Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Christian VI skrev betegnende nok om ham til Schulin: »Grev D. er meget sensibel; men efterdi han er os nyttig,
ville vi gjærne menagere ham saa meget som muligt«. Det var godt for D.-S., at Christian VI, der interesserede
sig meget for Flaaden, havde denne Opfattelse af hans Dygtighed, thi der skete gjentagne Gange Forsøg paa at
styrte ham. Snart hed det, at Dokken var et forfejlet Arbejde, der aldrig vilde blive til noget, snart fik Kongen
Meddelelser saa ad den ene, saa ad den anden Vej om, at D.-S.s Beretninger om Flaadens Tilstand gave en
aldeles falsk Forestilling derom, eller det hed sig, at Arbejdet gik rent i Staa paa Holmen, og at der intet blev
udført der ude. Farligst var det maaske, da selve Holmens Chef, Admiral Suhm — Historikerens Fader —, som
tidligere havde staaet ham meget nær, optraadte imod ham med den Klage til Kongen, at Havnen ikke var i den
Tilstand, som D.-S. havde indberettet. Men hvor tilbøjelig Christian VI end var til Mistænksomhed, saa tog han
med Besindighed paa al denne onde Snak, han lod Forholdene omhyggelig undersøge, og det uretfærdige i
Sigtelserne imod D.-S. traadte da tydelig frem.
Imidlertid havde Kongen ogsaa ladet denne faa stor Indflydelse paa et andet Omraade, det var, da han 5. Dec.
1735 oprettede General-Landøkonomi- og Kommercekollegiet. D.-S. har aabenbart været Sjælen i dette, hvis
Præses han var fra dets Oprettelse til Marts 1739. For saa vidt det var Kollegiet, der fremkaldte Stiftelsen af
Banken i Kjøbenhavn, hvis Virksomhed begyndte 1737, har D.-S. her arbejdet i en heldig Retning. Man kan heller
ikke miskjende, at der var noget fædrelandssindet i den Iver, som blev udfoldet for at udvikle Handel og Industri;
men det hele Forsøg paa at skabe Vindskibelighed [dvs. Driftighed] ved et til stor Yderlighed drevet
Beskyttelsessystem med Forbud paa Indførsel af en Masse Varer var dog i sin Grund en stor Misforstaaelse.
Allerede under Frederik IV var D.-S. paa en Tid, da han ellers havde ondt ved at arbejde sig frem, bleven
Danebrogsridder (1722), hvad der vel altsaa er bleven opfattet som en Æresbevisning, der ikke kunde nægtes
ham, en Konges Sønnesøn. Christian VI synes at have haft en egen Smag med Hensyn til sine
Hædersbevisninger. I det mindste lod han ved Dokkens Indvielse D.-S. kun faa en Sølvmedaille, medens hver af
Konseillets Medlemmer fik en Guldmedaille. Senere skjænkede han ham efter en af Anklagerne imod ham som et
Oprejsningstegn sit Portræt, indfattet i Brillanter, til at bære paa Brystet. Derimod blev D.-S. besynderlig nok ikke
under ham Ridder af Elefanten. Denne Orden skjænkedes ham først ved Frederik V's Kroning 1747. Den blev
den Gang sendt ham med den Tilføjelse, at dette Exemplar af Ordenen var det, Christian VI selv havde baaret, og
at Kongen derfor troede, den vilde være ham dobbelt kjær.
Men dog kom denne udsøgte Hædersbevisning nærmest som et Plaster paa et Saar. D.-S. var meget snart efter
Christian VI's Død bleven afskediget fra sin Stilling i Søetaten. Han var nu i adskillige Aar pensioneret
Embedsmand, blev fristet af Frederik II af Preussen til at træde i hans Tjeneste for at organisere ham en Marine,
men modstod det og levede i Ro, først paa Søllerødgaard, som han havde ejet en Række Aar, saa i Aarhus, hvor
han kunde være i Nærheden af Marselisborg, som han havde faaet efter sin Farbroder Ulrik Chr. Gyldenløves
Død (1719). Men da kaldte Kongen ham tilbage til Virksomhed i Statens Tjeneste, dog ikke inden for Marinens
Omraade, men som Overhofmester ved Sorø Akademi (1760). Embedskarrieren under Enevælden slog tit
besynderlige Bugter, saaledes ogsaa her. Men den virksomme Mand tog sig med Iver af de ham hidtil ganske
fremmede Forretninger. Der var altid noget af en stærk Personlighed i, hvad han tog sig for, og han skal have
arbejdet Akademiet hæderlig op i de 4 Aar, han tilbragte der, indtil hans mange Klager over den pekuniære slette
Stilling, hvorunder Regeringen lod Akademiet lide, bevirkede, at han fik sin Afsked (1764). Man har et Par Taler af
ham fra denne Tid, den ene holdt kort efter, at han havde mistet sin Hustru, som han havde levet meget lykkelig
med. De vise en dyb religiøs Følelse og et for Ungdommen varmt Sind, der særlig tiltaler, fordi det Sprog, hvori
han udtrykte disse Stemninger, har et paafaldende naturligt og simpelt Præg. Efter hans Død udgaves hans
»Samling af Morgen- og Aftenbønner« (2 Dele, 1775), dels originale, dels frie Oversættelser. Hans stærkt
religiøse Stade bragte ham til at se med lidet venlige Øjne paa den som Pædagog bekjendte Basedow, hvem han
paa Grund af hans fritænkerske Meninger holdt for en farlig Ungdomslærer, og han fik ham fjærnet fra Sorø
Akademi, hvor han var Professor. Da senere Basedow havde faaet et Professorat i Altona, søgte D.-S.,
haardnakket som han var, ogsaa at faa Regeringen til at fjærne ham der fra og derimod at lade ham faa en
Stilling af en helt anden Slags, i hvilken han ingen Skade kunde gjøre [...].
To Aar efter, at D.-S. havde forladt Sorø, indtraf en ny Svingning i hans Liv. Da Christian VII havde tiltraadt
Regeringen, henvendte D.-S. sig strax til ham med en Fremstilling af, hvor uheldig Søetatens Styrelse var ordnet,
og da den daværende Overkrigssekretær, F. Chr. Rosenkrantz, forgjæves havde stræbt at tilbagevise hans
Angreb, udnævnte Christian VII ham — ikke uden stærk Tilskyndelse af sin Svoger Carl af Hessen — 1. Avg.
1766 til Medlem af Konseillet. 25. samme Maaned blev han atter stillet i Spidsen for Marinen som
Overkrigssekretær for Søetaten og »Surintendant de marine«. Aarene havde imidlertid lige saa lidt svækket den
lidenskabelige Mands Stridslyst som hans Virkelyst. Det var ham ikke nok at styre Søetaten, og i en Memoire, han
overleverede Kongen, angreb han J.H.E. Bernstorff skarpt som en skadelig Minister [...]. Men Bernstorff
forsvarede sig saa kraftig, at Angrebet prellede af, og det varede ikke længe, inden D.-S. selv maatte vige sine
Stillinger i Konseillet og i Søetaten (27. Okt. 1767). Man har i tidligere Tid givet den temmelig uværdige Mand, der
blev hans Efterfølger i Søetaten, Grev Danneskjold-Laurwigen [...], Skylden for at have faaet ham styrtet; men
højst sandsynlig har han ogsaa haft en særlig Fjende i den hos Kongen meget formaaende russisk-holstenske
Diplomat Saldern, der var forbitret paa ham, fordi han var en Modstander af det holstenske Mageskifte og af den
stærke Tilnærmelse til Rusland, der den Gang var betegnende for J.H.E. Bernstorffs udenrigske Politik. D.-S.
112/484