Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Brorson, Hans Adolf, 1694—1764, Biskop, Salmedigter
Af A.D. Jørgensen
Hans Adolf Brorson var født 20. Juni 1694 i Randrup Præstegaard, i den daværende nørrejyske Enklave midt paa
Nordslesvigs Vestkyst. Hans Fader, Broder Brodersen, var Præst i Randrup efter sin Fader, Bondesønnen Broder
Pedersen; hans Moder, Cathrine Margrethe, var en Datter af Forvalteren paa Trøjborg Nicolai Clausen (Oldefader
til Georg Zoegas Moder). Navnet Brodersen, som var tillagt ham efter Faderen, og som han i sin Ungdom synes
selv at have brugt, forandrede han senere til Brorson. — Den første Undervisning fik han i Hjemmet af sin Fader
og efter dennes Død af sin Stiffader, Præsten Oluf Holbek. 1712 blev han Student fra Ribe Skole sammen med
sin noget ældre Broder »Broder«, medens den ældste, Niels (Nicolai), var dimitteret et Par Aar i Forvejen. I
Kjøbenhavn studerede han ligesom Brødrene Theologi; men medens de to ældre tilendebragte deres Uddannelse
i den sædvanlige Tid, fordybede H. A. sig i alle Haande frie Studier, saaledes at Aarene gik, uden at han fik
Examen. Han kom ind paa de den Gang fremspirende Naturvidenskaber, ligesom han lagde sig efter Historie og
Sprog, og det synes, at han i høj Grad har været optagen af den samtidige Verdenslitteratur, for saa vidt som den
den Gang var tilgængelig her hjemme. Denne Sysselsættelse indvirkede imidlertid uheldig paa hans Sundhed saa
vel som paa hans Sinds Ligevægt, og den Smule, som kan oplyses om ham i de Aar, tyder paa, at han var
kommen uden for den ellers fastsatte Vej for en flittig og flink Student. I Foraaret 1715 fik han nemlig vel den ene
af de for Ribestudenter forbeholdte Pladser paa Borchs Kollegium; men det oplystes senere, at han havde givet
en ældre Ripenser, Christoffer Pedersen fra Ballum, altsaa hans Fætter, 23 Rdl. for at opnaa denne
Begunstigelse. Vedkommende mistede ved denne Lejlighed sin Plads; men det samme overgik kort efter ogsaa
B., fordi han ikke havde efterkommet sin Forpligtelse til at disputere. Foraaret efter (1717) forlod han Kjøbenhavn
uden Examen for igjen at komme paa ret Kjøl i Hjemmet.
Efter et kortere Ophold hos den ældste Broder, Niels, som var bleven Sognepræst i Bedsted, mellem Tønder og
Aabenraa, og i Randrup hos Stiffaderen blev han Huslærer hos sin Morbroder Nicolai Clausen, som efter den
danske Okkupation af de gottorpske Amter havde forenet Embedet som Amtsforvalter i Løgumkloster med sin
Stilling som Godsforvalter paa Trøjborg. De fredelige Omgivelser i den lille By og Livet i en beslægtet
Familiekreds, i Amtsforvalterboligen ved den store og skjønne Klosterkirke, synes at have gjengivet B. baade den
tabte Ro i Sindet og den trygge Hvile i Kirkens Lære. Erik Pontoppidan [se om Pontoppidan i: Georg Brandes:
»Ludvig Holberg« [digital udgave]] siger om ham: »Han søgte at anvende sin Ensomhed til en inderligere
Omgang med Gud i Christo, i hvilken Aandens Skole han under mange Prøvelser erfor Guds Troskab, ja ret
fornam og saa, hvor venlig Herren er imod dem, som haabe paa ham.« Det var den pietistiske Bevægelse, som
fra Tyskland var i Færd med at gaa nord paa, der nu greb ham saa vel som hans Brødre med hele den Magt, som
en dyb og stærk aandelig Rørelse har i en sløv og aandsforladt Tidsalder. Medens Niels B. begyndte at holde
gudelige Forsamlinger i Bedsted, og Enevold Ewald, Digterens Fader, i Højst, modnedes denne Retnings
Salmedigter i Løgumkloster, — de 3 Sogne støde sammen paa den flade Hedestrækning, som betegner
Halvøens saakaldte Højderyg.
Efter godt 4 Aars Ophold i Løgumkloster udnævntes B. i Avg. 1721 af Biskop Thura til Rektor i Holstebro; men i
samme Maaned aabnede der sig en ulige bedre Udsigt for ham, i det hans Stiffader i Randrup døde, og
Morbroderen skaffede ham Løfte om at blive hans Efterfølger; Kaldsretten hørte nemlig til Trøjborg Gods. Sarnme
Efteraar fik han sin Examen i Kjøbenhavn og tiltraadte derefter Embedet i det følgende Foraar. Kort efter ægtede
han sin Morbroders Datter, den 16-aarige Cathrine Stenbæk Clausen, hvis Lærer han havde været i
Løgumkloster. Samtidig var Broder B. bleven Præst i Mjolden, Nabosognet til Randrup.
Uet var under disse Forhold og Omgivelser, at B.s rige Salmedigtning blev til. I sit Barndomshjem, som sin Faders
og Farfaders Efterfølger i Præsteembedet, i et lykkeligt Familieliv og mildt bevæget af de rige aandelige
Brydninger i hans første Ungdom, fandt han det Væld af inderlig og dyb religiøs Poesi og den jævne, folkelige
Tone, som i Forening have gjort hans Salmer til de bedst kjendte og mest afholdte i den dansk-norske Kirke. B.
var en stor Elsker af Sang og Musik, han yndede især Folkevisens Tonefald og andre iørefaldende Melodier; hele
Timer kunde han daglig sysselsætte sig med Øvelser af den Art, og hans Broder delte denne Lyst. Det var da
især Trangen til at faa andre Ord til Melodierne end de tilfældige, verdslige, ofte stødende Vers, som fremkaldte
den unge Præstemands aandelige Digtninger, og denne Oprindelse var det vistnok for en stor Del, som strax
gjorde dem saa yndede og især knyttede dem saa nær til Menigmand. De Tanker og Stemninger, som han helst
gav Udtryk, vare tilmed saa almenmenneskelige og almenkristelige, at de kunde forstaas af den enfoldigste og
samtidig deles af den mest udviklede og aandelig erfarne. Og endelig kom hertil den Rigdom, som lagde sig for
Dagen i Valget af Æmner og tilsvarende Rythmer; alle det religiøse Livs Grundstemninger og alle
Kristendommens Grundtanker syntes at ligge hans Hjærte lige nær: Glæde over Skabningen og Menneskelivet og
Smerte over Døden og Forkrænkeligheden, Angest og Fortrøstning, Tro og Anfægtelser, Kjærlighed til Næsten og
Forargelse over det onde, — alt kom til at gjenlyde i hans Sang med det samme ejendommelige Præg af hans
Personlighed.
Det var nærmest ydre Forhold, som foranledigede B. til at lade sine Salmer komme offentlig frem. I Okt. 1729
81/484