Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

lidet, der fængslede ham i den Grad som Synet af det for hin Tid fortrinlige Agerbrug, visse Dele af England den
Gang udmærkede sig ved. Erindringen derom skulde faa stor Virkning paa en vigtig Side af hans senere
Livsgjerning.
Da han i disse Ungdomsaar en Gang opholdt sig nogen Tid i sin Fødeegn Hannover, søgte den ledende Minister
her, Münchhausen, at overtale ham til at gaa i hannoveransk Tjeneste; men Onkelens Exempel og Ønsket om at
optræde paa en noget større Skueplads bragte ham til at foretrække dansk Statstjeneste. Allerede 1755 var han
paa en Maade bleven indviet til denne ved at blive udnævnt til dansk Kammerjunker. En anselig Løbebane i
Danmark ventede den unge Mand, saa snart han havde endt sine »Lehr-« og »Wanderjahre«. Han fik 1759, da
han kun var 24 Aar gammel, Sæde i tyske Kancelli, altsaa under Onkelens umiddelbare Tilsyn; men ved Siden
deraf blev han 1760 Deputeret i det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer, og kort efter traadte han
som Deputeret ind i General-Landøkonomi- og Kommercekollegiet; han forenede dermed 1765 at blive Deputeret
i Rentekammeret. Som en Følge af en Omdannelse af Kollegierne snart efter Christian VII's Tronbestigelse blev
han (1768) første Deputeret i Generaltoldkammeret og anden Deputeret i Kommercekollegiet. Tillige havde han
(1767) faaet Sæde i Overskattedirektionen, der nærmest var det øverste Kollegium paa det finansielle Omraade.
Det er en Selvfølge, at han imidlertid havde faaet Danebrogsordenen (1766), ligesom han 1765 var bleven Ridder
af Ordenen de l'union parfaite; nogle Aar senere (1769) fik han Gehejmeraadstitel. Greve var han bleven 1767, da
hans Farbroder blev belønnet med at faa Greveværdigheden, ikke blot for sig selv, men ogsaa for sin Broder,
A.P. B.s Fader, og det hele friherrelige Bernstorffske Hus. Reverdil har fra denne Del af hans Liv givet en
Karakteristik af ham som baade meget kundskabsrig, ubøjelig retskaffen og meget husholderisk i sine egne
Forhold. Han anbefalede ham af den Grund, skjønt forgjæves, til at blive Overhofmarskal hos Kongen efter Adam
Gottlob Moltkes Afskedigelse fra denne Stilling. Men han tilføjer, at A.P. B. kun lidet havde Evne til at vinde Folk,
fordi han var i højeste Grad paastaaelig og egensindig. »Med en Oldgransker«, siger han, »tvistedes han om
Mønter, med en Staldmester om Heste, med en rejsende om, hvad der foregik i dennes Fædreland, og han var,
kort sagt, stedse vis i sin Sag, som om det, hvorom Talen var, var det, han havde sat sig bedst ind i.« Reverdil
plejer ikke at lægge Fingrene imellem ved sin Kritik af andre Personligheder; men det er rimeligt, at der virkelig
har været en ikke ringe Egensindighed hos B. i hans yngre Dage. Hans lovprisende Biograf Eggers fremhæver
det som et Træk hos ham, medens han var Barn, og det hedder i en meget rosende Karakteristik, som en
fremmed Diplomat nogle Aar senere har givet af ham, at han havde den Fejl vanskelig at kunne lade sig
overbevise. Dertil kom en vis Svaghed for at høre sig selv tale. Men med Stivheden i hans Karakter hang ogsaa
Paalidelighed og Trofasthed sammen.
Saa nøje som han var knyttet til Farbroderen, var det naturligt, at han delte dennes Unaade, da Struensee kom til
Magten. Han forlod (1770) Statstjenesten og tillige Kjøbenhavn. Da Reverdil nogen Tid senere traf ham i
Hamborg, udtalte han, at det var hans faste Agt ikke mere at overtage noget Embede; men da han efter
Struensees Fald i Anledning af en privat Sag kom til Kjøbenhavn, lod han sig dog overtale til atter at tage Plads i
Regerings-kollegierne. Han blev i Slutningen af 1772 første Deputeret i Finanskollegiet, Økonomi- og
Kommercekollegiet samt Bjærgværksdirektoriet. Det havde hidtil været paa det økonomiske og finansielle
Omraade, han havde virket. Man har ikke Indtryk af, at hans Gjerning her betegner noget Fremskridt. Hvor stor
Interesse han end havde for Agerbruget, synes det ikke, som han er bleven paavirket af de fysiokratiske
Grundsætninger, der den Gang begyndte at slaa igjennem. I det mindste blev han staaende ved det gammeldags,
stive Beskyttelsessystem, og han var ikke kommen ud over den Tro, at det var muligt ved alskens kunstige Midler
at opelske en kraftig Industri. Kun peger det i en noget friere Retning, at han var en Modstander af Monopoler.
Derimod blev det en god og tidssvarende Virkning af, hvad han havde set i England, at han ivrig tilraadede
Onkelen at gjennemføre de Forandringer i Fæstebøndernes Stilling paa Godset Bernstorff, der danne et af de
første vigtige Skridt til Forberedelse af de store Landboreformer.
Da A.P. B. blev kaldt tilbage til den dansk-norske Stats-tjeneste, skrev en begejstret Tilhænger af ham, Cramer
[Johan Andreas Cramer], til Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]: »Hvor har
jeg dog takket Gud, og hvilken Glæde har jeg ikke følt over, at den unge B. er bleven kaldet tilbage! Der faar I en
Mand med de største Talenter, den mest uegennyttige Redelighed og med en Kraft i Karakteren, i hvilken Visdom
parrer sig med Mod.« Denne Spaadom skulde i væsentlige Henseender gaa i Opfyldelse, efter at A.P. B. i April
1773 var bleven flyttet over i den Stilling, hvortil han særlig var skikket, da han nemlig blev stillet i Spidsen for den
udenrigske Styrelse og med det samme fik Sæde i Gehejmestatsraadet. Han voxede i denne nye Stilling
efterhaanden op til at blive en af de ypperste Statsmænd i vort Fædrelands Tjeneste. 29. Febr. 1776 blev han
Ridder af Elefanten.
Kort Tid før han traadte ind i Regeringen, var Udenrigsministeren Osten bleven afskediget, fordi han ikke var
nogen grata persona i Petersborg. Øjeblikket var vigtigt. Endelig syntes det, at man vilde kunne naa det længe
eftertragtede Maal at faa det holstenske Mageskifte bragt i Orden; men man frygtede for, at Ostens Personlighed
skulde staa i Vejen. Denne blev derfor fjærnet, og efter at Schack-Rathlou midlertidig nogle Uger havde ledet
Sagerne, lagdes de i B.s Hænder. Han kom da til at indvie sin Virksomhed som Udenrigsminister ved at bringe
Underhandlingerne med Rusland og Storfyrst Poul til Afslutning. Resultatet af dem blev Mageskiftetraktaten af 1.
Juni 1773, hvorved Storfyrst Poul som fuldmyndig i Egenskab af holsten-gottorpsk Hertug i alt væsentligt
stadfæstede den foreløbige Traktat af 1767 (se Art. J.H.E. Bernstorff). Men hertil føjede Rusland en dobbelt
52/484