde tillige med flere andre Medlemmer af denne Kommission (23. Marts 1726) faaet en Decharge, »hvorved
endog de kongelige Souveræner i Regeringen forbydes at have nogen Tiltale imod dem«. Men hvornaar har en
saadan Udtalelse bundet en Konges enevældige Efterfølger? D. var netop den af alle Anna Sophies virkelige eller
formentlige Tilhængere, hvem Christian VI's Vrede ramte haardest, da han 12. Okt. 1730 besteg Tronen. Ikke
usandsynlig har den nye Konge troet paa det Rygte, der havde fortalt om, at D. havde hjulpet med til fra først af at
fremme Frederik IV's Kjærlighedsforhold til Anna Sophie. Allerede 6 Dage efter sin Tronbestigelse sendte
Christian VI Statholderen D. Vibe Befaling til at suspendere ham, og 24. Nov. blev der givet Vibe Ordre til at
meddele D. hans Afsættelse. Ja, Kongen berøvede D. endog det Naadensaar, der tilkom ham, og dette var
ligefrem en Vilkaarlighed, thi dømt for en Forbrydelse var han ingenlunde. Naturligvis krævede D. retslig
Undersøgelse. Hvor sikkert det end er, at adskilligt i hans Færd havde været lidet tiltalende, er det dog et
120/484