Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Nationalitet, især siden Huset Oldenburgs Tronbestigelse ... Det tyske Sprog er
det, Hoffet taler; man har overladt det Danske til Almuen. Og Navnet Dansk er
nutildags betragtet som et Haansord (et le nom de Danois est à présent
regardé comme un terme de mépris.)«
Udfylder man nu den Ramme, som alle hine Udtalelser giver, med det Billede,
som man gennem de Holbergske Komedier — den nulevende Generations i
Regelen eneste Kilde til Kundskab om hin forgangne Slægt — faar af Datidens
Mennesker, saa kan man let naa til den Forestilling, at Datiden i Virkeligheden
slet ikke har egnet sig til anden digterisk Behandling end den komiske, idet
den ikke har frembudt Andet og Mere end et stort Galleri af Stakler og Narre.
Det ser ud, som havde slet intet alvorligere Følelsesliv trivedes, som havde
man gennemgaaende følt spidsborgerligt, tamt og frygtsomt, og som havde
man været ganske lam paa Evnen til at ville.
Det forholder sig ikke saaledes; der var Kraft og Sundhed i Stammen. Der
førtes et i al Stilfærdighed bevæget Følelsesliv. Den Slægt, som Leonora
Christina havde tilhørt og for hvem Kingo havde sunget, var jo neppe uddød
endnu. Og der var megen naturlig Tapperhed og Raadsnarhed hos Militære og
Civile. Jacob von Tyboes Tidsalder var jo ogsaa Tordenskjolds. Der var kun ét,
som man i Danmark-Norge i Befolkningens brede Lag slet ikke kunde før
Holberg: man kunde ikke tænke. løvrigt var Landet rigt paa flinke Folk.
Ikke blot for at give Holbergskikkelsen en Baggrund, men for at kunne
kontrollere Digteren, for at vinde Klarhed over, hvilke Sider af Datidens Liv han
afspejlede i sit Værk og hvilke han ikke tik med, for at kunne bedømme
Ligheden mellem hans Figurer og Virkeligheden og for at have en nogenlunde
sikker Fornemmelse af den Skillelinje, hvor Overdrivelsen eller Overgivenheden
begynder, maa vi gjøre os selv Rede for det Spørgsmaal: Hvorledes følte man
her i Landet paa Holbergs Tid?
Studiet af Tidsalderens Sjæleliv er vanskeligt, da den er saa daarligt skaaren
for Tungebaandet. Naar Kongehuset og Hoffet undtages, vides saare lidet. Men
det er Undersaatternes Følemaade, hvorom man ønskede at vide Besked. Det
bedste Middel til her at vinde Kundskab er at fordybe sig i hvad der findes af
Selvbiografier og Levnedsbeskrivelser. Det er i Regelen de mere udprægede
Individualiteter indenfor hver Stand, der har et Levned at meddele, saa der er
en Sandsynlighed for at man her møder det Typiske i det Individuelle, og naar
man selv hos disse ser det Personlige stærkt dækket af det Sociale
(»Parykken«), saa faar man et levende Indtryk af Tidsaandens Magt over
Individerne i deres Uensartethed.
Hvis vi i de store Grundtræk fastholder det ydre og indre Liv, som førtes af
Mænd i de forskelligste Livsstillinger, af en Godsejer og Etatsraad, en praktisk
Mand og Notar, en General, en Lakaj, en Apoteker, en Statsmand og
Videnskabsmand, saa vil vi gøre Bekendtskab med dygtige, følelsesfulde,
foretagsomme, skikkelige og snilde, højst forvovne, roligt heltemodige, meget
kundskabsrige Mænd; kun Kritik havde de ikke i Panden.
Etatsraad Johan Monrad, den eneste af disse, der er betydeligt ældre end
Holberg, men dog lever til efter dennes tredivte Aar og skriver sine Erindringer
33