Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Alliancetraktat med Danmark-Norge af 12. Avg. 1773. Dels blev der sluttet en defensiv Alliance, som fastsatte de
tvende Staters gjensidige Forpligtelser i Tilfælde af, at en af dem blev angreben. Dels fastsatte en anden Traktat,
hvorledes begge Stater skulde holde sig rede til, naar det rette Øjeblik kom, f. Ex. naar der blev sluttet Fred
mellem Rusland og Tyrkiet, da at kunne faa den ved Revolutionen af 19. Avg. 1772 i Sverige dannede
Statsforfatning kuldkastet og dermed den ældre Forfatning af 1720 tilbageført i dette Land.
Der kan hverken gives A.P. B. nogen Ære eller tillægges ham noget Ansvar for disse Traktater. Forhandlingen var
allerede, inden han blev Minister, ført saa vidt, at der kun kunde være Tale om at gaa ind paa dem. Det var J.H.E.
Bernstorffs Politik, der nu omsider havde baaret sin Frugt. Men at denne Politik havde været den rette, derom
nærede A.P. B. ingen Tvivl. Den havde, som nedenfor vil blive paavist med Hensyn til J.H.E. Bernstorff, foruden
at sigte til at ende de dansk-gottorpske Forviklinger tillige haft til Formaal at give Danmark-Norge Sikkerhed imod
den formentlige Fare, der truede fra det gottorpske Kongehus i Sverige, hvis dette med en stærk Kongemagt i
Hænderne kom til at føle sig som Herre over Statens Stridskræfter uden at behøve de svenske Stænders
Samtykke til at bruge dem. For at naa begge disse Øjemed havde Regeringen i Kjøbenhavn siden 1765 stærkt
nærmet sig til Rusland. Saaledes som Stillingen var bleven, efter at Gustav III 19. Avg. 1772 havde omdannet den
svenske Statsforfatning til Gavn for sin egen Magt, indeholdt den for saa vidt en særlig Fare for Danmark-Norge,
som han ikke blot var en begavet Konge, men ogsaa af Hjærtet hadede det danske Kongehus og det danske
Folk. Forbitrelse over den Iver, Regeringen i Kjøbenhavn havde vist for sammen med Rusland og England at
hindre Udviklingen af en stærk Kongemagt i Sverige, skærpede hans nedarvede gottorpske Had imod Naboriget
og forøgede hans Lyst til at skille Norge fra Danmark og lægge det under sin egen Krone. Hans Uvilje blev endnu
mere næret ved den Fordel, Danmark-Norge vandt ved Mageskiftet, saa meget mere som han holdt sin Families
Rettigheder for brøstholdne derved, at dette havde ført til, at Storfyrst Poul overlod Oldenborg og Delmenhorst til
en yngre Linje. En russisk Statsmand udtalte nogle Aar senere, at den paa Mageskiftetraktaten saa hurtig
følgende Alliancetraktat havde været Betingelsen for, at Rusland havde villet indlade sig paa hin Traktat. Ingen
kan heller være i Tvivl om, at Cathrine II [Katarina 2. den Store] mente ved denne Alliance at kunne holde
Danmark-Norge fast knyttet til sig og derved paa en Maade i sit Ledebaand. Men den føltes dog i det mindste
strax fra dansk Side som en Støtte for Staten imod den saa stærkt mistænkte Nabo paa Sveriges Trone.
Særlig A.P. B. mente under disse Forhold at kunne se med Ro paa Forholdet til Sverige. Inden han blev Minister,
havde der været en febrilsk Uro over Regeringen. Det var næsten kommet til det Punkt, at det vakte Mistanke,
saa snart en Svensker rejste i Norge, naar Gustav III talte med en Nordmand, naar der i en eller anden Fæstning
blev sat en Lavet under en Kanon eller et forfaldent Stykke Mur blev repareret, eller naar der blev samlet et Par
Regimenter til Øvelser. B. derimod fandt, at »den evindelige Ængstelse« var et unyttigt Selvplageri, han holdt
Staten for at være Sverige voxen, og oven i Kjøbet gjorde Forbundet med Rusland, »at vi kunne sætte os ud over
en Frygt, som blot Svaghed hos os selv kunde undskylde«. Imidlertid vilde en Krig fra Gustavs Side altid volde
Plage og alvorlige Pengetab, og imod sligt mente B., at man kun kunde være sikker, »naar Gustav ikke kunde
føre Krig, ikke give nye Love, ikke paalægge nye Afgifter uden Medvirken fra de samlede Stænders Side. Dette
var vistnok fastsat, men intet værnede om Forfatningen, naar Landet ingen Sikkerhed havde for, at Stænderne
bleve sammenkaldte.« Ellers kunde Loven omgaas; man maatte derfor søge at bringe det dertil, at Gustav III blev
forpligtet til at sammenkalde Stænderne hvert 3. Aar. Videre Forandringer i den svenske Forfatning holdt B. for
overflødige. For at opnaa sligt mente han, at Rusland og Danmark havde Ret til at slutte sig sammen med
Oppositionen i Sverige imod Kongen, og han søgte endog at drive Cathrine II frem i den Retning. Men hvor ivrig
Kejserinden end havde været for at fastslaa Aftaler 1773 med Danmark-Norge, der vare truende for Gustav III,
gjorde hun ikke senere Alvor deraf. De russiske Ministre hørte kun »med den yderste Lede« Tale om de svenske
Forhold. Aarene gik rolig hen.
I det B. endnu paa denne Tid gik ud fra, at Sverige var Danmark-Norges »altid virksomme og uforsonlige Fjende«,
ja »dets eneste naturlige Fjende, saa længe Grænselandene til Holsten ejedes af svagere Magter«, kom han til
ogsaa at opfatte Frankrig, der stedse i denne Tid stod Sverige nær og betalte det Subsidier, som en »fjendtlig
Magt«, medens Frankrigs bitre Modstander England ikke mindre end Rusland maatte gjælde for at være Statens
»naturlige Ven«. Den store og fordelagtige Handelsforbindelse, hvori man stod med England, forøgede hans
Interesse for denne Stat. Dette var en Hovedgrund til, at han under den nordamerikanske Frihedskrig, især da
Frankrig optraadte paa Amerikanernes Side, holdt det for at være en Ulykke, saafremt England bukkede under.
Vistnok havde de Stridspunkter, som gjentagne Gange under de store Søkrige vare komne op imellem Danmark-
Norge og England, ogsaa under denne Krig fremkaldt alvorlig Uenighed imellem Regeringerne i London og i
Kjøbenhavn. Der klagedes særlig med Bitterhed fra dansk-norsk Side over, at Englænderne fortolkede Begrebet
Kontrabande paa en traktatstridig Maade og derved lagde utaalelige Hindringer i Vejen for de danskes og
Nordmændenes Handel paa de Lande, der vare Englands Fjender. Men B. haabede at kunne løse denne Konflikt
uden noget Brud. Da Rusland stod i et venskabeligt Forhold til England, og dets Holdning under den store Krig
kunde tænkes at ville faa stor Vigtighed, foreslog han denne Stat et Nevtralitetsforbund (28. Sept. 1778), hvorefter
begge Riger skulde værne om deres Skibsfart ved fælles Rustninger og i Forening søge at faa England til at gaa
ind paa visse billige Grundsætninger med Hensyn til de nevtrale Staters Skibsfart. Men dette afslog Kejserinden;
hun vilde ikke indlade sig paa andet end nogle Forholdsregler for at værne om Handelen paa Nord rusland, og
disse havde ingen Interesse for Danmark-Norge. Samtidig afslog B. at ville slutte sig til et Forslag fra Sveriges
Side om et væbnet Nevtralitetsforbund, et Forslag, som Gustav III ogsaa sendte til Rusland. Den Kjendsgjerning,
53/484