Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Grund for de tvende Hovedlove, Forordningen af 8. Juni 1787 om Fæstevæsenets Ordning og den af 20. Juni
1788 om Stavnsbaandets Ophævelse. Maa han end med Hensyn til denne sidste Lov dele Æren med flere andre
af Kommissionens Medlemmer, særlig med Reventlow, hvis Fortjeneste vel endog her er nok saa stor som hans,
saa var Fæsteloven af 8. Juni 1787 næsten helt og holdent hans Værk. Efter at han var bleven Generalprokurør,
opgav han sin Stilling som Sekretær i Kommissionen, og han deltog senere, som det synes, kun lidet i dens
Forhandlinger; men dermed var hans Arbejde for Landboreformerne ingenlunde endt. Hans Udnævnelse til
Generalprokurør havde for Landbosagen den Vigtighed, at det danske Kancelli, hvis betydeligste Medlem han var
i en Række Aar, blev draget over til at blive Rentekammerets og Landbokommissionens ivrige Forbundsfælle. En
Række Forordninger var et Vidnesbyrd derom, især den af 19. Marts 1790, ved hvilken Regeringen fastslog, at
det maatte opfattes som Meningen af Danske Lovs 3—13—1 og 4, at alle Fæstebreve skulde gjælde for Bondens
og hans Hustrus Levetid. I de følgende Aar sluttede blandt andre de Lovbestemmelser sig hertil, der tilsigtede at
fremme Afløsningen af Hoveriet, indtil den afgjørende Hovedforordning derom udkom 6. Dec. 1799. Ganske kort
Tid efter at C. var traadt ind i Kancelliet, blev det ogsaa overdraget ham i Forbindelse med
Generalkrigskommissær Wildenrath at lede de saakaldte Extrasessioner omkring i Landet for derved at
gjennemføre Loven om Stavnsbaandets Løsning. Han gjorde dette med stor Iver og Dygtighed.
C.s Virksomhed for Landboreformerne stod i nøje Sammenhæng med, at han stærkt var grebet af sin Tids Ideer.
Man mærker dette paa den ene Side, hvor de saa at sige gik i negativ Retning, thi i religiøs Henseende var han
Fritænker, om det end ikke fattedes ham paa religiøs Følelse; men det træder ogsaa stærkt frem ved den Styrke,
hvormed han omfattede det bedste i Tidens Stræben, dens Humanitetsideer, dens Lære om
Menneskerettighederne. Det er en hos ham idelig tilbagevendende Sætning, at Staterne ere grundede for at
værne om Borgerfrihed og Borgersikkerhed, eller, som han ogsaa har udtrykt sig, »Menneskene have sluttet sig
sammen i Stater for det almindelige bedstes Skyld, og derved forstaas det hele Selskabs og hvert enkelt
Menneskes mulige Lyksalighed«. Denne Lyksalighed kunde kun findes i Friheden. »Ingen Følelse,« har han sagt,
»er mere indprentet hos Mennesket end Lyst til Frihed . . . Friheden er Naturens første og ypperligste Gave til den
ædleste af sine Skabninger.« Denne C.s stærke Følelse for Friheden — vel at mærke den personlige Frihed eller,
hvad man den Gang kaldte den borgerlige Frihed, ikke derimod den politiske Frihed — næredes ved en levende
Uvilje imod den Standsulighed, der havde været fremherskende i tidligere Tider. Han, der dog stod A.P. Bernstorff
og Reventlow saa nær, følte en instinktmæssig Uvilje imod al Adel i og for sig, og han afskyede alt, hvad der
kunde kaldes aristokratiske Forrettigheder. Det var da ogsaa hans Opfattelse, at Statsforandringen her hjemme
1660 var bleven nødvendig, fordi »Statslegemet svækkedes, og Folket mishandledes under Aristokratiets tunge
Aag, uden at Kongerne (hvis Magt var indskrænket ved aftvungne Haandfæstninger) kunde afhjælpe den
offentlige Nød, men maatte ofte med det sukkende Folk lade sig nøje med at beklage deres egen og Landets
Skæbne«. Altsaa Kongen og Folkets store Masse vare naturlige Venner, forudsat at man fra begge Sider forstod
Opgaven ret. »Regenter,« har han ytret i en Tale, han holdt 1794, »ere ikke de, der ved Misbrug have tiltaget sig
dette ædle Navn. Nej! I Landsfædre, det er den eder af Folket overdragne Magt, vi hylde, det er denne, vi kalde
Regering, det er eders herlige Daad, vi prise, naar vi se eder med vældig Haand at bryde Lenstyranniets forhadte
Lænker, Tronens Rettigheder ere uadskillelige fra Folkets, fordi begges Fordele ere væsentlig de samme.«
C. stod, som man kan se heraf, fuldstændig paa den oplyste Enevældes Standpunkt; han mente, som mange paa
hans Tid, at netop ved den stærke Kongemagt kunde den sociale Ligheds og den personlige Friheds Sag bedst
gjennemføres. Og paa denne Sag satte han sin kraftige, ildfulde Personlighed ind, den helligede han sine rige
Evner. Lige saa højt man maa beundre den Arbejdsiver og Nidkjærhed, der udmærkede ham, lige saa stærkt
fængsles man af den Skarphed i Opfattelsen, den Klarhed i Fremstillingen og den Kraft i Bevisførelsen, der
udmærke de betydeligere af hans Betænkninger og Indlæg. Hertil kom en Veltalenhed, der ganske vist undertiden
for meget har sin Tids deklamatoriske Præg til at kunne tiltale os, men hvori der dog ogsaa tit kan være en
mægtig Flugt og ægte Pathos, og som i høj Grad vakte Samtidens Beundring. Disse Egenskaber i Forbindelse
med et rigt Fond af spydig Vittighed gjorde ham tillige til en farlig Modstander, naar det kom til alvorlige Kampe.
Og dem gave Landbospørgsmaalene jævnlig Lejlighed til. Skade kun, at han mere end én Gang lod sig rive hen
af sit lidenskabelige Temperament til at bruge Kampmidler, der ikke vare ham værdige. Saaledes da han — for
øvrigt med fuldstændig Berettigelse og i mange Henseender med glimrende Held — rettede et voldsomt Angreb
imod de 103 jyske Proprietærer, der i Sommeren 1790 i et saakaldt Tillidsskrift, de overrakte Kronprins Frederik,
skarpt havde kritiseret de stedfundne Reformer. Men heller intet kunde overgaa den Forbitrelse, han ved dette sit
Angreb paa »Jydernes Proprietærer« vakte imod sig hos dem og deres Venner. Særlig den lidenskabelige
Kammerherre Lüttichau til Aakjær og Dybvad gik løs paa ham med saa hidsige og ubesindige Udtalelser, at C.
sagsøgte ham og fik ham idømt en klækkelig Bøde som Injuriant (1791).
Stillingen som Generalprokurør førte C. ind paa en Række andre Lovgivningsarbejder. Hans Indflydelse var saa
betydelig, at den største Del af de mange Kancelliet vedrørende Love, der udkom i det sidste Tiaar af det 18.
Aarhundrede, nøje stemmede overens med hans Forslag, ligesom det ved Princip- og Lovfortolkningsspørgsmaal
sædvanlig var hans Mening, der blev fulgt. Flere af sine Betænkninger med Forslag til vigtige Love offentliggjorde
han i Schlegels Tidsskrift »Astræa«, og et Fragment af ham over Grundsætningerne til en ny Kriminallov, som
han udarbejdede, da han (1800) var bleven Medlem af en Kommission, der blev nedsat for at arbejde i den
Retning, blev først trykt i »Juridisk Arkiv« XIX; senere udgav Ørsted det paa ny i »Arkiv for Retsvidenskaben og
dens Anvendelse« VI, i det han ledsagede det med et Forord og nogle Noter. Men det overvejende Flertal af C.s
99/484