Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

fleste evropæiske Lande, men dog lige saa sikkert indeholdt Bestemmelser af langt mere reaktionær Natur, end
Forholdene gjorde nødvendige.
Det nøje Sammenhæng med Forordningens Tilblivelse var den Gang ubekjendt, og C.s Fjender fik travlt med at
vælte hele Ansvaret for den over paa ham, ja med at sigte ham for at have faaet den udstedt som et Middel til
Hævn over P.A. Heiberg. Da nu ogsaa dennes Domfældelse fulgte nær efter Forordningen, blev C. Gjenstand for
et Had, der ikke var mindre end den Beundring, man havde vist for ham nogle Aar tidligere. Netop nu ramte
ogsaa en alvorlig Skuffelse ham. Den gamle Kancellipræsident Chr. Brandt [...] veg paa denne Tid sin Plads, og
C. maatte synes selvskreven til at blive hans Efterfølger; men da blev han sat til Side for en Adelsmand, den for
øvrigt vel begavede og grundhæderlige Frederik Moltke, der tidligere havde været Stiftamtmand i Christiania
[Kristiania] Stift og nu var første Deputeret i General-Toldkammeret. [Anders Sandøe] Ørsted har ment, at C.s
store Upopularitet i dette Øjeblik skræmmede Regeringen fra at give ham Præsidentstillingen; men det er dog et
Spørgsmaal, om ikke selve den Reaktionsaand, som C. ved Udarbejdelsen af Forordningen af 27. Sept. 1799 paa
en Maade havde rakt Haanden, her vendte sig imod ham. Det passede ikke til den at stille ham, den borgerlig
fødte Mand, i Spidsen for det vigtigste Regeringskollegium. C. synes tidligere at have staaet i et venskabeligt
Forhold til Moltke; men han følte dog dennes Udnævnelse som en bitter Krænkelse. Da han som ung Mand
havde søgt Amtmandspladsen i Stavanger, var en aldeles ukvalificeret Adelsmand bleven foretrukket for ham, nu
efter at han — bortset endog fra Virksomheden i Landbokommissionen — i en Række Aar havde gjort det
betydeligste Arbejde og baaret det største Ansvar paa et af Statsstyrelsens vigtigste Omraader, saa han sig atter
tilsidesat for en Adelsmand. Skjønt han i flere Aar arbejdede i ydre god Forstaaelse med Moltke og havde fortsat
væsentlig Del i vigtige Lovarbejder, var der en Brod i hans Indre. Det var, som om den gamle Bitterhed imod
Fødselsaristokratiet kun ventede paa en Lejlighed til at bryde løs.
Denne kom (1803), da et Andragende fra en borgerlig født Mand, Generaladjudant Lindholm, om at faa sine
Døtre indskrevne i Vemmetofte Kloster bragte C. til at opstille den Paastand, at Retten til at opnaa Adgang til
dette adelige Kloster ikke alene tilkom de adelig fødte, men ogsaa Døtrene af »Embedsmænd i Rangen«. Sagen
var tilsyneladende ikke af stor Betydning; men da Moltke bestred Rigtigheden af C.s Paastand, kom det til en
Kamp imellem dem, der vidnede om, at en dybere Modsætning laa bag ved den. Med en paafaldende Lidenskab
greb C. Lejligheden til over for sin adelig fødte Modstander at skildre den aristokratiske Aand, som han mente
efter Frederik IV's Død havde faaet Magten her hjemme. Det var Tonen fra hans Indlæg i Landboreformsagen,
men skærpet ved personlig Bitterhed, der her atter kom frem. Ingen kan tage fejl af, at det skulde være et
Sidehug til Moltkes formentlig aristokratiske Standpunkt, naar han efter at have fremhævet det Dødshug,
Landboreformerne havde rettet imod Levningerne af »det stygge Lensvæsen«, udbryder: »Men Aristokratiets
Aand turde maaske endnu skjule sig iblandt disse Ruiner og lure paa Fremtiden.«
Skjønt C. under Debatten viste sig baade Moltke og de andre Kancellideputerede, der støttede denne, i høj Grad
overlegen, kan der næppe være Tvivl om, at han med Hensyn til det egentlige Stridspunkt ikke havde Ret.
Derimod var det en vitterlig retshistorisk Fortjeneste, at han henledede Opmærksomheden paa Betydningen af de
hidtil ganske oversete Privilegier for de kongelige Betjente af 11. Febr. 1679 og paa det Vidnesbyrd, de gave om
Christian V's Ønske at hæve Embedsstanden i Klasse med Adelen.
Efter denne Strid holdt Regeringen en fortsat Samvirken imellem C. og Moltke for umulig, og for ikke at vise sig
partisk fjærnede Kronprinsen dem begge fra Kancelliet, Moltke vendte tilbage til General-Toldkammeret som dets
Chef med Titel af Præsident, C. blev Justitiarius i Højesteret, og denne Stilling, i hvilken han aabenbart har følt sig
lykkelig, beholdt han til sin Død. Moltke og han vare begge for brave Mænd til at bevare Naget imod hinanden. De
udsonedes fuldstændig.
C.s Virkomhed for Landboreformerne var særlig kommen Danmark til gode; men skjønt han aldrig gjensaa Norge,
efter at han som ungt Menneske havde forladt det, bevarede han Kjærligheden til det fuldt ud. Man ser ham
ogsaa med Hensyn til det vise sig som den store Bondeven, i det han stræbte at faa fjærnet, hvad der der oppe
fandtes af et Slags Stavnsbaand ved det unge Mandskabs Forpligtelse til at tage Tjeneste i de Sogne, i hvilke det
var født. I Slutningen af sit Liv havde han stor Del i Omordningen af de med Hensyn til Odelsretten gjældende
Bestemmelser. Man kan forstaa, hvor dybt Norges Adskillelse fra Danmark ved Kielerfreden maatte gaa en Mand
som ham til Hjærte. Han saa for mørkt paa den hele Stilling i Evropa til at tro paa, at der ved Christian Frederiks
Udvælgelse til norsk Konge skulde kunne banes Vej til en Gjenforening med Danmark. Lige saa lidt troede han
paa, at Norge vilde faa Lov til at blive staaende som et Rige helt for sig. Derimod haabede han, at der skulde
kunne skabes det en friere Stilling til Sverige. Med den Tanke for Øje gav han sine Følelser for sine gamle
Landsmænd Luft, i det han 19. Maj 1814 skrev til Christian Frederik: »Søg derfor, min naadigste Herre, at
tilmægle dette tro Folk de bedste Vilkaar, der nu (maaske aldrig siden) kunne erholdes som et føderativt Rige
med Sverige. Aldrig har da nogen gavnet Norge saa meget som De. Da skal jeg velsigne Dem fra min Grav.«
C. var en sjælden udpræget Personlighed. Han havde skarpe Kanter, var herskelysten, taalte ikke let
Modsigelser, og hvor meget han end indtil det smagløse holdt af at tale om sine svage Evner, havde han megen
Selvfølelse. Den Tone, hvori han lod Kancelliet skrive til andre Avtoriteter, var ikke altid den behageligste. Men
han var tillige en Mand med varme Følelser, med en flammende Begejstring for vort Folks Vel, med ædle Formaal
101/484