Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

netop dette Udelukkede i hin gamle Elskers stilistisk saa ufuldkomne
Optegnelser af sine Minder:
»Jeg erindrer mig især . . . vore Promenader, naar det var nogenlunde godt
Vejr, til Kjelby Mølle udenfor Lund, hvor Slaget havde staaet ... til
Gjerdingebro, naar Hans Romell var der, naar vi legede Fjærboldt, holdt Bøn
om Aftenen, den lille Haand i Døren, bon soir Monsieur! Hosebaandet og
Tørklædet; og da den Lille var saa syg paa Løibænken, den lille skaanske Pog,
og hun havde slaaet sit deilige Haar ned; og dengang jeg tog Afsked ved
Frokosten i saadan Confusion og trouble, at jeg ikke vidste, hvad jeg gjorde.....
Jeg kan vel sige, den Lundegaards Tid og Foraar var den deiligste og
fornøieligste Tid af al min Livstid. Den deilige Neglikekrands, mit smukke
Kammer, hver Dag prydet med nye Blomster, den deilige Have og den
allerkæreste Omgængelse!«
Hvor impressionistisk er det ikke fortalt: »den lille Haand i Døren« o.s.v., hvor
hurtigt skifter ikke Billederne, Fjærboldtspillet, Scenen ved Løjbænken, den
forvirrede Afsked, de friske Blomster i Kammeret.
Sligt har Holberg ikke følt og ikke beskrevet; det laa ikke for hans Sindelag og
ikke for hans Stil. Der er heri et lille svagt Glimt af en Lyrik, som under den
klassiske Tidsaands Herredømme overhovedet kun sparsomt bryder frem i
Europa og som efter Holberg hertillands først kommer til Orde i et Par Sange af
Ambrosius Stub; men saa findes rigtignok til Gengæld i det hele Levned ikke
en Tanke og i Grunden ikke heller nogen Personlighed i dette Ords dybere
Forstand.
Her er saa en Mand af helt anden Art, Rasmus Æreboe ved Navn, en
Skippersøn fra Svendborg. Som fattig Student læser han flittigt uden Varme og
Mad, stadigt hungersyg: »Den Hunger, jeg udstod, især de tvende Dage om
Ugen, jeg Intet havde at æde, kan Ingen tænke.« Hans Fattigdom er saa stor,
at naar han skriver Kollegier 46 , maa han af Mangel paa Papir »kline det
sammen«, saa der paa en Kvartside 47 kom til at staa mellem 100 og 113
Linjer. Natteskriveriet ødelægger hans Øjne; om Vinteren fryser Blækket for
ham i Blækhornet; tidt er Sulten saa stærk, at han maa kaste Bogen og gaa
sig en Tur for at forslaa Tankerne. I tre Aar bærer han det samme Sæt Klæder
og Uldent, vender selv sine Bukser om Natten, flikker sine Sko, gaar tilsidst
paa Hosesokker eller bare Fødder, medens Klæderne falder i Stykker af ham;
tilsidst kan han ikke engang gaa i Kirke; saaledes gøres der Nar ad hans
Pjalter — indtil han en Dag af en Student paa Valkendorfs Kollegium bliver
anmodet om at forsvare dennes Disputats for ham. Kollegiestudenterne var
bundne til aarligt at disputere; men denne Student havde Intet bestilt, end
ikke selv skrevet Disputatsen. I en stor Disput (de animo brutorum), i Stil med
dem, der i Erasmus Montanus beskrives, en Disput, i hvilken vor Helt har de
bedste Kæmper, bl. A. »den berømte Nordrup« imod sig, hvilken sidste
fremfører lutter Sofismer, og i hvilken Præses, »som mulig aldrig ret havde
læst sin Logicam« beder for sig, opløser Æreboe »ved nogle faa og smaa
46 Skrive Kollegier = Nedskrive forelæsninger, evt. i et kollegiehæfte, jf. »ODS / ORDBOG
over det DANSKE SPROG«, bd. 10, sp. 1048, pkt. 4.2.
47 Se om bogformater s. 315.
36