Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Bruun, Malthe Conrad, 1775—1826, Digter, Publicist og Geograf
Af H. Schwanenflügel og S.B. Thrige
Malthe Conrad Bruun Han fødtes i Thisted 12. Avg. 1775 og var en Søn af Justitsraad, Amtsforvalter og
Herregaardsejer Adolf Christian B. (der igjen var en Søn af den bekjendte Frederik Rostgaards Datter Conradine
[og af Oluf Bruun; se om Rostgaard i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]) og Anne Christine
Lange f. v. Hoff. Allerede som halvvoxen Dreng skal M.C. B., da det ved et Middagsgilde hos hans Forældre kom
paa Tale, hvad han skulde blive til, have svaret sin Moder: »Jeg vil haabe, jeg en Gang kommer til at staa ved
Heibergs Side!« Efter at han 1790 var bleven privat dimitteret og »indkaldt« til Artium, begyndte han at studere
Theologi, men opgav dog snart dette Studium, paavirket af Rationalisten Otto Horrebow, hvis Bekjendtskab han
havde gjort ved Universitetet. Ogsaa Juraen lagde han snart paa Hylden. Men i denne spædlemmede, bly, lidt
frygtsomme Yngling, hvis lange gule Haar, røde Kinder og blaa Øjne skaffede ham Navnet »Jomfru Bruun«
mellem Studenterne, og hvis ravjyske Udtale og Hvergarns Kjole lode formode, at han var »et Guds Ord fra
Landet«, — i ham boede der en letfængelig Sjæl og en ustyrlig Attraa efter at kaste sig ind i Tidens Bevægelser.
Han blev da Digter og Publicist. Som Digter hører han sikkert til sin Tids betydeligere. Hans Poesier ere som
oftest i den pathetiske Stil og have ideale Begreber til Gjenstand (»Menneskeadel«, »Oprigtighed«, »Kjækhed«,
»Dyden«, »Sandheden«, »Nøjsomhed«). Betydeligst er dog hans publicistiske Virksomhed.
Allerede før han havde fyldt sit 20. Aar, begyndte han Udgivelsen af det lille Ugeblad »Vækkeren« (1794), hvori
han fremsætter de Rousseauske Anskuelser om Lighed og Broderskab. Men Bladet kom ikke længere end til de
første 3 Numre, saa blev der anlagt Sag mod Forlæggeren, da Tidsskriftet udgaves anonymt. Nogle Tumulter
mellem de kjøbenhavnske Tømmersvende formentes at være foranledigede ved nogle Udtalelser i »Vækkeren«.
Dette var sikkert grundløst, men »Vækkeren«'s Forlægger idømtes dog 200 Rdl.s Mulkt. En Del af denne Sum
blev imidlertid dækket ved Subskription. Hvad B. udtalte, havde mange Lyst til at høre, og hans flydende Pen, et
Særsyn i hine Tider, beundredes af alle. — De ældre liberale Publicister, Heiberg og Rahbek [se om Rahbek i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], vare lidt betænkelige ved at se denne 19-aarige Yngling
tumle saa flot med de Ideer, som de mente med Sindighed og Kløgt burde fremsættes for Publikum; hvorfor B.
stiklede til dem i sin Satire »Oprørssnuserne« (1795). Men Forholdet til Rahbek blev dog efterhaanden det
bedste; derimod blev det aldrig til Venskab mellem B. og Heiberg. En Gang i Begyndelsen af 1796 kom det
endogsaa i Anledning af Besættelsen af en Hovedrolle i en Tragedie til et skandaløst Optrin imellem dem. B.
kaldte sin politiske Meningsfælle for »en Løgner«; Heiberg svor, at han vilde sagsøge B. derfor. Denne saakaldte
»Dyvekefejde« bilagdes dog af begges Venner; Forsoningen fejredes med Middagsgilder; men til Heibergs blev
B. ikke indbudt.
B. havde, siden »Vækkeren« blev standset, imidlertid ikke været ledig. Navnlig havde han, medens Heiberg en
Stund pavserede, været frugtbar som politisk Visedigter. Som saadan havde han alt tidligere skrevet den ironiske
»Aristokratisk Selskabssang«; nu skrev han i samme Dur en »Engelsk Ministervise«, i Anledning af, at den
antirevolutionære Burke havde brugt Udtrykket »den svinske Pøbel«. Men ogsaa som Journalist fortsatte han sin
Virksomhed. Foruden et Flyveskrift »Om Trykkefrihedens Rettigheder« (1795), hvori han beklager sig over den
Modsigelse, der finder Sted mellem Colbjørnsens liberale Pressereskript af 1790 og vedkommende § i »Danske
Lov«, udgiver han i Foraaret 1795 10 Numre af et lille Ugeblad, »Patrioten«, et Bevis paa, hvor hurtigt et Hoved
denne Forfatter besad. Næppe har den Kantiske Filosofi naaet dansk Grund, før hans rastløse Aand strax er helt
oppe i den og søger at deducere sine politiske Theorier ud af dens Grundsætninger. Det lille Ugeblad blev dog
pludselig afbrudt; rimeligvis har det trods al sin Klarhed været Læserne og det store Publikum for abstrakt. — B.s
paafølgende Skrift, Samfundssatiren »Jerusalems Skomagers Rejse til Maanen« (1795—96), af samme Art som
Holbergs »Niels Klim«, paadrog Forfatteren en Generalfiskalsag, da Navnene Adina (Dania) og Anifah (Hafnia)
vare let gjennemskuelige. Dog, takket være Advokat Klingbergs udmærkede Forsvar, slap han denne Gang for
videre Tiltale. Ikke saa heldig var han med »Aristokraternes Katekismus« (1796), i Anledning af hvilken Biskop
Balle optraadte som Angiver for det danske Kancelli. B. fik Ordre til at møde for Retten. Men da andre for kort Tid
siden domfældte Brochureforfatteres Skæbne svævede ham for Øje, besluttede han efter sine Venners Raad at
søge Sikkerhed paa fremmed Grund. Han ilede ud til Strandmøllens Ejer, Drewsen [faderen til Johan Christian
Drewsen], og bad ham om Hjælp til at komme bort. Skjønt denne hverken kjendte B. eller billigede hans Færd,
ynkedes han dog over det unge Menneske og skjulte ham paa »Springforbi«, indtil han kunde se Lejlighed til at
skaffe ham over til Hven. Her indrettede B. sig da for en Stund. Venner kom over og besøgte ham. Selv aflagde
han i Smug et Besøg hos Clavs Pavels, der var Præst i Hørsholm. Men i Længden kjedede han sig ovre paa den
lille Ø og spejdede efter Lejlighed til at forlade den. En saadan tilbød sig, da han havde forfattet en Ode ved den
yngre Bernstorffs Død 1797; den fandt Gjenklang i alle danskes Hjærter; B. benyttede denne Stemning til at bede
Regeringen om Tilgivelse, og han erholdt den paa den Betingelse, »at han for Fremtiden vilde gjøre bedre Brug af
sine Evner«.
Hjemkommen til Hovedstaden og hyldet som Nationaldigter, følte B. sig atter inspireret til Sang, da Efterretningen
om Billes Sejr ved Tripolis naaede Danmark. Ogsaa denne »Ode« vakte Opmærksomhed; og nu synes det, som
B. en kort Tid har været Dagens Æmne: alle indsaa nu, hvilke overordentlige Evner den 22-aarige unge Mand
84/484