Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Colbjørnsen, Christian, 1749—1814, Justitiarius i Højesteret
Af E. Holm
Christian Colbjørnsen var født paa Sørum Gaard i Romerike i Norge samme Dag som Christian VII, 29. Jan. 1749
(efter en anden Angivelse 1. Febr.). Han var Sønnesøn af en Broder til de [...] navnkundige Brødre Peder og
Hans Colbjørnsen og til den ovfr. omtalte berømte Præstekone i Norderhov Anna Colbjørnsdatter. C.s Fader,
Colbjørn Jacobsen C., var Regimentskvartermester, men døde allerede 1761; Moderen hed Anna Dorothea f.
Røring (død 1773). En Amtmand Christian Petersen, en dansk født Mand, der var fjærnere besvogret med
Familien [...], tog sig af den 12-aarige Dreng, og efter at han havde ladet ham nogle Aar gaa i Latinskolen i
Christiania [Kristiania], førte han ham ind i praktisk juridisk Virksomhed. Omtr. 1771 træffe vi C. i Kjøbenhavn,
hvor hans ældre Broder Jacob Edvard C. [...] var en anset Sagfører. Først et Par Aar senere blev C. indskrevet
som Student (17. Juli 1773) og — hvad der maa kaldes en exempelløs kort akademisk Bane — allerede 2 Dage
efter blev han juridisk Kandidat med Laudabilis. 3 1/2 Maaned derefter (11. Nov. 1773) fik han Bestalling som
Højesteretsadvokat. Overvejende praktisk som C.s Udvikling havde været, var det naturligt, at han aldrig blev en
egentlig lærd Jurist. Han stod i saa Henseende afgjort tilbage for Broderen. Men det er som praktisk Jurist og som
Embedsmand, han har vundet sit store Navn, og højst sandsynlig har i saa Henseende hans Uddannelse haft
sine meget heldige Sider. Han gjorde hurtig Lykke som Advokat ved sin Skarphed i Tanken og sin slagfærdige
Veltalenhed, og det var formodentlig som en Anerkjendelse deraf, at han 1776 fik Titel af Justitsraad; men han
havde en skrøbelig Helbred, han følte sig overanstrengt ved Proceduren, og 1778 søgte han Exspectance paa
Amtmandskabet i Stavanger Amt. Det ser ud, som om han ved denne Lejlighed har faaet Løfte om Embedet, naar
det blev ledigt; men da dette skete (1781), blev dog ved en kongelig Kabinetsordre en 21-aarig Adelsmand,
P.U.F. Benzon, hvis Kvalifikation var, at han havde dansk-juridisk Examen, foretrukket for ham, uagtet
Rentekammeret gjorde opmærksom paa, hvor dygtig en Ansøger C. var [...]. Saaledes maatte C. blive i
Kjøbenhavn, hvad der skulde vise sig at være en stor Lykke.
Imidlertid var han 1780 bleven Kammeradvokat, en Stilling, der knyttede ham nøje til Rentekammeret. Da han
1781 i et Anfald af Mismod over Vanskeligheder ved sin Stilling og maaske ogsaa over sin Sygelighed ønskede at
blive fri for Kammeradvokatstillingen, fraraadede Rentekammeret det i en for ham meget smigrende Forestilling til
Kongen, og det blev afslaaet med nogle stærke Udtalelser om den kongelige Tilfredshed og Naade. Baandet
imellem ham og Kammeret blev endnu tættere, da Chr. D.F. Reventlow snart efter Regeringsforandringen 1784
blev stillet i Spidsen for dette Kollegium. Men samtidig kom C. efterhaanden saaledes paa Kant med Højesterets
Justitiarius, Grev Osten, at han følte sin Stilling utaalelig. Vistnok blev der, hvad der maatte gjælde for en
Begunstigelse, givet ham (25. Juni 1783) Tilsagn om, at han, naar han en Gang fratraadte sin Advokatur, skulde
nyde »Anciennitet til Sæde og Løn« som Højesteretsassessor ved forefaldende Vakance; men at Forholdet maa
være blevet meget slet, viste sig et Par Aar senere. Da C. i en Skrivelse til Rentekammeret (21. Marts 1785)
havde udtalt sig spidst om et ham af Højesteret tilkjendt Salær i en Sag, han havde ført som Kammeradvokat, og
Rentekammeret havde ytret sig paa en tilsvarende Maade til Kancelliet, gav det Osten Anledning til ved en yderst
nærgaaende Skildring af C.s Optræden at udvirke en kongelig Resolution, som denne med rette fandt saa
unaadig, at han faa Dage efter under Paaskud af Sygelighed fratraadte sin Advokatstilling (9. Juni 1785) og trak
sig tilbage til en Bondegaard, han havde kjøbt i Nærum. Kort efter at han havde opgivet sin Plads, gav Osten atter
i en ny Skrivelse til Regeringen sit Had imod ham Luft, blandt andet ved at fremstille ham som den, der under en
Sag, hvori ingen Kontrapart var mødt, paa en mistænkelig Maade havde fordulgt et Hoveddokument og derved let
havde kunnet fremkalde en uretfærdig Dom.
Rentekammeret havde under alt dette gjort, hvad det kunde, for at støtte C., og det varede ikke længe, inden dets
Chef, Reventlow, skaffede ham en glimrende Oprejsning. 25. Avg. 1786 udkom den kongelige Resolution om
Sammenkaldelsen af den store Landbokommission, og blandt dem, Reventlow fik optaget i denne, var C., der
endog blev Kommissionens Sekretær og dermed den, der i Virkeligheden ledede dens Forhandlinger. Snart efter
traadte han (1787) ind i Højesteret som Assessor. Da det første Afsnit af Kommissionens Forhandlinger var endt
19. Maj 1788, blev han nogle Maaneder senere (29. Avgust 1788) til Løn for sin udmærkede Virksomhed i den
hævet til at indtage den vigtige Stilling som Generalprokurør i Kancelliet. Han beklædte denne Plads indtil 1804,
da han blev udnævnt til Justitiarius i Højesteret, i hvilket Embede han virkede til sin Død, 17. Dec. 1814. Samtidig
var han avanceret med Hensyn til Titler og Ordensdekorationer: han var 1790 bleven Etatsraad, 1792
Konferensraad, 1809 Kommandør af Danebroge, 1811 Storkors, 1812 Gehejmekonferensraad. Han var 2 Gange
gift, 1. (1776) med en Enke Johanne Mouritzen, f. Piper (død 1782), 2. (1782) med Engelke Margarete f. Falbe
(død 1848), Datter af Etatsraad J. C. F. Han efterlod sig 4 Døtre.
C.s Hovedvirksomhed knytter sig til de store Landboreformer, og han har ved den indlagt sig Fortjenester som faa
her hjemme. Allerede inden han kom ind i Landbokommissionen, havde han i en Betænkning, han efter
Rentekammerets Opfordring afgav om Fæsteforholdet (4. Marts 1785), udtalt de vigtigste af de Grundsætninger,
som han senere søgte at gjennemføre paa Landbolovgivningens Omraade; han var under det første Afsnit af den
store Landbokommissions Forhandlinger en uovertræffelig Sekretær, der ved flere »Promemorier« gav et
ypperligt Grundlag for Drøftelsen, og han affattede de udførlige, fortrinlig redigerede Forestillinger, der laa til
98/484