Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

etydelige Tyskere, der spillede en Rolle her hjemme i Midten af Aarhundredet, Mænd som Schulin, A.G. Moltke
og selv Lynar, stode i saa Henseende over ham.
Saa længe indtil Mageskiftet var en fuldbragt Kjendsgjerning, var Danmark-Norge nødt til at slutte sig nøje til
Rusland. At Kejserinden agtede at holde skarpt Øje med den dansk-norske Regerings Politik, blev ogsaa paa den
hensynsløseste Maade udtalt ved den foreløbige Traktats Afslutning af de tvende Mænd, der paa hendes Vegne
havde drevet Forhandlingen, Holsteneren Saldern og Russeren Filosofow, og den første af disse teede sig med et
Overmod, som om han var den vigtigste Mand her i Kjøbenhavn. Men dette skræmmede ikke B., der holdt
Forbindelsen med Rusland for nødvendig for Danmark-Norges Sikkerhed i det hele og troede paa Muligheden af
at hævde en selvstændig Stilling ved Siden af den mægtige, lunefulde og pirrelige Kejserinde. Den Politik, som
Frankrig under Choiseuls Ledelse netop nu slog ind paa med Tanken om at modarbejde Rusland paa alle Kanter,
drev ham end mere over til at knytte en ny Alliance med Rusland, den af 13. Dec. 1769, der var endnu tættere
end nogen tidligere. Et Hovedpunkt i denne var Aftaler om, at saadanne Forandringer i den svenske Forfatning,
der tjente til at udvide Kongemagtens Rettigheder, skulde opfattes af de tvende Stater som et Angreb fra Sveriges
Side, og Rusland indsatte en Paragraf, hvorefter i Tilfælde af en Krig Kongen af Danmark skulde beholde de
Erobringer, han mulig gjorde ved den norske Grænse. Alt tyder paa, at B. slet ikke har tænkt paa at gjøre
Erobringer fra Sverige; hans Politik var baade fredelig og venskabelig ment; men det var en paafaldende
Fejltagelse af ham, naar han troede, at Svenskerne selv kunde være tjente med Bevarelsen af en Statsforfatning
som den, de den Gang havde, og at derfor de dansk-russiske Bestræbelser for at opretholde denne vare til deres
eget bedste. Ikke mindre var det en Illusion, naar han troede ved sin Alliance med Rusland at kunne hæve
Danmark-Norge ti) en Sømagt af første Rang, der som saadan vilde kunne hævde en Plads ved Siden af
Rusland.
Traktaten af 13. Dec. 1769 var den sidste vigtige Handling af B. 3 Fjerdingaar derefter blev han styrtet af
Struensee (15. Sept. 1770). Efter sin Afskedigelse levede han mest i Hamborg og paa Godset Wotersen, indtil
han allerede døde 18. Febr. 1772. Hans Enke, Charitas Emilie f. v. Buchwald, med hvem han havde levet i lidt
over 20 Aars lykkelige, men barnløse Ægteskab, overlevede ham indtil 1820.
Da han fik sin Afsked, var hans første Udbrud: »Almægtige, velsign dette Land og Kongen.« Det var et naturligt
Udtryk for den Kiærlighed, hvormed han omfattede vort Fædreland. At han tillige har været en af de talentfuldeste
og samvittighedsfuldeste Statsmænd, der have ledet dettes Styrelse, kan der ingen Tvivl være om.
Til: Indholdsfortegnelsen
62/484