Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Buchwald, Johannes de, 1658—1738, Læge
Af Julius Petersen
Johannes de Buchwald var født i Meldorf i Ditmarsken 7. April 1658 og en Søn af Sogneskriver Ditlef B. og
Magdalene Boie, Datter af en dansk Officer. Da han 1668 mistede begge sine Forældre, kom han først i Huset
hos en Farbroder og blev derpaa 1674 sendt til Kjøbenhavn, hvor han kom i Lære hos sin Morbroder Niels Boie,
en anset Amtsmester. 1680 fik han sit Lærebrev som Bartskærsvend og foretog derefter den i Lavsartiklerne
paabudte 4 Aars Rejse, der strakte sig over forskjellige af Tysklands og Hollands store Byer, hvor han overalt
med Iver søgte at tilegne sig lægevidenskabelige Kundskaber, og endte i Wien, hvor han forblev et helt Aar, først
havde Plads hos den kejserlige Livkirurg Hawelant og derefter paa Grund af sin anerkjendte Duelighed blev
Huskirurg hos den danske Gesandt Baron Liliencron, hos hvem han forblev under Byens Belejring af Tyrkerne i
1683. I Okt. samme Aar kom han tilbage til Kjøbenhavn og gjorde i nogen Tid Tjeneste som Skibskirurg. Han
tørstede imidlertid bestandig efter yderligere Uddannelse og foretog snart igjen en længere Rejse til Holland og
navnlig til Paris, hvor han i en for den Tid usædvanlig klar Erkjendelse af, at Medicin og Kirurgi stode i det nøjeste
Sammenhæng, gav sig til et indgaaende Studium af den egentlige Medicins forskjellige Fag og
Hjælpevidenskaber, medens han dog fremdeles med Forkjærlighed dyrkede Kirurgien.
Ved hans Tilbagekomst til Kjøbenhavn 1689 overdrog hans tidligere Principals Enke ham sit Barberamt, saaledes
at han blev indskreven i Lavet som Amtsmester. Samtidig blev han Kirurg ved Kvæsthuset og blev hurtig en anset
Operatør, der blandt andet foretog den vanskelige Stenoperation hos Ole Borch. Et Par Aar efter fik han igjen
Lejlighed til som Livbartskær hos Kronprinsen (fra 1692) i dennes Følge at foretage en længere Rejse, hvilken
han ligeledes ivrig benyttede til at udvide sine Kundskaber. Derefter levede han i Ro som Amtsmester til 1697, da
han paa ny foretog en Studierejse og denne Gang til Leiden, hvor han blev immatrikuleret og sammen med sin
Ven J. B. Winsløw, den senere saa berømte Anatom, i nogle Maaneder med en overordentlig Energi dyrkede
Studiet af hele Lægevidenskaben, i hvilken han derpaa lod sig examinere af Professorerne Bidloo, Hottonius og
Dekkers og af disse kreere til Licentiatus. Herved fik han Ret til at disputere for Doktorgraden i Medicinen, men de
lærde theoretiske Medicinere i Kjøbenhavn begyndte nu at se paa den saa energisk fremadstræbende Barbér
med skjæve Øjne, og rimeligvis af dette Hensyn lod han efter sin Tilbagekomst hele 3 Aar hengaa med fortsatte
Studier, navnlig i Anatomi hos Caspar Bartholin jun., inden han af denne lod sig kreere til Doktor (1700), hvorved
han fuldstændig løftedes op fra sit lave Haandværkslav og nu hurtig avancerede til bestandig fornemmere
Stillinger. Han blev først Overmedikus ved Kvæsthuset, 1707 titulær kgl. Livlæge, 1711 under Krigen øverste
Feltmedikus med overordentlig Myndighed, 1717 fik han Justitsraadstitelen og steg bestandig i Yndest og
Indflydelse hos Kongen. Endnu samme Aar naaede han efter en sejrrig Konkurrence med Jens Bing [...] og
Andreas Hojer det attraaede Toppunkt af videnskabelig Værdighed: et Professorat i det fornemme medicinske
Fakultet.
Ogsaa i denne Stilling vedblev han at virke med Energi baade som Lærer og praktisk Kirurg og fik navnlig
Betydning ved lige over for den lærde medicinske Theoretiseren at hævde den praktiske Kirurgis hidtil forsømte
Stilling i Fakultetet, ligesom han ogsaa arbejdede til Fremme for det den Gang til Bartskærlav og Kirurger
knyttede og af de fornemme Læger ringeagtede Fag Fødselshjælpen, hvorover han holdt Forelæsninger ved
Universitetet — hvad der ikke var sket tidligere. Allerede 1713 havde han bevirket Oprettelsen af en
Jordemoderkommission, hvorved Læredøtrenes Beskikkelse blev gjort afhængig af en Examen, der afholdtes af
Kommissionen, hvis vigtigste Medlem han selv var.
At denne saa praktisk dygtige og fortjente Mand sammen med sin kæmpemæssige Energi, Ærgjerrighed og
velgrundede Selvfølelse har frembudt skarpe og i det hele mindre behagelige Kanter, er rimeligt nok, og Dette var
vistnok en Hovedgrund til, at flere af hans lærde Universitetskolleger aldeles ikke kunde forsone sig med den
fordums Barbersvend, der var og vedblev at være meget forskjellig fra de typiske lærde; det er ham, der af Ludvig
Holberg i Peder Paars stilles i Gabestokken som Jens Blok, ligesom ogsaa Gram [se om Hans Gram i: Georg
Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] synes at have betragtet ham med nogen Ringeagt. Paa den anden
Side omtaler Ole Rømer ham med den største Højagtelse og Anerkjendelse, og det samme er Tilfældet med J. B.
Winsløw, der erklærer at skylde B.s Undervisning meget. — Allerede som ganske ung Svend havde han giftet sig
med en fattig Slægtning, Anna Margrethe Buchwald (død 1735), med hvem han havde 12 Børn, hvoraf to Sønner
bleve fremragende Læger og den ene hans Efterfølger i Professoratet. Efter at han gjentagne Gange havde været
Universitetsrektor og 1728 var bleven udnævnt til Etatsraad, døde han af Vattersot 24. Oct. 1738.
Til: Indholdsfortegnelsen
88/484