Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Forbindelse med Prins Carl af Hessen, der efter hans Overbevisning havde haft en fordærvelig Indflydelse paa
Christian VII, og som han derfor nødig saa Kronprinsen komme i Berøring med. Til Trods for B.s gjentagne
Formaninger ægtede denne dog Prins Carls Datter Marie Sophie Frederikke, og hans Forhold til Svigerfaderen
var i flere Aar meget intimt. Skjønt Prins Carl udtalte de varmeste Venskabsforsikringer til B., har man Grund til at
tvivle om Oprigtigheden af dem.
Vistnok opnaaede B. i disse Aar forskjellige Udmærkelser. Foruden at det Ord, han havde for at have Indflydelse
hos Kronprinsen, bragte Gustav III af Sverige til (1787) at gjøre ham til Kommandør af Nordstjærneordenen, blev
han (31. Juli 1790) i Anledning af Kronprinsens Formæling udnævnt til Gehejmeraad og fik rige Presenter, der
blev overdraget ham Tilsyn med Kunstkammeret, og han blev (30. Nov. 1792) »virkelig Ordenssekretær«. Men
han havde dog i flere Aar en stærk Følelse af, at Kronprinsens Tillid til ham var i Aftagende, og Livet ved Hoffet
blev ham stedse mere trykkende. Endelig kom Slaget. Et halvt Aar efter sin sidste Udnævnelse faldt han i komplet
Unaade. Efter at Kronprinsen først lejlighedsvis havde stiklet til hans Brevvexling med Guldberg, hvem han selv
paa denne Tid næsten havde Afsky for, greb han med en paafaldende Iver nogle urimelige Sigtelser, der vare
fremsatte imod B. for at være i Ledtog med en Slags Skandskriftforfatter, Kancelliraad Hans Holm, og en taabelig,
halvlitterær Æventyrer, Porcellænshandler M. Brabrand [...]. Det var forgjæves, at B. søgte personlig at
retfærdiggjøre sig over for Kronprinsen; denne svarede med isnende Kulde og afskedigede ham fra hans
Stillinger 4. Juni 1793, utvivlsomt baade et vilkaarligt og højst uforstandigt Skridt. B. var en Mand med baade
større Dygtighed og langt alvorligere aandelige Interesser end de, der senere dannede Frederik VI's personlige
Omgivelser. Om end hans Oppositionsaand imod den daværende Styrelse var ensidig og for det meste
uberettiget, var den paa ingen Maade traadt saaledes frem, at den gjorde hans Fald forsvarligt.
Efter at være faldet i Unaade flyttede B. til Herregaarden Sanderumgaard i Fyn. Da han 21. Maj 1785 havde
ægtet Else Marie Hoppe, en Datter af Konferensraad H., en hæslig og saare lidet begavet, men rig Dame, satte
den Formue, han derved vandt, ham i Stand til at leve som en meget velstaaende Godsejer. Han kom aldrig mere
i nogen Statsstilling eller Hofcharge, og der gik en Række Aar hen, inden Frederik VI's Unaade tabte sig.
Imidlertid gjorde han dog B. (1808) til Gehejmekonferensraad med Rang i 1. Klasse Nr. 10 (3 Aar senere med
Rang i Nr. 8), 1817 fik B. Elefantordenen og 1824 Rang med Gehejmestatsministre. Ogsaa havde Kongen 1822
bevilget ham en aarlig Pension paa 2.000 Rdl., da han, som ikke tidligere havde haft Pension, i de nærmest fore
gaaende Aar havde lidt store Pengetab. Han døde 22. Jan, 1828. Da hans eneste Datter allerede var død i det for
ham saa uheldige Aar 1793, efterlod han sig ingen Børn. Hans Enke døde 1835.
Hvad der mest har gjort B. hæderlig bekjendt, er den storartede Rundhaandethed, med hvilken han understøttede
videnskabelige Udgiverforetagender og Rejser (jvfr. en Opregning deraf i Erslews Forf. Lex.). Han angav selv i en
Skrivelse til Kongen 1822, at han siden 1800 havde brugt 41.000 Rdl. paa den Maade. De interessante Samlinger
af Breve og andre historiske Aktstykker, som han havde gjort, ere i den nyeste Tid komne Videnskaben til gode, i
det han testamenterede dem til Sorø Akademi. Ogsaa har han efterladt sig vigtige Dagbogsoptegnelser.
Til: Indholdsfortegnelsen
90/484