Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

opgav han sit Landsbykald for at modtage Ansættelse som dansk Diakon i Tønder ved Siden af den nylig ansatte
udmærkede Præst J. H. Schrader, en af den nye Retnings første Mænd her i Landet. Denne udgav kort efter en
omfattende tysk Salmebog, ved hvis Samling og Ordning ogsaa B. skal have været virksom. For hans egen
Menigheds Vedkommende bestod fra tidligere Tid det Misforhold, at man brugte tyske Salmer ved den danske
Gudstjeneste, og det var muligvis nærmest dette, som foranledigede ham til at udgive, ikke blot hvad han havde
liggende af egne Salmer, men ogsaa at foretage en talrig Række Oversættelser fra Tysk. Saaledes fremkom
Indholdet af den i 1739 samlede og senere utallige Gange optrykte Bog: »Troens rare Klenodie«, i en Række
smaa Hæfter, af hvilke de fleste endnu haves i enkelte Exemplarer. Det 1. Hæfte udkom henimod Slutningen af
1732 og har følgende Titel: »Nogle Julesalmer, Gud til Ære og kristne Sjæle, især sin elskelige Menighed, til
Opmuntring; til den forestaaende glædelige Julefest enfoldig og i Hast sammenskrevne af H. A. B.« I dette lille
Hæfte fandtes samlet nogle af de mest bekjendte af B.s Salmer: »I denne søde Juletid«, »Mit Hjærte altid
vanker«, »Hvordan takke vi Vorherre«, »Frisk op, endnu en Gang«, »Her komme dine arme smaa«, og fremfor alt
den berømte Sang: »Den yndigste Rose er funden«. I de følgende Højtider fortsattes Udgivelsen af
»Paaskesalmer« osv., af hvilke dog ingen paa langt nær naaede op ved Siden af Julesalmerne. Derefter
fortsattes med lignende Smaasamlinger: »Troens Grund«, »Troens Midler« osv.; de udkom i Aarene 1734—35.
»Troens rare Klenodie« indeholdt i den 1. Udgave noget over 250 Salmer, af hvilke de fleste selvfølgelig vare
Oversættelser fra Tysk. Af disse have dog mange faaet varig Borgerret hos os, og ingen tænker mere paa, at de
ere overførte fra et andet Sprog; saaledes: »Kom Helligaand, kom hjærtemild«, »O Gud, Fornuften fatter ej«,
»Bryd frem, mit Hjærtes Trang at lindre«, »Vor Sjæl er dertil født og baaren«, »Vor Tro er den Forvisning paa«,
»Alle Vegne, hvor jeg vanker«, »Falder paa dig Modgangs Hede«, »Vægter, vil det mørke Rige ej bortvige?«. Paa
den anden Side ere ikke faa af de originale nu glemte; de synes væsentlig at være fremgaaede af en
Bestræbelse for at skaffe passende Ord til Gudstjenestens praktiske Behov, uden at den digteriske Beaandelse i
disse Tilfælde havde indfundet sig. Men selv om man saaledes vil indskrænke Tallet af de virkelig udmærkede
eller betydelige Salmer til en ringe Brøkdel af, hvad Forfatteren og med ham Samtiden fandt værdigt til at trykkes
den ene Gang efter den anden, saa bliver der endda nok tilbage til at sikre B. en Plads blandt vore ypperste
Salmedigtere. Af bekjendte originale foruden de foran nævnte Julesalmer skal her kun nævnes: »Kom Hjærte, tag
dit Regnebræt«, »Lad dit Rige alle Vegne bredes ud«, »Et helligt Liv, en salig Død«, »Op, al den Ting, som Gud
har gjort«, »O giver Lyd, I Folk, i alle Verdens Riger«, »Ak, vidste du, som gaar i Syndsens Lænke«, »Jeg gaar i
Fare, hvor jeg gaar«, »Vor Trængsel, hvor besværlig den ogsaa synes kan«, »Min Død er mig til gode«, »Naar
mit Øje, træt af Møje«, »Her vil ties, her vil bies!«. De sidstnævnte høre til hans sidste Aar og udkom først efter
Digterens Død sammen med en Række mindre betydelige under den fælles Titel: »Svanesang«.
Kong Christian VI blev snart opmærksom paa de 3 begavede Brødre, »det rare Kløverblad fra Randrup«, som de
kaldtes. 26. Juli 1737 kaldedes Broder til Biskop i Aalborg, og Hans Adolf udnævntes til hans Efterfølger som
Stiftsprovst i Ribe; 5. Maj 1741 blev han selv Biskop i Ribe efter M. Anchersen. Det var en Overlevering i hans
Familie, at Kongen var bleven grebet af det bekjendte Vers: »Gik alle Konger frem i Rad osv.«, havde ladet ham
kalde og derefter tilbudt ham Bispestolen, og selv om det næppe kan være gaaet til paa den Maade, er det dog
mere end sandsynligt, at det nok saa meget var Salmedigteren som Præsten, der kaldedes til Stiftsprovst og
senere til Biskop.
B.s Embedsførelse blev til sin Tid Gjenstand for stærke Angreb, men maa, efter hvad der senere er bleven oplyst,
have været upaaklagelig og velsignelsesrig. Han var en nidkjær Tilsynsmand over for Præsterne i sit udstrakte
Stift, til sine Tider stræng og myndig nok, men ikke mindre hensynsfuld og kjærlig, lige opmærksom paa det
kirkelige Liv i Menighederne, Ungdommens Undervisning og Bispeembedets verdslige Forretninger. Samtidig
fortælles der, at hans Prædiken i Domkirken altid samlede talrige Tilhørere, saa Folk langvejs fra endog lejrede
sig paa Gulvet for at kunne deltage i Gudstjenesten. — Selv var han af et tungsindigt Temperament og havde i
sine senere Aar et svagt Helbred. Han udførte dog til det sidste sine Embedspligter, naar ikke Sygdom gjorde
ham det umuligt. B. var 2 Gange gift; efter sin første Hustrus Død (1741) ægtede han Præstedatteren Johanne
Christiane Rise fra Agerskov; af hans talrige Børneflok døde de fleste i en ung Alder. — Ved Hundredaarsfesten
for Enevældens Indførelse 1760 blev han af Universitetet kreeret til Doktor i Theologien. B. døde 3. Juni 1764, 70
Aar gammel; han blev jordfæstet i Ribe Domkirke, i hvis Mur der 100 Aar efter hans Død indsattes en Mindetavle.
Til: Indholdsfortegnelsen
82/484