Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

udkomme i særskilte Aftryk efter gamle Opskrifter. Om betydelige Gaver som satirisk Digter vidner den
fortræffelige »Dale vise« (»Fjældbyggen agter paa Tiden«), hvori Forfatteren med megen Djærvhed og
Anskuelighed opruller en Række Folkelivsbilleder til Belysning af Helgelændingernes Hovedfejl: Urenlighed,
Processyge og Usædelighed.
Af D.s større Arbejder har intet vundet større Navnkundighed end hans »Nordlands Trompet«. Det var
paabegyndt allerede i 1678, lagdes flere Gange hen og var først færdigt mod Slutningen af Aarhundredet.
»Nordlands Trompet« er en poetisk Beskrivelse af hele det nuværende Tromsø Stift, hvoraf Forfatteren gjennem
Selvsyn kun kjendte den sydlige Del, Helgeland; hvad han fortæller om de nordligere Dele, hviler paa mundtlige
Efterretninger fra andre. Naar D. her optræder samtidig som Topograf og Digter, falder det ham ikke et Øjeblik ind
at lade den poetiske Frihed tumle sig paa den faktiske Sandheds Bekostning. Digtet er en indtil de mindste
Smaating sand og troværdig Skildring af Forholdene nord paa. Øernes Beliggenhed, Fjordenes Retning, de
herskende Vinde, Dyrelivet paa Land og Hav gjøres der lige saa nøje Rede for som Lofotfisket,
Handelsforholdene og Befolkningens daglige Levemaade. Der er lange Opregninger og en Indgaaen i
Enkeltheder, som vilde være overvældende, hvis ikke den kjække, livsglade Tone, Forfatterens levende Interesse
for sit Æmne og hans Kiærlighed til det fattige og nøjsomme Folk, hvis Bedrift han skildrer, gik som en belivende
Strømning gjennem det hele Digt. Dertil komme de mange Steder af virkelig poetisk Skjønhed, de letflydende
Vers og det heldig valgte Metrum. Det er ved disse Egenskaber, at »Nordlands Trompet« i Norge er bleven en
Folkebog som maaske intet andet Skrift uden for den gudelige Litteratur.
Derimod kan Forfatteren ingenlunde siges i de enkelte Udtryk at have lagt an paa at skrive populært. Vistnok
findes her, fordi Æmnet førte det med sig, en Mængde norske Betegnelser, som tidligere, ikke vare fremkomne i
Skriftsproget; men ved Siden deraf vrimler der af franske og tyske Ord, ligesom den romersk-græske Gudeverden
stadig optræder indgribende i Nordlændingens Livsforhold. Den enfoldige Læser lod sig ikke forstyrre af
saadanne Enkeltheder.
Af D.s religiøse Digtninger er hans Katekismus-Sange (»Dr. Mort. Luthers lille Katekismus, forfattet i bekvemme
Sange under føjelige Melodier«) saa vel i Omfang som i indre Værd den betydeligste. Dette Arbejde havde han
færdigt 1698, da det undergaves hans Biskops Censur. Han har dediceret Bogen til sin Fætter Dr. Peter
Jespersen og sine mange Slægtninger paa Helgeland. I Dedikationen beder han P. Jespersen tage sig af Bogens
Trykning, hvilket denne vistnok ogsaa har gjort, thi den første Udgave udkom 1714, nogle Maaneder før P.
Jespersens Død. Digteren har villet, at »de unge skulde lære sin Katekismus syngende«; han har derfor ved alle
Sangene givet Anvisning paa kjendte Melodier, hvoraf mange ere laante fra verdslige Viser. I intet af sine øvrige
Skrifter lægger D. en saadan Færdighed i Versets Behandling for Dagen, ingensteds er hans Foredrag varmere
og mere indtrængende. Endnu kan man læse det ene efter det andet af disse lange Digte uden at trættes. Af
Katekismus-Sangene har Landstad gjort et forholdsvis rigeligt Udvalg i sin Salmebog og derved ladet D. for første
Gang komme til Orde i den norske Kirkesang. — Ikke mindre Yndest og Udbredelse blandt Almuen vandt D.s
»Aandelige Tidsfordriv eller bibelske Visebog«. Den indeholder en Samling af Fortællinger fra det gamle
Testamente, som Digteren har gjenfortalt paa Vers. Særlig tiltalende har Almuen fundet Sangen om Jephtas Løfte
(»Det hændte sig Jephta, den Gileads Mand«), som blev sungen overalt i Landet. — D.s »Evangelier sangvis
forfattede« udgaves sammen med Svogeren Steen Wirthmands Sange over Epistlerne. Skjønt unægtelig af noget
ringere Værd end hans øvrige gudelige Digtning har dog ogsaa Evangelie-Sangene kunnet glæde sig ved meget
stor Udbredelse. — Dette gjælder ikke om de bibelhistoriske »Digte om Ruth, Esther og Judith«, der allerede
snart efter sin første Udgivelse (1723) synes at være saa godt som glemte. Og dog røbe ogsaa disse Digte, for at
bruge Welhavens Udtryk om dem, »et Digteranlæg eller, om man vil, en ubevidst Kunst, som i gunstigere Tider og
Forhold kunde have naaet den højeste Udvikling«.
Uagtet D.s større Skrifter alle vare fuldt færdige til Trykken, endog med Fortaler og Tilegnelser, fra hans Haand,
udkom intet af dem og sandsynligvis heller ingen af hans mindre Digte, medens han levede. Dog var hans
Digtning allerede spredt viden om i hans levende Live. Biskop Krog i Throndhjem [Trondheim] sang ved hans
Død: »Den norske Maro, Dass, er død, hvis Digtergejst som Honning flød ud af Parnassi Top«. Udbredelsen af
hans Værker skete en Tid lang gjennem Afskrifter, hvoraf der endnu haves mange bevaret, af »Nordlands
Trompet« f. Ex. ikke mindre end 12. Da de først vare udkomne i Trykken, fulgte af de fleste Oplag paa Oplag. De
optryktes (ofte slet nok) som herreløst Gods af Bogtrykkere, ikke alene i Kjøbenhavn og Christiania, men ogsaa i
Aalborg og i alle de norske Byer, som havde et Trykkeri. Af de omfangsrige Katekismus-Sange haves Rede paa
25 fuldstændige Udgaver, hvorhos flere Sange af denne Bog tryktes særskilt og udkom som anonyme Gadeviser.
Der er ingen Tvivl om, at D.s Digte gjennem hele det 18. Aarhundrede og den første Halvdel af det følgende have
været den norske Almues Yndlingslæsning. Fra Nordkap til Lindesnæs, fra Havet til de inderste Bygder har han
været kjendt som ingen anden norsk Digter. Allermest har han naturligvis været skattet i Nordland, hvor man
sammenfattede hans Forfatterskab under Navnet »Hr. Petter-Digt«, og hvor han lige til vor Tid har fundet talrige
Efterlignere. Blandt de højere Klasser bleve derimod D.s Skrifter lidet paaagtede. Det stadfæstede sig, som A. C.
Dass siger i sin Udgave af »Nordlands Trompet«, at denne Poet »levede før den polerede Alder«. Han fjærnede
sig alt for langt fra, hvad man i det 18. Aarhundrede betragtede som mønstergyldig Poesi, til at hans jævne og
ukunstlede Vers kunde finde Naade. Det er egentlig først i vore Dage, at denne Digter har faaet den ham
tilkommende Plads i vor Litteraturs Historie. Hans »Samlede Skrifter«, udgivne af A. E. Erichsen, udkom i 3 Bind
117/484