Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Brandt, Enevold Greve, 1738— 72, Hofmand
Af E. Holm
Enevold Greve Brandt var Broder til [...] Chr. B. (død 1805) og født i Kjøbenhavn. Han blev efter at have nydt
privat Undervisning Student ved Kjøbenhavns Universitet og studerede Jura her. Kun 17 Aar gammel blev han
Hofjunker, hvorefter han i nogen Tid studerede ved Sorø Akademi. Han bestod her (Sept. 1756) Examen med
Ære. Det saa ud, som om han vilde gaa Embedsvejen, i det han (1759) blev Assessor auscultans i Højesteret og
1764 Assessor i denne Ret. Imidlertid havde han (1760) faaet Kammerjunkertitel. Efterhaanden valgte han at
gjøre Karriere ved Hoffet; men han tørnede her sammen med Christian VII's Yndling Holck og dristede sig endog
til at tilskrive Kongen et Brev, hvori han i lige Grad angreb sin Rival og roste sig selv (2. Maj 1768). Svaret derpaa
var en Ordre fra Kongen om at forlade Kjøbenhavn inden 24 Timer og de kongelige Stater i Løbet af 8 Dage, det
blev forbudt ham mere at vise sig i dem. Under Kongens snart paafølgende Udenlandsrejse skaffede han sig dog
Adgang til ham i Paris, og han maa snart efter være bleven taget til Naade igjen. I det mindste blev han (Juli
1769) udnævnt til Kammerherre og fik kort derefter Sæde i den oldenborgske Regering.
Allerede tidligere havde han gjort Struensees Bekjendtskab, og da denne stræbte at gjøre sig til Herre over
Christian VII, mente han at kunne faa Gavn af B., og han introducerede ham derfor i Sommeren 1770 hos Kongen
paa Gottorp. Ved denne Lejlighed skal Holck være bleven meget ubehagelig berørt ved hans Komme og have
lagt dette saaledes for Dagen, at B. udbrød til ham: »Hr. Greve, jeg tror, De er bange for Spøgelser« (les
spectres). »Nej ingenlunde,« svarede Holck; »men jeg har Afsky for Gjengangere« (les révenants). Han havde
Grund dertil, da han nu blev fjærnet, og B. ved Struensees Ophøjelse i den følgende Tid kom til at indtage den
ypperste Plads blandt Kongens nærmeste Omgivelser. Foruden det Hverv at holde den allerede aandssvækkede
Christian VII med Selskab blev det overdraget ham under Titel af Directeur des spectacles at styre Hoftheatret og
det kongelige Theater, han fik Overtilsyn med den kongelige Malerisamling og Kunstkammeret, og omsider (Nov.
1771) udnævntes han til Grand maitre de la garderobe, hvorved der bl.a. overdroges ham Opsyn med alle de
Betjente, der havde at gjøre med Kongens personlige Opvartning. Han havde imidlertid ogsaa været en af de
første, der bleve dekorerede med den i Anledning af Kongens Fødselsdag (29. Jan. 1771) oprettede
Mathildeorden, og 30. Sept. 1771 ophøjedes han samtidig med Struensee i Grevestanden.
B. var et ubetydeligt Menneske, der hverken fortjente den Lykke, han gjorde, eller den forsmædelige Lod, som til
sidst blev ham til Del. Han var styg, men maa have haft en vis Lethed ved at bevæge sig i Verden. Var han end fri
for store Laster, saa gjør han et frastødende Indtryk ved den Letfærdighed, der prægede hans Færd, og ved den
Lavhed, hvormed han for at opnaa en i ydre Henseende glimrende Stilling lod sig overdrage det Hverv af
Struensee at have Tilsyn med Kongen. Der paahviler ham en stor Del af Ansvaret for den usømmelige Tone, der i
den Struenseeske Tid herskede ved Hoffet; han var med ved de utilbørlige Tilsidesættelser, der vistes Kongens
Broder, Arveprins Frederik, i det han lod denne fjærne fra den kongelige Loge i Theatret; det var uanstændigt, at
han lod sig udbetale ikke mindre end 60.000 Rdl. af den kongelige Partikulærkasse; men mest forarges man over
den Hensynsløshed, med hvilken han behandlede Kongen. Var det end sikkert en lidet misundelsesværdig Lod at
holde denne med Selskab, saa skyldte han ham ydre Ærbødighed, og intet kan undskylde den Frækhed af ham, i
Anledning af en fornærmelig Udtalelse af Kongen, at prygle denne. Det var saa meget mere utilgiveligt, som det
ikke skete i Hidsighed, men med Overlæg efter Aftale med Strueasee som en Slags Afstraffelse.
Hvor meget man end kan fristes til at opfatte B. og Struensee som et Par sammensvorne, var Forholdet imellem
dem alt for grundet paa Egoisme til længe at kunne blive godt. I et bittert Brev til Struensee (Efteraaret 1771)
klagede B. over den nedværdigende Rolle, han selv spillede, og sagde Struensee højst ubehagelige Sandheder
om den Vilkaarlighed og det Despoti, han udøvede. Han var taabelig udelikat nok til med det samme at antyde, at
han vilde blive tilfreds, hvis Struensee skaffede ham — Grevskabet Rantzau i Holsten. Der er ogsaa al
Sandsynlighed for, at B. har haft Planer om at deltage i Skridt til at styrte Struensee. Det kom imidlertid til at gaa
anderledes, da han selv tillige med denne blev Offer for den Sammensværgelse, der førte til begges Fængsling
17. Jan. 1772. Med sin vante Letsindighed synes han i Fængselet ikke at have anet, hvad Anklagerne imod ham
kunde bringe over hans Hoved. Blød og let bevægelig, som han var, lod han sig imidlertid let paavirke i kristelig
Retning af Holmens Provst Hee, da denne besøgte ham i Fængselet, og efter at Dødsdommen var fældet (25.
April 1772), besteg han sammen med Struensee som en angergiven Kristen Skafottet (28. April). Den barbariske
Dødsdom var ens for dem begge, i det først den højre Haand, saa Hovedet huggedes af dem, hvorefter deres Lig
sattes paa Stejle; men han fik det Fortrin, at Henrettelsen kom til at begynde med ham. En saadan Straf var
monstrøs i Forhold til, hvad han havde gjort sig skyldig i, og Stampe [se om Stampe i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]], der selv havde haft Sæde iblandt Dommerne, fandt det oprørende, at Dommen var
bleven stadfæstet af Statsraadet og Kongen. Maaske havde det personlige Had, denne følte mod B., sin Del i, at
Straffen ikke blev formildet. — B. var ugift.
Til: Indholdsfortegnelsen
76/484