Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Bernstorff, Johan Hartvig Ernst Greve, 1712—72, Statsmand
Af E. Holm
Bernstorff Slot, bygget af Nicolas Henri Jardin. Slottet bruges i dag af Beredskabsstyrelsen. Fotograferet en dag hvor der var mere røg i
køkkenet end ønskeligt. Foto: BA, 2007.
Johan Hartvig Ernst Greve Bernstorff blev født 13. Maj 1712 og var en Søn af en hannoveransk Adelsmand,
Joachim Engelke Friherre B. til Gartow, Wotersen og flere Godser. Efter at hans Morfader, Andreas Gottlieb
Bernstorff, havde spillet en vigtig Rolle som hannoveransk Minister hos Kong Georg I af England, blev han den
næste fremragende Statsmand af denne Familie. Han var selv Farbroder til [...] A. P. B. For en Del opdraget hos
Morfaderen vandt han dernæst sin Uddannelse paa intelligente unge Adelsmænds Vis i hin Tid, dels ved Ophold
paa forskjellige Universiteter, dels ved Udenlandsrejser. Saaledes lagde han Grunden til den rige Aandsudvikling
og den sjældne Sprogfærdighed i flere evropæiske Sprog, særlig i Fransk, som udmærkede ham senere.
Beslægtet med Familien Plessen blev han af de tvende Brødre af dette Navn [Carl Adolf von Plessen og Christian
Ludvig von Plessen], der vare Statsministre under Christian VI, bragt i Forbindelse med denne Konge, der gjorde
ham til Kammerjunker og (1733) sendte ham som »Envoyé« til Kursachsen. Den polske Tronfølgekrig udbrød
netop paa den Tid, og da Kurfyrsten af Sachsen ved den naaede at blive Konge af Polen, var Dresden et Sted,
hvor den unge B. fik rig Lejlighed til baade at komme ind i det evropæiske Diplomatis Finesser og bugtede Veje
og til paa nært Hold at følge Løsningen af vigtige politiske Knuder. Nogle Aar senere (1737) lod Christian VI ham
repræsentere den dansk-norske Stat ved den tyske Rigsdag i Regensburg, og han gjorde god Gavn under de
Forhandlinger med Hannover, som Strid om Amtet Steinhorst fremkaldte (1739). Endelig fik han, da han 1744
blev sendt til Frankrig som Gesandt, den diplomatiske Stilling, der paa den Tid havde størst Vigtighed for
Regeringen her hjemme. Han havde her en betydningsfuld Del i de Forhandlinger, der førte til en nøje Tilknytning
mellem vort Fædreland og Frankrig (1749) og samtidig ogsaa hidførte Mageskiftetraktaten (1750) med den
svenske Tronfølger Adolf Frederik.
Den Gang B. skulde sendes til Frankrig, skrev den franske Statsafsending i Kjøbenhavn til sin Regering med
afgjort Uvilje om ham. Hans hannoveranske Byrd gjorde ham i den mistænksomme franske Diplomats Øjne til en
farlig Person, der havde engelske Sympathier, og med den i den diplomatiske Verden ganske almindelige
Letfærdighed i Domme forberedte han sin Regering paa, at B. var »en lidet paalidelig Karakter« og saa meget
mere farlig, som han var »dygtig, af et vindende Væsen og elskværdig i Selskabslivet«. Det blev kun disse sidste
Egenskaber, man kom til at gjøre Bekjendtskab med i Paris, thi han var i Virkeligheden saare langt fra at være
fjendtlig stemt imod Frankrig, og den franske Udenrigsminister fik i sine Depecher til Statsafsendingen i
Kjøbenhavn Lejlighed til ikke alene at fremhæve den store »Veltalenhed«, som B. kunde udfolde i sine
Forhandlinger med ham, men ogsaa til at omtale hans fremragende Begavelse, Behageligheden ved at forhandle
med ham (»sa douceur«) og den ubegrænsede Tillid og Højagtelse, han selv havde for ham.
57/484