Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Dass, Benjamin, 1706—75, Skolemand og Lærd
Af A.E. Erichsen
Benjamin Dass fødtes 15. Avg. 1706 paa Gaarden Skar i Alstahovg Præstegjæld i Nordlandene. Hans Fader,
Jacob D. (Brodersøn af efternævnte Peter D.), var Gaardbruger og levede i trange Kaar. Moderen, Juditha
Carstensdatter, var Søster af Digteren Marcus Volquartz. Da Finnernes Missionær Thomas v. Westen i 1719
opholdt sig i Alstahovg, blev han opmærksom paa D. og tog ham med sig til Throndhjem [Trondheim] for at
uddanne ham for Missionen. Efter 7 Aars Undervisning i Throndhjems Kathedralskole, der paa den Tid tillige var
indrettet som Forskole for vordende Missionærer, blev D. Student i 1726. Da Th. v. Westen døde det følgende
Aar, opgav D. al Tanke om Missionsvirksomhed og benyttede sit lange Ophold i Kjøbenhavn til omfattende
Studier i klassisk Filologi, Theologi og Historie. Han sluttede sig navnlig til Professor Hans Gram [se om Hans
Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der tog sig meget af ham. 10. Dec. 1734 udnævntes
han paa Grams Anbefaling til Rektor ved Throndhjems Kathedralskole. Efter at han 15. Jan. 1735 havde taget
Magistergraden, ilede han til Throndhjem for at indtage sin nye Stilling.
Throndhjems Skole var, da D. overtog den, i den sørgeligste Forfatning, næsten i Opløsningstilstand. Han
begyndte med at befri den for en Del gamle og umulige Disciple og udarbejdede derefter en Plan for Undervisning
og Disciplin, der vidner om en paa den Tid ualmindelig pædagogisk Indsigt. D. var som Rektor og Lærer alvorlig
og stræng; »vor forkjælede Tidsalder«, siger Johan Nordahl Brun, »havde vel kaldt ham Tyran«. Han holdt skarpt
Øje med Disciplenes Sæder, var sparsom paa Ros, af sine Dimittender krævede han meget; man ventede sig
derfor ogsaa ved Universitetet, hedder det, mere af D.s Dimittender end af andre. Fra mange af hans Elever er
der opbevaret Udtalelser om den Taknemmelighed, de nærede mod denne strænge, men varmtfølende Lærer,
som vakte deres Æresfølelse, skabte Lysten hos dem til Studeringer og understøttede dem, naar de vare
trængende. Alle ere enige om, at han efterlod Skolen i en blomstrende Tilstand. Med sin overordnede, den
myndige Biskop Eiler Hagerup, var D. fra første Færd af kommen paa en spændt Fod. Biskoppen havde faaet
ansat som Konrektor sin egen 18-aarige og for en saadan Stilling aldeles uskikkede Søn, og for øvrigt søgte han
ved enhver Lejlighed at gjøre sig gjældende paa en for Rektoren krænkende Maade; da denne heller ikke vilde
give Slip paa den ham tilkommende Myndighed, kom det gjentagne Gange endog i Disciplenes Paahør til
uhyggelige Optrin. Ogsaa med Nannestad, Biskop fra 1748, fandt der Rivninger Sted. Efterhaanden blev D. træt
af Skolelivets Besværligheder, og da han som ugift kunde nøje sig med en ringere Indtægt, besluttede han at
fratræde. Det lykkedes ham at faa sin kjæreste Elev, Gerhard Schøning, udnævnt til sin Eftermand 15. Jan. 1751,
mod at denne afstod ham en liden Del af Embedets Indtægter som Pension.
Som Rektor havde D. efterhaanden lagt sig til et anseligt Bibliothek, ligesom han var ivrig Samler af Mønter,
Medailler og Kobberstik. Ogsaa til videnskabelige Sysler havde han faaet Tid og havde bl.a. ikke ringe Del i den
Oversættelse af det nye Testamente, der udarbejdedes under Grams [se om Hans Gram i: Georg Brandes:
»Ludvig Holberg« [digital udgave]] Avspicier, og hvoraf den første Prøve udkom 1742. Efter sin Afsked ofrede han
sig helt for Videnskaberne. Endnu blev han et Par Aar boende i Throndhjem [Trondheim]og sluttede i denne Tid et
varmt Venskab med Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], som samtidig med
Schøning havde bosat sig i denne By. I 1753 flyttede han til Kjøbenhavn, hvor han tilbragte 16 Aar i litterært
Otium og under fortrolig Omgang med Langebek [se om Langebek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital
udgave]], Luxdorph [se om Luxdorph i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], Hjelmstjerne og andre
samtidige lærde. Han var Medarbejder i de 1756 og 1757 udkomne »Efterretninger om nye Bøger og lærde
Sager«. Han arbejdede paa Biografier af sine Velgjørere v. Westen og Gram og af den fortjente throndhjemske
Biskop Erik Bredal; men, blottet for litterær Ærgjerrighed, som han var, fik han intet udgivet; hans Forarbejder ere
imidlertid komne senere Forfattere til gode. En stor Del af hans Tid optoges med at yde Vennerne i Throndhjem
[Trondheim], Suhm og Schøning, litterær Hjælp: han skaffede dem Afskrifter fra Hovedstadens Arkiver, Excerpter
af Bøger, modtog og gjennemgik deres Manuskripter, forhandlede med Bogtrykkerne og læste Korrekturen;
ogsaa deres store Bogindkjøb besørgedes væsentlig af ham. Hvor indholdsrig hans Brevvexling med disse
fraværende Venner har været, kan skjønnes af de endnu bevarede, af Nyerup (i »Suhms Levned og Skrifter« S.
189 ff.) offentliggjorte 25 Breve til Suhm. »De udgjøre«, siger Nyerup, »en sammenhængende Udsigt over det
danske lærde Væsen i Aarene 1755—63.« Stilen i disse Breve er fyndig og pikant; i sin Dom om Personer og
Bøger er han højst uforbeholden, oftest træffende, hyppig ogsaa skarp og sarkastisk. Senere Litteraturhistorikere,
som Nyerup og N. M. Petersen, henvise jævnlig til D.s Kritik.
Baade Schøning og Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] forlode Throndhjem
[Trondheim] i 1765, den første for at overtage et Professorat i Sorø; Suhm opslog sin Bopæl i Kjøbenhavn. Fra nu
af havde D. i nogle Aar sit egentlige Hjem hos Suhm, i hvis Hus han ogsaa havde faaet Plads til sin Bogsamling. I
1769 flyttede han til Sorø, hvor han haabede at gjenvinde sin svækkede Helbred, og boede hos Schøning; men
da denne 1773 tiltraadte sin videnskabelige Norgesrejse, vendte D. tilbage til Kjøbenhavn, sygere end før. Han
lagde sig ind paa Frederiks Hospital, hvor han døde 5. Maj 1775. Han testamenterede Schøning den
værdifuldeste Del af sin Bogsamling, nemlig alt, hvad der henhørte til nordisk Litteratur, samt alle sine
Manuskripter paa den Betingelse, at det efter Schønings Død skulde tilfalde Videnskabsselskabet i Throndhjem.
114/484