Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

værd at ændre, det remonstrerede han mig paa samme Maade som jeg ham,
og han havde en ugemeen Forstand dertil.«
Endelig 45 har han Udtryk for Elskovsfølelsen. Han har rejst og set sig vidt om i
Verden, oplevet meget, aldrig bundet sig. Han er bleven 43 Aar gammel og
vender hjem. Kvinderne i Danmark behager ham ikke: »Jeg som da nys var
kommen ind ad Landet og fra adskjellige fremmede Hoffer, og sidst fra det
franske, og der seet nok af de Fruentimmer som prætendere fuldkommen at
have Fortrinet for alle i Verden i esprit og savoir vivre, bekjender, at det
fornemste Fruentimmer i Kjøbenhavn kom mig meget selsom for.«
Han er fast besluttet paa aldrig at gifte sig. Da slaar Lynet ned. Han træffer i
Skaane den unge Jomfru Mette Sophie Krabbe, om hvis Gudsfrygt, Dyd,
innocence, esprit og Høflighed han allerede har hørt saa meget: »Hendes
Person og Skabning syntes mig den aller avantageuseste af alle, jeg havde
seet Hendes Maade at klæde sig paa saa riig og saa vel choiseret, at jeg havde
vel ikke tænkt at finde saadant noget i disse Lande«.
Han besøger hendes Moder og skænker Datteren en liden Guld-Balsambøsse,
som Moderen tillader hende at modtage. Han tager Afsked om Morgenen
tidligt, da Jomfruen er i sit Kniplings-Natsæt og den røde Fløjls Nathue; thi hun
havde ikke faaet Stunder at klæde sig anderledes paa, og »dette Sæt gav
hende en usigelig Yndighed«. Han kan ikke beskrive den Admiration og Estime,
den Passion og Længsel for den lille Jomfru, som har betaget ham. Da han i
Helsingør drikker paa hendes Sundhed, kan han ikke beherske sin
Sindsbevægelse, men gaar hen i en Krog og brister i Graad. Atter her
begrunder og forklarer han Følelsen: »Jeg tænkte paa den dydige Sjæl og de
mange og uværdige Mennesker, hun vilde blive anfægtet af«.
Han faar Lov at gøre sin Kur. I hendes lille Kammer, hvor Jomfru Helle Lycke
var altid tilstede, passerede han »hele Eftermiddagen som om det kunde været
en Time«, og naar han var der, saa er det ham, som havde han »udelukt al
Verdens Uro og havde fundet Epictets Lysthuus, hvor al Uro og Malice
stormede og brusede udenfor og turde ikke komme nærmere«.
Vi finder hos Holberg hverken denne Art af Glæde ved Landskabet eller den
levende Venskabsfølelse eller denne naive Erotik. Heller ikke overgaar nogen
Kvindeskikkelse hos Holberg i anskuelig Ynde Billedet af den unge fornemme
Pige i Kniplingsnegligéen med den røde Fløjls Hue.
Det er dog langt mindre Følelsen selv, som i Monrads erotiske Udbrud
interesserer, end Maaden, paa hvilken den ytrer sig i hans Prosa. Det er en
Prosa uden Stil; det er Linjer, som kun er nedskrevne for Fortælleren selv eller
hans Børn, henkastede for at fastholde en Erindring, men herved har de
bevaret en ikke almindelig Friskhed. Medens Holbergs Prosa er den klassiske
Aandsretnings i alle Lande, den rationelle Prosa, som skrider frem efter Regel
og Plan, fortæller Stykke for Stykke, beviser Led for Led, er veltalende uden
Spring og beskrivende uden nogensinde at male, medens Holbergs Prosastil
med andre Ord udelukker Drømmen, Synet, Lyriken, Øjebliksindtrykket, findes
45 'Endelig' betyder 'sluttelig', 'til sidst' eller tilsvarende.
35